Synspunkt: For lidt praksis i ny uddannelse

Den nye uddannelse til sygeplejerske er mere teoretisk end praktisk på trods af mange studerendes ønske om først og fremmest at lære at pleje patienter.

Jeg er 52 år og har været sygeplejerske i mere end 30 år. Uddannelsen er i de mange år blevet ændret tre gange, nemlig i 1979, 1990 og 2001.

Hvis man ruller filmen tilbage og prøver at fange ideen i udviklingen af uddannelsen, bliver man spekulativ. Hvorfor er stoltheden og glæden ved vores fag svær at finde hos så mange nu? En af forklaringerne skal måske søges i det ændrede fokus. Hvem har bestemt, at vi skal akademiseres? Hvem har bestemt, at det er godt for faget, at vi bliver professionsbachelorer? Er det det, vi vil med sygeplejen? Hvorfor er skolerne ikke fyldt op? Hvorfor holder de studerende op igen?

Som praktikvejleder gennem mange år har jeg mødt mange studerende. Næsten uden undtagelse vil de gerne være hos patienten, og nogle få planlægger videreuddannelse. Hvem og hvor mange er det, man forestiller sig vil studere videre og til hvilke job? Hvem skal passe patienterne om fem til 10 år? Andre faggrupper? Mange spørgsmål, ja. Det ville være spændende, hvis nogen kunne svare.

Min påstand er, at både skolerne og Dansk Sygeplejeråd har sovet i timen!

Først skolerne: Da vi hørte, at den nye uddannelse var på trapperne, og at intentionen bl.a. var at ensrette uddannelsen på landsplan, blev vi begejstrede. Herligt, så ville en sygeplejerske være en sygeplejerske i hele Danmark.

Virkeligheden blev en ganske anden. Da uddannelsen skulle planlægges i detaljer, var det ikke alle skoler, der overhovedet inviterede praktikstederne med. Det, praktikvejlederne indtil nu har erfaret om uddannelsen, virker ikke samordnet skolerne imellem. Vi er derfor, hvor vi altid har været med hensyn til ensartethed eller det modsatte. Rigtig mange problemer kunne være løst, hvis praktikstederne havde siddet med ved bordet. I stedet opleves praktikken nu som direkte diktat, som ikke står til debat eller forhandling. Ikke de bedste forudsætninger for et frugtbart samarbejde.

Et af de mange nye smukke ord om uddannelsen har været socialisering: Hvor vigtigt det er at føle sig tryg og være med i et team, for så lærer man bedre. Problemet er bare, at når den studerende er ved at kende en afdelings personale, dens indretning og patientkategori og derfor er ved at være tryg, så er de fire uger i praktikken gået. Fire uger var, hvad der blev plads til i visse dele af den nye uddannelse. Og ingen kan vel benægte, at læresituationen er bedre hos patienten end i en demonstrationsstue?

 Det er i praktikken, nærkontakten kan læres. Chokket ved at befinde sig i en ægte situation kan ikke afhjælpes ved at læse om det i en lærebog. Det skal ske i virkeligheden og med mulighed for vejledning helst både før og efter oplevelsen af en sygeplejerske, som er med i situationen. Lad os bare kalde hende rollemodel for at få alle op af stolene!

Jeg mener, skoen trykker mindst lige så meget hos Dansk Sygeplejeråd. Som fagorganisation skulle I have medvirket til øgede normeringer i takt med, at både flow og arbejdspres på sygehusene og i hjemmeplejen er blevet markant højere i de senere år. Kravene til praktikstederne er oven i købet blevet ændret i takt med de nye uddannelser.

Dansk Sygeplejeråd, som er vores faglige bagland, burde have været mere synlige i debatten om, hvor vi ønsker at bevæge os hen som faggruppe. Er forklaringen på de manglende nuancer den enkle, at alle på bjerget er enige?

Måske skulle I tage fri og komme på besøg i den virkelige verden i en måned.

Regnes det for finere at kæmpe for en akademisering for derved at opnå højere løn? Hvad er der i vejen med at arbejde for en bedre løn til en almindelig sygeplejerske? Prøv f.eks. at finde et parameter for aflønning af ansvar, så skal I bare se, hvordan lønnen vil stige. Hvis vi ikke selv bevarer respekten for vores job, hvem kan vi så forvente vil gøre det? Endsige gå i gang med uddannelsen? Hvor er stoltheden henne? Er det forbudt og gammeldags at tale om det?

Jeg mener, vi skal bevæge os fremad, også i forhold til dygtiggørelse, så bacheloruddannelsen er givet kommet for at blive. Men risikoen ved denne akademisering er alvorlig og mangesidet. Der vil altid være patienter, som skal passes, og mange af de unge, der vælger uddannelsen, har patienterne som deres fokus. Det er en skam, hvis nogle føler, at det ikke længere er fint nok. Og en skam, hvis virkeligheden skræmmer dem væk, fordi de ikke får ordentligt kendskab til den.

Marie Holm Nielsen er ansat på gynækologisk afdeling ved Herning Centralsygehus.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Teori