Faglig kommentar: Et altfortærende læringsrum

Er der mere pædagogik, filosofi og sociologi end klinik i sygeplejen på sygeplejeskoler og højskoler? Hvor er de undervisere, der har forsket i kliniske problemstillinger og er blevet eksperter i tryksår, ernæring, respiration og hudpleje? Hvor er referencerne til international forskning i klinisk sygepleje i de opgaver, de studerende skriver?

Jeg forestiller mig, at de er blevet slugt i et altfortærende læringsrum. De pædagogiske termer flyver om ørerne i snart sagt alle sammenhænge, men begejstringen over den klinik, der indtil videre er sygeplejerskers særkende, er det så som så med. Andre dicipliner har taget over.

Sociologen Bourdieu bliver trukket ned over tryksår, Habermas er en del af anæstesisygeplejen, Giddens forklarer, hvorfor de unge sygeplejersker ikke vil arbejde på plejehjem, og Løgstrup får måske lov til at være med på akut medicinsk modtagelse.

Misforstå mig nu ikke. Det er glimrende at kende de mest dominerende retninger inden for sociologi, filosofi og pædagogik. Teorierne kan bruges til at tænke med, men når de igen og igen bliver trukket ned over et hav af forskellige problemstillinger af meget konkret karakter, undrer jeg mig.

Sygeplejersker og studerende får snuset til mange teorier i et grund- eller videreuddannelsesforløb, men snuset til er ikke det samme som at få kendskab nok til at anvende andres tanker på jordnær, praktisk sygepleje.

Der er prestige i at være en dygtig klinisk sygeplejerske med fod på brugbare forskningsresultater, og det må uddannelsesinstitutionerne udnytte.

Mandatet

Professor i klinisk sygepleje, Marit Kirkevold, talte i sin tiltrædelsesforelæsning på Institut for Sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet om sygeplejens samfundsmæssige mandat. Dvs. traditionen for at varetage grundlæggende omsorgs- og plejeopgaver i forbindelse med sygdom, alderdom og død.

Hun pointerede, at sygeplejevidenskaben ikke lever op til traditionelle akademiske kriterier, fordi videnskaben er uløseligt knyttet til et veletableret, praktisk fag. (Sygeplejersken nr. 16/2002).

Det samfundsmæssige mandat er værd at holde fast i. Sygeplejen skal ikke bevæge sig i en helt anden retning end den, patienterne har brug for, for så bliver sygeplejersker overflødige. Patienten ligger ikke i sin hospitalsseng og jamrer: ''Tænk på Jürgen Habermas, når du renser mit skinnebenssår!'' Jeg tror, patienten tænker: ''Bare sygeplejersken ved, hvordan hun skal rense mit sår og hvorfor.''

Den opgave kan løses uden Habermas, men ikke uden kenskab til klinisk forskning, for så kommer der måske Bio-tex, sukker eller klar folie i såret.

Det veletablerede, praktiske fag kræver, at man vælger en videnskabelig retning, der harmonerer med det samfundsmæssige mandat. Muligheden for at beskæftige sig med klinisk sygepleje ligger lige for.

Sygeplejersker på efter- og videreuddannelse har mange erfaringer med sig, når de går igennem lærdommens hellige haller. De er gode til at identificere problematiske områder fra deres praksis, derfor kan de også blive dygtige til at finde ny viden om praksis. Lad Habermas og Giddens være forbeholdt dem, der virkelig interesserer sig for sociologi, og gør klinisk praksis til et værdigt område at beskæftige sig med.

Jeg kan i hvert fald ikke finde meningen med, at sundhedsplejersken skriver, hun vejer den nyfødte i et livsverdensperspektiv. Derimod er det fint, at hun kan observere barnet, ved noget om den moderne familie og er bevidst om den rolle, hun påtager sig i familien.