Faglig kommentar: Ottomanen

En ottoman er efterhånden et antikveret møbel, vi mest ser i ældre menneskers hjem. Dette polstrede møbel med fjedre og uldent stofbetræk er som skabt til en middagslur. Sådan havde en ældre kvinde også udnyttet sin ottoman i stuen gennem mange år, så det var naturligt for hende at få den redt op med sengetøj, da hun blev alderdomssvækket, gangbesværet, inkontinent og medtaget af flere kroniske sygdomme. Her fra ottomanen kunne hun se fjernsyn og have sine ting inden for rækkevidde, hun kunne følge bedre med, når hjemmehjælperen gjorde rent, og hun kunne svinge benene ud over kanten af ottomanen, når hun skulle spise.

Kvinden blev jævnt hen svagere, men ikke af den grund mindre stædig. Der måtte efterhånden to personer til at gøre hende i stand, og de måtte læne sig frem og bøje ryggen i ubekvemme stillinger, når de baksede med kvinden, for ottomanen var lav og stod med langsiden op ad væggen. Men ikke tale om, at man kunne overtale kvinden til at få en el-seng. Ikke om hun ville have sådan et monstrum ind i stuen, og i stuen ville hun være. Kvinden lå på ottomanen 24 timer i døgnet. Her spiste hun og blev vasket, her sov hun og lækkede urin, her foregik alt, og hun ville ikke op i en stol. Ottomanen var uhumsk og stank forfærdeligt.

Selvhjulpen i smug

Og så havde personalet alligevel luret hende af, for nogle gange kunne de se, at hun havde været ude på toilettet. Den lave ottoman og den tætpakkede møblering i stuen gjorde, at kvinden kunne komme lidt omkring og være delvis uafhængig af hjælp. Når ingen så det.

Det kunne ikke blive ved at gå. Personalets arbejdsforhold var sundhedsskadelige. Trods protester måtte kvinden finde sig i, at plejeinstitutionen leverede en seng i god arbejdshøjde. Sengen kom samme dag, den blev rekvireret, for den var på lager i institutionen. Personalet skal have de nødvendige arbejdsredskaber, og det foregik problemløst.

Sengen var imidlertid så høj, at kvinden ikke mere kunne komme ud af den selv, og da hun skulle prøve at sidde på kanten som sædvanligt, når hun spiste, gled hun ned på gulvet. Plejepersonalet kontaktede straks hjælpemiddelcentralen og forsøgte gentagne gange at få en seng, der kunne hæves og sænkes elektrisk, så kvinden kunne komme ud af den ved egen hjælp. Men på hjælpemiddelcentralen kunne man ikke hjælpe så hurtigt. Kvinden skulle jo først vurderes, og der skulle skrives en rapport og udfyldes rekvisitioner, og der kunne først komme en ergoterapeut og vurdere kvinden den følgende uge. I ventetiden måtte plejepersonalet slå to sengeheste op, hver gang de forlod kvinden, så hun ikke skulle falde ud af sengen i forsøg på at komme ud.

Sidste ressourcer kvalt

Bureaukrati tager sin tid. Til gengæld tager det ingen tid at gøre en svag, gammel kvinde fuldstændig hjælpeløs og immobil, hvis hun hindres i at være aktiv efter evne. Fem dage tog det at kvæle hendes sidste ressourcer, og så var det sådan set lige meget med en ny seng. Kvinden nåede aldrig at få gavn af den.

Enhver kan se, det er galt. Politikerne kan se det og kan holde lange taler om, at kassetænkning er af det onde, at alle skal samarbejde, koordinere og vise fleksibilitet. Lederne i social- og sundhedsvæsnet kan se, det er galt, og de ønsker af ærligt hjerte at få en velfungerende sektor, og de skriver lange artikler om samarbejde, koordinering og fleksibilitet.

Frontpersonalet, der står med problemerne, kan se, det er galt, og de ved, hvad der skal til. Men de må ikke handle, for de er fanget af regler og bureaukrati. For hvad ville der ske, hvis de blot selv ringede efter en minitrans med taxameter og bad om at få hentet et hjælpemiddel til en gammel kvinde?