Synspunkt: Sommeren er forbi

''Sommeren er forbi nu, den nærmest fløj af sted med mig som blind passager.''

Disse strofer af en sang af C.V. Jørgensen hørte jeg en gang midt på sommeren, og jeg har ikke kunnet slippe dem. De minder mig om en af hverdagens tragedier, som jeg har fulgt tæt.

For Peter er sommeren forbi. Han døde den 1. august i år. For Hanne og deres 18-årige søn er sommeren forbi, og de skal bruge efteråret til at lære at komme videre. Hanne er min veninde, og hun har brugt mig som sparringspartner, når det hele blev for svært og for mærkeligt.

Peter døde af lungekræft. Inden han døde, nåede han og familien at opleve så mange svigt i behandling og pleje, at det er svært at fatte. Det drejede sig i lang tid om den lægelige behandling, men den sidste måned også om sygeplejen.

Sygehistorien er så lang og indviklet, at det vil være for meget at gå i detaljer, men jeg kan fortælle, hvordan Hanne oplevede sygeplejen, og hvordan det gjorde mig beskæmmet og ked af det på sygeplejens vegne.

Peter var meget syg, og lige til det sidste var Hanne usikker på, om lægerne og sygeplejerskerne var klar over, hvor syg han var. Hvordan kan det dog være? Hanne og Peter havde svært ved at tale sammen, dels fordi Peter de sidste fire uger blev stadig mere forvirret og svag, dels fordi han ikke ville eller kunne forstå, at hans sygdom var dødelig. To sygeplejersker fik dog taget hul på problemet, men desværre meget sent i forløbet. Far og søn fik ikke talt sammen og mand og kone kun sparsomt, da Peter havde svært ved at tale og kun var klar kort tid ad gangen. De to sygeplejerskers initiativ var en stor lettelse og hjælp for Hanne.

Hanne oplevede især i den første tid af indlæggelsen, hvor Peter kom og gik på afdelingen, at personalet ikke ville tale med hende om Peter pga. tavshedspligten. Men når man har erkendt, at patienten er desorienteret, hvordan kan man så undlade at gentage informationerne, når konen er til stede, så man sikrer sig, at hun ved, hvad der skal ske, så hendes oplysninger og indtryk af sagen kommer med. Hanne var meget på afdelingen, da hun havde en aftale med sin arbejdsplads om flekstid.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, inden personalet fandt ud af, at Peter på ægte jysk underdrev symptomerne. En bedre kommunikation med patientens netværk og flere fælles samtaler, tror jeg, ville have været en stor hjælp til at yde en bedre grundlæggende sygepleje.

Hvordan kan det være, at det er patientens kone, der skal fremtvinge en diagnose, og at det skal foregå ved skranken og ikke i et rum et sted, hvor Peter kan sidde ned?

Hvordan kan det være, at det er patientens kone, der gentagne gange skal gøre opmærksom på, at patienten ikke spiser og drikker, uden at det får konsekvens? Først herefter fik Peter ordineret en sonde, som dog først blev lagt ned tre dage efter ordinationen.

Hvordan kan det være, at det er patientens kone, der skal gøre opmærksom på, at armen med drop, som jævnligt bliver tilset, er hævet? Herefter gik der 3-4 dage, før der blev taget et røngtenbillede, som viste en trombose.

Hvordan kan det være, at det er patientens kone, der skal gøre opmærksom på, at hendes mand, som nu er fast sengeliggende og bliver sengebadet, har hævede fødder?

Hvordan kan det være, at det er konens stædighed, der gennemtvinger et røngtenbillede af thorax, så det kunne konstateres, at patienten havde pneumothorax?

Hvordan kan det være, at der ikke er nogen, der forsøger at lade en patient, der må sidde op pga. smerter og lufthunger, prøve at få ilt, som er ordineret ved behov?

Hvordan kan det være, at det er patientens kone, der selv skal ringe til socialrådgiveren for at få rejst pensionssag?

Hvordan kan det være, at der ikke er nogen, der ser bag ved Hannes uden tvivl smilende facade og spørger hende, hvordan hun har det, og hvordan deres søn har det?

Hvordan kan det være, at patientens kone føler, at plejen er hendes ansvar?

Jeg ved, at der var megen usikkerhed forbundet med plejen af Peter, fordi det var uklart, hvorfor han var så syg, og hvilken form for kræft der var tale om. Men er det ikke det, der er essensen af sygeplejen, at vi ikke ønsker og ikke behøver at binde den op på lægens diagnose, men selv vil stille en sygeplejediagnose og yde sygepleje ud fra patientens behov. Når alt andet glipper, hvad så med blot at yde grundlæggende sygepleje?

Hannes skudsmål over sygeplejerskerne var, at de var meget søde og venlige. Men hun sidder også tilbage med en følelse af, at hendes mands lidelser kunne have været afhjulpet bedre.

Peter blev flyttet til et behandlingshospital dagen før, han døde. For Peter var det for sent, men Hanne nåede at opleve, at Peter blev passet godt, at ansvaret for ham blev taget fra hendes skuldre, og at der blev passet på hende og sønnen.

Karen Clausen er sundhedsplejerske i Allerød Kommune.