Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et ærinde for sygeplejen

Man skal være sikker i sin faglighed, men faglighed gør det ikke alene, siger Karenlene Ravn, forstanderinde i Sundhedsstyrelsen. Selv har hun altid haft næse for, hvad der rører sig politisk. Den 1. februar går hun på pension.

Sygeplejersken 2002 nr. 4, s. 8-11

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

"Hvorfor siger du ikke noget? Hvorfor laver du ikke vrøvl?"

Karenlene Ravns mand Ole har det iltre temperament, som hun selv mangler, og som hun mener har været en stor fordel at have været foruden i jobbet som forstanderinde i Sundhedsstyrelsen. Den 1. februar i år har hun med sine 65 år valgt at gå på pension, og dermed er der skrevet sygeplejehistorie. Titlen forstanderinde har overlevet sig selv, så efterfølgeren bør tituleres koordinator for sygeplejerskeuddannelserne, mener hun.

"For det er jo det, jeg har lavet, arbejdet med uddannelse og autorisation."

Karenlene Ravn går ikke uden om konflikter, synes hun, men som indehaver af sygeplejens højeste embedspost i landet har hun taget sin rolle som embedsmand alvorligt.

''Fornuften har styret mig. Jeg kan ikke fordrage ballade, og med den viden, jeg har haft inden for mit område, har jeg arbejdet på en anden måde for at få tingene igennem,'' siger hun og tilføjer:

''Man skal være redelig med det, man foretager sig. Og det har ikke været så svært. Jeg har jo haft et ærinde for sygeplejen.''

Tålmodighed, strategisk tænkning og godt benarbejde har været nogle af nøgleordene i hendes arbejdsform. Har man gjort sit hjemmearbejde, lykkes tingene som regel, er hendes erfaring:

''De meget impulsive mennesker bliver ikke ret længe i Sundhedsstyrelsen. Men derfor kan en person i mit job godt være mere udfarende, end jeg er. Jeg har sagt, kan jeg ikke få tingene igennem her og nu, så får jeg det i næste omgang. En sjælden gang er jeg dog blevet gal, og så har kollegerne været skræmt.''

Embedsmanden

Som embedsmand skulle Karenlene Ravn agere i et farvand fyldt med medspillere og modspillere. Hun har måttet forholde sig til skiftende ministre, kompetente myndigheder, amter og kommuner, fagforeninger, fagfolk og fagfæller, kolleger og chefer i Sundhedsstyrelsen. Det kræver diplomati og omhyggelighed.

\73Man skal passe på, hvad man siger i et øjebliks ophidselse. Det holder sjældent. Jeg har heller ikke sendt notater ud, før jeg har sovet på det,'' siger hun og tilføjer:

''Man skal også give sig god tid til det sproglige. Når man læser tingene igennem, opdager man masser af fyldord. At slutningen måske ikke helt hænger sammen med indledningen.

Men når formen og grundtanken er i orden, så er arbejdet aldrig spildt, er min erfaring.''

Hun har også erfaret, at det betaler sig at følge godt med i de politiske diskussioner både centralt og lokalt. Ellers kan man slet ikke gebærde sig i systemet, mener hun.

''Man skal være sikker i sin faglighed, men man skal vide, at faglighed gør det ikke alene.''

Selv har hun det nærmest på rygmarven, når noget i pressen eller fra Folketinget er på vej:

''Så er jeg gået til min chef med relevant information og ganske rigtigt, nogle dage efter får han brug for den. Kald det intuition. Eller erfaring.''

En af Karenlene Ravns dyder har været aldrig at underløbe en chef:

''Man skal have orden på, hvor man selv sidder i organisationen. Hvis jeg f.eks. har haft et ærinde hos medicinaldirektøren, styrelsens øverste chef, har jeg altid været fantastisk omhyggelig med at informere mine nærmeste chefer. Og de har på deres side altid respekteret min facon og bøjet sig for mine argumenter.''

I 1996 nedlagde man afdelingsledelserne i Sundhedsstyrelsen, og det betød, at Karenlene Ravn og en række andre ledere gled ud af chefkollegiet. Trenden var entydig ledelse. En mindre chefgruppe ville betyde større effektivitet, mente man.

''Så må man jo finde andre måder at påvirke sin øverste chef på,'' siger hun, men indrømmer gerne, at måden, hun blev omrangeret på, brød hun sig ikke om. Men den var ens for samtlige kontorer i styrelsen, hvad enten det drejede sig om tandlæger, læger eller som i Karenlene Ravns tilfælde, sygeplejersker.

Sygeplejedyderne

Karenlene Ravn sidder glad og veloplagt i sin nye pensionistbolig - en af de spændende andelslejligheder ''Halvtolv'' på Holmen i København med egen kajplads og med udsigt til flådens gamle torpedobådshal. Kajpladsen er et ekstra plus, for Karenlene Ravn er til vand:

''Jeg sejlede som barn, og nu har boligforeningen dannet et bådelav, som fik kajakkerne i vandet i sommer. Og når mine to børnebørn bliver lidt større, så skal jeg ud i en sejlbåd igen. Ellers har jeg tænkt mig at engagere mig i nærmiljøet herude. Jeg vil så gerne gøre lidt nytte,'' siger hun med et stort afvæbnende smil. Ingen tvivl om, at hun mener det oprigtigt.

Netop ordet nytte er velanbragt på Karenlene Ravn. Ved hendes afskedsreception i Sundhedsstyrelsen styrtregnede det med lovord som dygtig, flittig, grundig, loyal, venligheden selv, altid velforberedt, altid parat til at hjælpe. Hende har omgivelserne haft nytte og glæde af. Rigtige sygeplejerskedyder, kan man vel kalde det.

"I virkeligheden er den slags nok lidt gammeldags," siger hun fornøjet.

''Men jeg er i den grad barn af min tid. Dengang var det normen, at piger skulle være dygtige, søde og flittige, og som mellembarn var jeg altid den, der skulle tage ansvar for de andre søskende. Omsorgen herfra tog jeg med mig ind i et af tidens traditionelle pigefag, sygeplejen. Fik jeg valget igen, så blev det nu også sygeplejen. Her har jeg befundet mig godt netop med mit sind og mine evner.''

Kæden hoppede af

Karenlene Ravn er ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Med hendes tilgang til jobbet har det ikke været stilen at fare ud i medierne. Alligevel er hun kendt og respekteret overalt i det ganske land dér, hvor hun har haft rollen som forstanderinde i Sundhedsstyrelsen.

''Havde jeg haft mere tid, havde jeg nu nok begået en kronik i ny og næ,'' men arbejdspresset har været for stort, så jeg har prioriteret anderledes,'' forklarer hun.

''I stedet har jeg haft kontakten til beslutningstagerne i forvaltningerne ude i kommuner og amter, skolefolkene og de ledende sygeplejersker. Dem har jeg informeret - og dem har jeg spurgt til råds. Uden netværk er man nemlig ingenting som fagperson i Sundhedsstyrelsen. Det gælder forresten også internt i styrelsen, hvor vi otte sygeplejerskekolleger fra styrelsens forskellige kontorer i høj grad har brugt hinanden som sparringspartnere i vores koordineringsgruppe, hvor vi holder hinanden informeret bl.a. for at sikre, at uddannelsesområdet og virksomhedsområdet hænger fornuftigt sammen.''

En af de arbejdsopgaver, som for alvor tydeliggjorde Karenlene Ravns eksistens for omgivelserne, var hendes formandskab i 1994 for et udvalg, nedsat af evalueringscentret, som skulle se på praktikdelen i de videregående uddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen:

''Undervisningsministeriet var dengang ikke synderligt interesseret i begrebet praktik. Sygeplejerskeuddannelsen var ved reformen i 1990 blevet et mellemlangt videregående studium, og så syntes ministeriet ikke, at praktikuddannelsen var deres ærinde. Men da Sundhedsstyrelsen jo autoriserer både den teoretiske og praktiske del af uddannelsen, blev vi nødt til også at have fokus på praktikken,'' fortæller hun.

Dengang rejste hun land og rige rundt for at informere og holde oplæg om praktikuddannelsen i sygepleje. Senere, i 1996, kom så den meget omtalte evaluering af sygeplejerskeuddannelsen, hvor Karenlene sad med i evalueringscentrets styregruppe. Den rapport gjorde ondt:

''Jeg vil gerne indrømme, at netop det teoretiske blev vægtet til fordel for det praktiske i 90-refomen:

Bare vi var lidt klogere. Bare vi dog havde lidt mere teoretisk grund under fødderne, så ville vi blive meget bedre til den udøvende sygepleje, var indstillingen. Også hos mig selv. Men springet fra at tilegne sig teoretiske kundskaber og til at kunne bruge dem i praksis kom jo ikke af sig selv. Kæden var hoppet af for os. Det viste evalueringen i 1996 med al tydelighed.''

Tilbage til praksis

Det chokerede dig?

''Mon ikke. Jeg var helt ødelagt. Men evalueringen og især fortolkningen af den var nu ikke helt retfærdig. For det første blev evalueringen lavet af universitetsfolk efter metoder, som var udviklet til at bedømme højere uddannelser uden praktik. Derfor kunne bedømmerne f.eks. ikke forstå den måde, vi lavede læseplaner på. Og for det andet blev der i fortolkningen lagt meget vægt på udtalelser fra praksis. De studerende havde en hel masse oppe i hovedet, men kunne ingenting, når de kom ud i klinikken, hed det. Hertil havde skolefolkene svaret, at man havde gode erfaringer med, at det ikke varede ret længe, før den færdiguddannede sygeplejerske blev dygtig i praksis - netop fordi hun kom ud med en god teoretisk ballast. Men det kom desværre ikke rigtigt frem i rapporten.''

Følte du dig medansvarlig?

''Naturligvis, selv om styrelsen ved 1990-reformen ikke havde samme andel i udformningen af uddannelsen som tidligere, fordi det arbejde var overgået til Undervisningsministeriet.

Man skal også tænke på, at vi altid har haft tradition for at formalisere noget, som allerede er i gang. Vi laver ikke reformer for reformernes skyld, men fordi noget nyt presser på. De mest progressive skoler viser vejen, og så bliver det nye gjort til noget generelt gennem en reform. Det var vores udgangspunkt i styrelsen, og det mener jeg var rigtigt. For der var en masse godt i 1990-reformen. Men skiftet fra en lærlingeuddannelse til et studium kostede noget. Det blev så praktikuddannelsen, der kom til at undgælde. Skolerne gjorde et kæmpearbejde, men at klinikken var trådt så meget i baggrunden, som evalueringen viste, chokerede mig godt nok.''

Trods skrivebordsarbejdet har Karenlene Ravns grundholdning til sygeplejen altid været, at man skulle være en dygtig praktiker:

''Det er jo det allersjoveste ved at være sygeplejerske, og det er kernen i at være dygtig til sit fag. Hvis man bevæger sig væk fra praksis, sådan som jeg selv har gjort det, består opgaven netop i at lægge vilkårene til rette, så andre får mulighed for at lave dygtigt klinisk arbejde,'' siger hun og tilføjer:

''Og heldigvis er der grøde i den kliniske sygepleje. Der er ved at blive skabt en kvalitetskultur i praksis. Det at arbejde ud fra efterprøvet viden begynder at tage form.''

Reformerne

Karenlene Ravns arbejdsliv i Sundhedsstyrelsen har haft fokus på udvikling af uddannelser til sundhedsvæsenet, bl.a. fire specialuddannelser. De sidste store mundfulde har været den nye reform i 2000 af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen, samt reformen i 2001 af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Begge store og omfattende initiativer.

Karenlene Ravn er for længst kommet sig over skuffelsen over, at sygeplejerskeuddannelsen ikke blev en universitetsuddannelse, sådan som det var ønsket, for med skolernes og de nye uddannelsescentres pligt til at lave samarbejdsaftaler med universiteterne er der sikret tilførsel af forskningsbaseret viden til praksis:

''Forskning er nødvendig for fagets udvikling. Uden den kommer vi ikke videre. Endnu er det at tage munden for fuld at sige, at vi baserer vores uddannelse og praksis på forskning, men vi bevæger os derhenimod. Der er for alvor kommet fokus på den kliniske sygeplejeforskning til gavn for patienterne i modsætning til tidligere, hvor der har været lidt vel rigelig forskning i sygeplejens rammefaktorer, det vil f.eks. sige historie, pædagogik og etik samt i sygeplejersken selv som forskningsobjekt. Det skal naturligvis også have sin plads i et nyt forskningsfelt, men ikke på bekostning af den patientnære forskning. Ellers bliver det for navlebeskuende.''

Det gode ved reformen er også strukturen i den, synes hun. Nu er der kontinuitet mellem grunduddannelse og videreuddannelse ved de højere læreanstalter:

''Vi har fået en flot defineret mellemgruppe, som kan komme videre i systemet med kandidat- og masteruddannelser. Jeg kan dog godt være en lille smule bekymret for de mange nye diplomuddannelser, som også er fulgt i kølvandet på reformen. De er overvejende tænkt som teorikurser fra Undervisningsministeriet, men heldigvis er sygeplejerskerne så fornuftige, at de også lægger nogle praktiske elementer ind i uddannelserne. Det er fint nok at forsyne folk med mere teoretisk viden, men den direkte kliniske specialisiering kan vi ikke undvære. Den har vi så flot i de kliniske specialuddannelser, og det er nu engang de kliniske specialister, der er lokomotiver i udviklingen af praksis.''

Alle de fine ord

En helt anden side af Karenlene Ravns virksomhed er hendes deltagelse i det internationale arbejde, hvad enten det har drejet sig om arbejdet i verdenssundhedsorganisationen WHO, det internationale sygeplejeråd ICN eller EU. Afstanden til disse institutioner kan synes langt væk for de fleste sygeplejersker, men de har alligevel deres store betydning for sygeplejen, mener hun:

''Alt internationalt samarbejde er ét langt sejt træk, før det bundfælder sig hos modtagerne. Vi bidrager med noget - og vi får noget. Og personligt har jeg lært at kigge på dansk sygepleje med nogle andre øjne. Det er ikke alt dansk, der er storartet.''

I internationalt arbejde er der oftest tale om dokumenter og udtalelser i tilslutning til konferencer og møder. På papiret kan det hele se fint og fornemt ud - og måske lidt virkelighedsfjernt. Men der er i høj grad tale om noget brugbart, for indholdet i dokumenterne kan f.eks. være vældig godt at bruge i den hjemlige argumentation, er Karenlene Ravns erfaring:

''WHOs målstrategi - Sundhed for Alle - som man til sidst næsten kunne blive træt af at få serveret gang på gang, har jo virket som igangsætter for nytænkning. Vi styres ikke af WHO, men inspireres.''

Elev på Riget

På Karenlene Ravns curriculum vitæ står der elevtid på Rigshospitalets sygeplejeskole, dengang landets fremmeste. Derefter ansættelse på Rigets thoraxkirurgiske afdeling. I 1963 gik turen til Danmarks Sygeplejerskehøjskole, hvor hun tog en uddannelse til sygeplejelærer. C-kurset, som det hed dengang.

Tilbage som lærer på sin gamle skole for at undervise i sygeplejelære og kirurgisk sygepleje. Så blev det sygeplejeskolen ved Århus Kommunehospital, der kom til at nyde godt af hendes evner som klinisk instruktionssygeplejerske og senere sygeplejeskolen ved Bispebjerg Hospital, hvor hun også fungerede som oversygeplejerske over en treårig periode på hospitalets gynækologiske afdeling.

 I 1975 tog hun springet til et lærerjob på Danmarks Sygeplejerskehøjskoles nyoprettede afdeling i København, og i 1981 kom så tilbuddet fra Sundhedsstyrelsen om jobbet som tilsynsførende for sygeplejerskeuddannelsen.

 Undervejs i de 20 år er det også blevet til en diplomuddannelse i Public Health fra Hälsovårdshögskolan i Göteborg, hvor hun senere blev Danmarks repræsentant i undervisningsrådet og dets formand i tre år. I 1989 afløste hun daværende forstanderinde i Sundhedsstyrelsen Inger Margrethe Madsen.

Historisk titel

Titlen forstanderinde er historisk og stammer fra dengang, sygeplejerskerne blev ansat i Sundhedsstyrelsen med de tilsvarende titler som i sundhedsvæsenet. Dengang var de øverste ledere i sygeplejen forstandere og viceforstandere, så de titler fulgte med over i styrelsen. Karenlene Ravn har senest hørt til i styrelsens 1. kontor, men de centrale arbejdsopgaver har hele tiden været arbejdet med autorisation, uddannelser og kompetenceudvikling.

For at Sundhedsstyrelsen kan autorisere, skal uddannelserne leve op til sundhedsvæsenets krav, og derfor inddrages styrelsen i uddannelsesbekendtgørelser, indholdet i studieordninger mv. I arbejdet med autorisation og uddannelse inddrager styrelsen internationale regler og udviklingstendenser.

Styrelsen rådgiver og samarbejder med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S, de enkelte amter og kommuner, sundhedsfaglige organisationer som f.eks. Dansk Sygeplejeråd, de sygeplejefaglige sammenslutninger, videnskabelige selskaber mfl.