Fra uacceptabel adfærd til et komplekst tilfælde

Historisk og internationalt skelner man ofte imellem tre overordnede perspektiver på alkoholisme: Alkoholisme kan betragtes som et kombineret problem i forhold til orden og moral (alkoholikerne forstyrrer den almene orden og bryder centrale normer for acceptabel adfærd), en sygdom eller et socialt problem.

Disse tre per´spektiver har haft forskellig styrke i forskellige lande. De nyere perspektiver (at alkoholisme er en sygdom eller et socialt problem) har aldrig helt erstattet det gamle perspektiv om, at alkoholisme er et problem med hensyn til orden og moral (1).

Først så sent som i 1958 blev der i Danmark med ''Betænkning nr. 208 vedrørende Forsorgen for alkohollidende'' taget initiativ til en særlig lovgivning for de såkaldt alkoholskadede. Samtidig blev sundhedsvæsnet opfordret til at påtage sig sit ansvar på alkoholområdet (1). Indtil da var alkoholmisbrugere omfattet af loven om offentlig forsorg.

Fra starten af 1800-tallet og ca. 100 år frem blev alkoholmisbrug opfattet som udslag af moralsk fordærv. Al behandling af alkoholmisbrugere, som ikke var i trang, blev varetaget af frivillige medarbejdere i private afholdsforeninger, som oprindeligt arbejdede på et kristent grundlag (3). Det var starten på afholdsbevægelsen.

Disciplinering og resocialisering

Generelt havde alkoholistbehandlingen størst betydning som disciplineringsinstrument. Misbrugere, som forstyrrede den almene orden og brød centrale normer for acceptabel adfærd, blev anbragt på fjerntliggende helbredelsesanstalter, hvis hovedformål var resocialisering gennem strenge ordensregler og hårdt arbejde. Håbet var, at man kunne fremkalde en moralsk vækkelse og få alkoholisten til at indse, at han spildte sit liv og forsømte sin familie og sine samfundsmæssige forpligtelser (1).

I Danmark blev alkoholistforsorgen i en lang årrække reguleret af bestemmelserne i forsorgsloven af 1933.

I 1936 blev statens helbredelsesanstalt i Sdr. Omme taget i brug. Senere kom helbredelsesanstalten på Fanø til i 1939 (4). Man forsøgte disse steder at lægge vægt på, at der var tale om helbredelsesanstalter og ikke straffeanstalter - men det kunne være svært at opretholde dette skin: Disse helbredelsesanstalter var nemlig omgivet af hegn, og der var gitre for vinduerne. Det kan således diskuteres, om anbringelse på helbredelsesanstalt var behandling eller straf.

I lov om offentlig forsorg § 314 fra 1933 står der, at "...hvis en Forsørger fremviser en Ansvarløshed af særlig graverende Karakter, f.eks. fordi Han i længere Tid har anvendt en al for ringe Del af sin Fortjeneste til sin Families Forsørgelse, medens Han har brugt alt for meget til sig selv, til Udskejelser af forskellig Art, eller Han fordi Han på grund af Drikfældighed ligger Familien til Byrder - da kan det Sociale Udvalg i Kommunen enten tage Ham under Forsorg eller lade Ham indlægge på en Arbejdsanstalt."

Side 21

I de tilfælde, hvor patienten ikke selv betalte for udgifterne i forbindelse med opholdet på anstalten, betragtedes den offentlige hjælp som fattighjælp. Retsvirkningerne af fattighjælpen var i tilfælde af frivillig afvænningsbehandling, at den pågældende mistede valgret og valgbarhed til offentlige forsamlinger og råd. Skete indlæggelsen som en tvangsforanstaltning i henhold til \47 316, var retsvirkningerne af fattighjælpen mere uindskrænkede, dvs. at ud over at miste valgret og valgbarhed var der også krav om tilbagebetaling af den offentlige ydelse samt risiko for forbud mod indgåelse af ægteskab, så længe fattighjælpen blev oppebåret (2). Målet var ''at styrke Drankernes Legeme og bringe dets Funktioner til at virke normalt, opdrage dem til et strengt regelmæssigt, arbejdsomt Liv og give dem moralske Kræfter til at modstaa Fristelsen i Fremtiden'' (5).

Ovenstående synspunkter og regler var i det væsentligste uforandrede indtil 1960, men selve synet på alkoholisme ændrede sig gradvist. I starten af denne periode var det de opdragende behandlingsformer, der dominerede billedet. Men efterhånden var det mere egentlige behandlingshjem og ambulatorier, der kom i centrum.

Det medicinske paradigme

Antabussens fremkomst i 1948 fik lægestanden til at engagere sig yderligere i problematikken. Alkoholisme var nu ikke længere en synd, men en lidelse, og alkoholproblemet skulle ikke længere håndteres af ordensmagten, men af social- og sundhedsvæsnet. Sygdomsmodellen blev i 1958 endeligt accepteret, idet der i betænkning nr. 208/1958 ''Forsorgen for alkohollidende'' definitivt bliver slået fast, at: ''alkoholisme er en sygdom og bør behandles som en sådan.''

Dette nye paradigme fik betydning på forsorgslovens udformning i 1960, idet paragrafferne om mistet valgret og tilbagebetaling af fattighjælp gik ud. Samme år kom behandlingen af alkoholister ind under sygehusloven. Da bistandsloven i 1976 erstattede forsorgsloven, udgik alkoholparagrafferne helt, og alkoholistbehandlingen forsvandt dermed helt fra sociallovgivningens område (1).

Den medicinske model blev dog aldrig helt enerådende i Danmark, idet den hele tiden har haft konkurrence fra en social model. Ifølge den sociale model er alkoholisme et resultat af komplekse sociale, psykiske og kulturelle faktorer. Det har medført en kontinuerlig debat om alkoholbehandlingens placering i enten social- eller sundhedssektoren.

Et af argumenterne for en placering i socialvæsnet har været, at det ville fremme tilgængeligheden af behandlingstilbud, og at alkoholbehandling i realiteten handler om psykosocial behandling, dvs. en behandling af de familiemæssige, arbejdsmæssige og sociale konsekvenser af misbruget. Altså en behandling af konsekvenserne i stedet for en behandling eller hjælp til ændring af den uhensigtsmæssige adfærd, således at man helt kunne undgå de negative konsekvenser. -

Litteratur

1. Järvinen M. Det dårlige selskab. Holte: Forlaget Socpol; 1998. p. 17-26.

2. Thorsen T. Dansk alkoholpolitik efter 1950. Holte: Forlaget Socpol; 1993. p. 55-7.

3. Skinhøj K. Behandling for alkoholmisbrug.København: Socialforskningsinstituttet; 1988.p. 64-5.

4. Alkoholistforsorgen i Danmark. København: Afholdsselskabernes Landsforbund;1954.

5. Bilag til Ædruelighedskommissionens Betænkning 1907. p. 262.