Fortiden fascinerer

Glæden og spændingen ved at lære et menneske fra fortiden at kende er drivkraften for lokalhistorikeren Dagmar Bork.

''Man kommer så tæt på et andet menneskes liv, man lærer, hvordan det har arbejdet og levet i sin tid, og man ser ligheder og forskelle til i dag. Det er fascinerende.''

I dette nummer af Sygeplejersken (side 18) fortæller Dagmar Bork levende om en slagfærdig og markant tidligere afdelingssygeplejerske på infirmeriet på kasernen i Sønderborg.

Læs artiklen: Dagmar Bork. En skrap dame. Sygeplejersken nr. 51 2002 

Desuden har hun i tidligere numre af bladet (1) ud fra besøg på sønderjyske kirkegårde berettet om sygeplejerskeskæbner; lykkelige, triste, stovte eller almindelige kvinder, som alle havde sygeplejerskeuniformen til fælles, men som derudover havde vidt forskellige baggrunde.

''Jeg går tilbage i tiden og møder f.eks. en afdelingssygeplejerske, som af personalet var anset for at være urimeligt streng. Når jeg så undersøger hendes baggrund, finder jeg ud af, at de strenge krav, hun stillede, dybest set var omsorg for patienterne. Deres sikkerhed og tryghed var målet for arbejdet. Ikke sjældent var afdelingssygeplejersken af den gamle skole under pres fra en streng overlæge. Indsigt i disse forhold giver et dybere perspektiv i forståelsen af mennesket under uniformen, og samtidig giver den et godt indblik i sygeplejens historie. Jeg vil fremhæve, at den strenge ledelse meget vel kunne forenes med et varmt hjerte.''

Telefonen glødede

Med den sidste beskrivelse hentyder Dagmar Bork til en nu afdød afdelingssygeplejerske, frk. Mikkelsen, på det i dag nedlagte Kongevejshospital i Sønderborg. Hun er genstand for et større portræt i en bog, som Dagmar Bork er godt i gang med at færdiggøre. At der er interesse også for dette kommende værk, har Dagmar Bork en begrundet formodning om.

''Bogen om selve Kongevejshospitalet, som blev udgivet efteråret 2001, fik nogle fine ord med på vejen af Kirsten Stallknecht (2). Efter dette glødede telefonen hos mig og hos boghandleren i Sønderborg, der solgte den. Interessen for historien var stor og da ikke mindst hos tidligere elever. Dertil kom, at alle havde deres egne oplevelser at fortælle fra tiden på Kongevejshospitalet.''

Menneskers lyst til at fortælle om gamle dage eller venligt henvise til andre, der måske ved mere om emnet, er yderligere én af de mange glæder i Dagmar Borks arbejde.

''For læseren af lokalhistorie og sygeplejehistorie er det en ekstra dimension at genkalde sig sine egne oplevelser fra dengang. For mig er kontakterne og reaktionerne rigelig belønning for arbejdet - man spinder ikke guld på det.''

Født ind i sygeplejen

Dagmar Bork er en levende og spændende sygeplejehistorie i sig selv. Hun er nærmest født ind i sygeplejen, idet hun voksede op på Haderslev Amts Sygehus, hvor hendes far var sygebilchauffør fra 1911-47.

Der bestod et nært venskab mellem familien og diakonisserne på sygehuset. Dagmar Bork var næsten lige så meget søstrenes barn i det daglige, ved fødselsdage og til jul. Der var altid masser af gaver fra diakonisserne, som hun den dag i dag synes forkælede hende vanvittigt.

På grund af den tætte kontakt til sygehuset og mange af dets ansatte var en uddannelse som sygeplejerske ret nærliggende. Men da Dagmar Bork efter to år som færdiguddannet sygeplejerske pludselig tvivlede på, om dette arbejde var noget for hende, gennemførte hun så uddannelsen til skolelærer. Det valg var trods alt heller ikke nogen tilfældighed, da hendes tre ældre søstre alle havde læreruddannelsen.

Herefter stod hun så med to uddannelser, som med tiden førte hende til stillinger først som lærer på Fårevejle Sygeplejehøjskole og sygeplejeskolen i Sønderborg, senere til oversygeplejerske og dernæst til forstanderinde på Haderslev Sygehus. Sit arbejdsliv sluttede hun på Amtsgården i Aabenraa, hvorfra hun pga. sygdom måtte lade sig førtidspensionere i 1989.

Indtil da var lokalhistorie et ikke nærmere bevidst bekendtskab for Dagmar Bork, men det skulle hurtigt ændre sig.

Dagmar Bork fornemmer, at yngre mennesker - også sygeplejersker - som har gået i skole i en tid, hvor faget historie var mindre populært, i dag føler et vældigt savn. Man vil derfor gerne høre og læse om, hvordan det var engang. Foto: Thomas Tolstrup

Første bog udsolgt

''Da jeg kom til hægterne efter min sygdom, begyndte jeg at kaste mig ud i Haderslevs lokale historie. Interessen kom, da jeg havde brug for den, og gradvist gled jeg over i at interessere mig for sygeplejens og sygehusenes historie.''

For at få styr på begreberne tog Dagmar Bork enkeltfagseksamen i lokalhistorie på Odense Universitet og fik på den måde kendskab til bl.a. kildekritik og arbejdsmetoder.

''Min nære ven, overlægen på sygehuset, Erling Schroeder, foreslog så på et tidspunkt,

Side 9

at vi sammen skulle skrive en bog om Christina Friederica Stiftelsen, der er grundlaget for Haderslev Amts Sygehus. Hans kone blev korrekturlæser på bogen og vores bedste kritiker. Det var fra overlægeparrets side ment som en aktivitet for mig, men bogen blev en succes og hurtigt udsolgt.''

Det var i 1993. Siden er der kommet yderligere fem bøger til (se boks nedenfor), og den syvende - om frk. Mikkelsen i Sønderborg - er på vej.

Brevene fortæller

Når bogen om frk. Mikkelsen engang er udgivet, venter næste arbejdsopgave. Den kunne blive et værk om krigen i 1864, fortalt af sygeplejersker, som plejede sårede danske og preussiske soldater på lazaretter i Nordslesvig.

Kilde til beretningen om sygeplejen på lazaretterne er mere end 200 breve, skrevet af diakonisser i felten hjem til deres moderhus i Kaiserswerth - den første diakonissestiftelse i nyere tid. Brevene fik Dagmar Bork lejlighed til at studere på stiftelsen under et længere ophold finansieret af et legat fra Dansk Sygeplejeråd i 2000.

''Materialet er helt unikt. Ingen har endnu arbejdet med brevene, som er opbevaret i stiftelsens lille museum. Museumslederen mente, at det lige var et emne for mig. Der er arbejde til et par år i det, og nu må jeg se, om jeg kan gøre det.''

Dagmar Bork erkender, at kræfterne ikke længere rækker så langt, som hun kunne ønske sig. Men måske har det noget med arbejdsformen at gøre.

''Jeg kan ikke stoppe, når jeg først er kommet i gang. Jeg bliver ved, lader ikke noget ligge. Hører jeg om nogen, som ligger inde med noget spændende materiale eller har noget spændende at berette, så er det bare med at komme af sted med det samme for at undersøge og lytte. Men så er jeg altså også træt bagefter.''

Og besøgende i hendes hjem kan konstatere, at når f.eks. en gammel billedsamling skal sorteres, så må stuegulvet tages i brug, også selv om det kan vare flere dage.

Vældigt savn

For at koncentrere indsatsen om bøgerne er Dagmar Bork stort set holdt op med at tage rundt og holde foredrag. En enkelt undtagelse er det dog blevet til i efteråret - i skolebygningen lige over for hendes eget 163 år gamle hus, som engang i 1930'erne var hjem for Danmarks dengang ældste kvinde.

''Foredraget var for medlemmerne af kvarterforeningen. Bestyrelsen spurgte, om ikke jeg kunne komme og vise billeder og fortælle lidt om det kvarter, vi bor i. Det kunne jeg ikke sige nej til.''

Fremmødet var pænt og interessen stor blandt de fremmødte, fortrinsvis unge familier, som har købt husene i den gamle bydel i Haderslev.

Lokalhistorikeren kan dermed glæde sig over, at interessen for historien, ikke mindst den lokale, er levende som aldrig før:

''Det er mit indtryk, at yngre mennesker, der har gået i skole i en tid, hvor faget historie var mindre populært, i dag føler et vældigt savn. Man vil derfor gerne høre og læse om, hvordan det var engang. Det gælder bestemt også sygeplejersker.''  

Litteratur

1. Sygeplejersken nr. 20/2001, 34/2001, 37/2001 og 48/2001.
2. Sygeplejersken nr. 50/2001.