Selvhjælpsgrupper - et frirum for sygeplejersker

Sygeplejersker kan trænge til et frirum, hvor der bliver lyttet. Dansk Sygeplejeråd i Århus tilbyder et sådant rum. Siden 1997 har man haft selvhjælpsgrupper for sygeplejersker, som har det svært i deres arbejdsliv.

Side 10

Billede

Side 11

Ind gennem en port til venstre. En glasdør ind til en trappeopgang, hvor man straks fornemmer, at der bliver røget i pauserne. Syv trin op og ind ad en dør: Et aflangt mødelokale med bordene arrangeret, så man kan sidde med front mod hinanden.

Flere gange om måneden er mødelokalet et frirum for sygeplejersker i selvhjælpsgrupper.

Siden 1997 har Dansk Sygeplejeråd i Århus Amt taget initiativ til at starte selvhjælpsgrupper for sygeplejersker, som har ondt i arbejdslivet. Foreløbig er det blevet til mellem en og to nye grupper hvert år bestående af omkring otte personer. Selvhjælpsgrupperne er en succes og opfylder et behov blandt sygeplejersker, der har problemer i forbindelse med deres arbejde.

Og sygeplejerskerne er glade for tilbuddet.

Frirum

''Brugerne af selvhjælpsgrupperne er typisk sygeplejersker, der efter en del år på arbejdsmarkedet begynder at føle, at deres arbejdsliv begynder at gå skævt. De oplever måske en tvivl, om de overhovedet skulle have været sygeplejersker. De kan være udbrændte, er måske midt i en længerevarende sygemelding og kan ikke overskue at komme tilbage.

Eller unge sygeplejersker, som føler, at de ikke kan håndtere det ansvar, der følger med at være sygeplejersker, og som på trods af, at de er fagligt dygtige, oplever, at de ikke kan leve op til den praktiske virkelighed på afdelingerne,'' fortæller Kirsten Holmboe. Hun er arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråd i Århus Amt og ankermand for selvhjælpsgrupperne.

''Jeg betragter selvhjælpsgrupperne som en iscenesættelse af et frirum, hvor sygeplejersker kan lytte til hinanden - og ikke mindst blive lyttet til,'' siger Kirsten Holmboe.

Mette, sygeplejerske og medlem af den første selvhjælpsgruppe fra 1997, er enig:

''Selvhjælpsgruppen er et legalt rum, hvor man frit kan snakke om ens problemer. De ting, man siger, tages alvorligt, og der er forståelse for følelsen af usikkerhed, som har ramt os alle meget hårdt,'' siger Mette, som undrer sig over, at sygeplejersker er gode til at tage sig af patienterne, men ikke så meget af hinanden.

En selvhjælpsgruppe fungerer i praksis ved, at sygeplejerskerne mødes hver måned i mødelokalet, som stilles til rådighed af Dansk Sygeplejeråd. Hvert møde varer ca. to timer, og i princippet er det ganske enkelt: Hver deltager taler efter tur - og de andre lytter.

Nogle af selvhjælpsgrupperne fortsætter over flere år og bliver efterhånden mindre og mindre. Andre kører i kortere tid. I øjeblikket bruger tre selvhjælpsgrupper lokalerne i Dansk Sygeplejeråd i Århus. Den ældste af de tre startede i 1997 og har i dag tre medlemmer. Oktober 2002 startede den nyeste gruppe op.

Normalt starter en selvhjælpsgruppe op med otte sygeplejersker, hvoraf nogle er samlet sammen af Kirsten Holmboe, efterhånden som de har henvendt sig til Dansk Sygeplejeråd. Andre har reageret på en annonce i det lokale fagblad eller på kredsens hjemmeside.

Ud af ensomheden

''Selvhjælpsgrupperne er en mulighed for, at sygeplejerskerne kan hjælpe sig selv og hinanden. Man har nogle andre mennesker at spejle sig i. De møder op og er overbevist om, at de er magtesløse over for deres egen situation, men efterhånden finder de ud af, at de kan gøre noget både ved deres egen situation og ved de andres. Det første, de finder ud af, er meget banalt: De er ikke de eneste, der slås med den slags problemer. De føler sig ofte ensomme, fordi de ikke har nogen at tale med om deres problemer på deres arbejdsplads. Enten er der ikke tid, eller også er det noget, man ikke vil skilte med over for ens nærmeste kollegaer,'' fortæller Kirsten Holmboe.

Ifølge Kirsten Holmboe er netop dét en vigtig egenskab ved selvhjælpsgrupperne. Deltagerne bliver rykket ud af ensomheden og finder ud af, at de kan hjælpe mennesker, der er i samme situation som dem selv. Deltagerne i selvhjælpsgruppen begynder at erkende, hvad der sker med dem og kan efterhånden samle kræfter til at komme videre.

Sygeplejerske Anne fra den første selvhjælpsgruppe fortæller:

''Jeg følte en lydhørhed i selvhjælpsgruppen. Fordelen ved selvhjælpsgruppen er, at der er ingen, som fortrækker over på det modsatte fortov,'' siger hun.

Sygeplejerske Marianne, som også er medlem af den første selvhjælpsgruppe, supplerer:

''Igennem de mere end fem år, vores selvhjælpsgruppe har eksisteret, er der sket en udvikling. Vi er ikke samme sted, og vi har ikke de samme problemer. I dag fungerer vores selvhjælpsgruppe som et udviklingssted - struktureret og uforstyrret,'' siger hun.

Men er der en fare for, at selvhjælpsgruppernes deltagere mere bekræfter hinanden i deres elendighed end at skubbe på, så folk kan komme videre og løse deres problemer? Det afviser Kirsten Holmboe:

''Inden selvhjælpsgruppen starter, snakker vi med folk om, hvad en selvhjælpsgruppe er, og laver i fællesskab en vurdering af, om de selv kan få noget ud af at være i den,'' siger hun.

Hver selvhjælpsgruppe starter op med 10 seancer, hvor der er en psykolog til stede. Psykologens opgave er at lede processen i den rigtige retning og komme med faglige input til de problemstillinger, som folk står i. Det er typisk emner som stresshåndtering, konflikthåndtering, at lære at udtrykke sine holdninger og stå ved dem.

''Hendes opgave er dels at lære deltagerne at bruge selvhjælpsgruppen. Og dels at give så meget hjælp til selvhjælp, at den enkelte kommer videre med sit liv,'' siger Kirsten Holmboe. -

Navnene på de tre medlemmer af selvhjælpsgruppen i denne artikel er opdigtede. Deres rigtige navne er kendt af redaktionen.

Se også

Ud af ensomheden

Emneord: 
Arbejdsmiljø