Ud af ensomheden

En selvhjælpsgruppe kan give energi til at komme videre og fjerner følelsen af ensomhed.

Det kræver mod at overtræde dørtærskelen ind til en selvhjælpsgruppe. De tre sygeplejersker, Bente Dahl, Susanne Huus og Gurli Iversen gjorde det for et år siden og er alle glade for, at de tog skridtet.

Bente Dahl og Susanne kommer fra samme apopleksiafdeling på et stort sygehus. Sygehusledelsen betragter afdelingen som et satsningsområde, og udefra ser det også ud til, at afdelingen fungerer. Det er imidlertid ikke Bente eller Susannes oplevelse. Arbejdsbyrden er enorm. Resurserne i afdelingen kan slet ikke stå mål med aktiviteterne, og ledelsen bliver jævnligt udskiftet. Det betyder, at sygeplejerskerne på afdelingen konstant må leve med ændringer i arbejdsrutiner og nye opgaver.

''På et tidspunkt gav en ny afdelingssygeplejerske besked på, at personalegruppen skulle være mere positiv. Men der var ingen, som forsøgte at gå bag om problemer for at finde deres årsag. Vi skulle bare smile,'' fortæller Bente Dahl.

''Jeg havde det skidt med aldrig at kunne gøre tingene færdig. F.eks. var det umuligt at få tid til at snakke med de pårørende. Samtidig havde vi aldrig mulighed for at dele vores oplevelser af patienterne med hinanden. Det hjalp ikke, at vi skulle begynde at skrive alt, som vedrørte patienterne, ned. Frem for at snakke om patienterne begyndte vi at læse om dem. Det var et sted, hvor der aldrig var ro,'' husker Susanne Huus.

På et tidspunkt bukker begge under for arbejdsforholdene med stress. Det starter med en sygemelding for dem begge, men nu er de holdt op på afdelingen og forventer foreløbig ikke at komme tilbage til deres fag. Bente Dahl er i gang med et computerkursus, og Susanne Huus er i arbejde som gartnermedhjælper.

''Jeg ved ikke, om jeg forbliver som gartnermedhjælper, men jeg har ikke energi til at vende tilbage til sygeplejen,'' siger Susanne Huus.

Det første skridt

Alle tre sygeplejersker er glade for, at de tog skridtet og meldte sig ind i en selvhjælpsgruppe. Gurli Iversen opdagede tilbuddet i amtskredsens lokale blad og syntes med det samme, at det måske var et tilbud, der kunne dække hendes behov for at tale ud om de problemer, hun havde i sit arbejde.

''På dette tidspunkt havde jeg barselsorlov, men kunne alligevel kun tænke på arbejdet. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere at komme tilbage,'' fortæller Gurli.

Hun havde barselsorlov fra en lungemedicinsk afdeling, hvor hun havde fungeret som ansvarshavende sygeplejerske i sine aftenvagter, selvom hun lige var blevet færdig på sygeplejerskeuddannelsen.

''Jeg frygtede konstant, at jeg tog nogle beslutninger, som ville få store negative følger for patienterne. Jeg oplevede mit arbejde som meget, meget utrygt,'' fortæller Gurli Iversen, der i dag arbejder på et gigtsanatorium, hvor ''der er langt mere tid til tingene end på min gamle afdeling,'' som hun siger.

Første møde med selvhjælpsgruppen var en hård oplevelse for hende. I dag siger hun, at det var barskt at høre om de andres oplevelser, men på samme tid var det også befriende.

''Det gik op for mig, at jeg ikke var den eneste med problemer. Det var en lettelse,'' siger hun i dag.

Det er en gennemgående oplevelse for både Gurli, Susanne og Bente.

''Det var foruroligende at møde op til det første møde i selvhjælpsgruppen. Og det var udmattende. Efter de første to timer var jeg bare så træt. Jeg gik direkte hjem og sov,'' fortæller Bente.

"Jeg var nødt til at gøre det," siger Susanne Huus og fortsætter:

''Det var meget svært at tale om mine problemer med mine kollegaer på afdelingen. Vi havde hver især nok i at klare vores egen hverdag. De kunne ikke forstå, og jeg følte, at der var en distance mellem mig og dem, og jeg havde den opfattelse, at jeg var den eneste, som havde det skidt,'' siger hun.

Alle tre taler om, at selvhjælpsgruppen giver dem støtte, men også mulighed for at støtte andre.

''Vi har et ansvar for hinanden. Ud over at det er et sted, hvor vi selv kan læsse af, så er det også et sted, hvor den enkelte kan hjælpe de andre, selvom man selv har behov for hjælp. Energien kommer fra samspillet med gruppen,'' siger Bente Dahl.

''Min oplevelse af selvhjælpsgruppen er, at det også er et sted, hvor der er insiderviden, fordi du sidder sammen med andre sygeplejersker, som har samme problemer. F.eks. har ens familie ikke samme viden om, hvad sygeplejen indebærer i dag, og kan derfor ikke i samme udstrækning bruges til at løse problemer med arbejdslivet,'' mener Susanne Huus.

Både trøst og spark

''Selvhjælpsgruppen har hjulpet mig til at få indsigt i mit eget arbejdsliv. Jeg har lært, at jeg skal være tro mod mig selv, og hvor meget der skal til for at slå benene væk under mig. Nu har jeg fundet min grænse. Selvhjælpsgruppen har været som en mentor for mig, fordi de andre i gruppen har mange år bag sig som sygeplejersker og derfor er mere erfarne. Det har betydet, at de har hjulpet mig med at gennemskue nogle ting, som jeg tidligere ikke kunne. Og de andre har lært mig, at jeg stiller for store krav til mig selv,'' siger Gurli, mens de to andre ler.

Selvhjælpsgruppen har for alle tre været et middel til at komme videre. Gurli betragter selvhjælpsgruppen som et sted. hvor man både får trøst og et spark. I dag overvejer hun at komme tilbage til sygehusmiljøet.

Modet til at tage dette skridt kommer bl.a. fra, at hun har lært sig selv bedre at kende, men også ved, at hun i fremtiden vil have et sted, hvor hun kan tage dagligdagsproblemerne på afdelingen op med andre. Det er et rum, hvor man kan tale ud.

''Man kan hurtigt tro, at en selvhjælpsgruppe handler om elendigheder. Men sådan oplever jeg det ikke. Det er et sted, som hjælper én til at komme videre. Samtidig åbner selvhjælpsgruppen ens øjne, og man finder ud af, hvad der skal til for at få løst ens problemer. Vi sidder ikke kun og trøster og siger til hinanden, at det nok skal gå,'' slutter Bente Dahl.

Læs også Selvhjælpsgrupper - et frirum for sygeplejersker