Boganmeldelse

I dag doper man heksene

Lise Ehlers

Store mænd og syge kvinder - Kvinders sygelighed gennem 2000 år

København: Gyldendal 2002
212 sider, 269 kr.

Når samfundet stadig er domineret af mænd, skyldes det årtusinders vedvarende foragt for og undertrykkelse af kvinder. Undertrykkelsen har kvinderne reageret på ved at søge tilflugt i sygerollen, mener Lise Ehlers.

Når kvinder gennem hele historien har affundet sig med mandens dominans, skyldes det utilstrækkelighedsfølelse som følge af antagelsen om sædcellen som det lille menneske, som blot behøver en rugekasse, og opfattelsen af kvinden som en mindre fuldkommen udgave af manden. Aristoteles var 300 år før Kristi fødsel med til at markere sådanne synspunkter, der i de følgende århundreder blev gentaget og forstærket af filosofiens og kirkens mænd. Med håndbogen i hekseprocesser, Malleus Maleficarum, var kirkens kvindeforagt klar. Inkvisitoren Heinrich Kramer mente (i 1487), at der var kvinder, der som følge af eftergivenhed over for enhver jordisk nydelse og smudsige fornøjelser indgik alliance med Djævelen. Måske mere end 100.000 hekse blev brændt eller hængt i Europa i perioden 1450-1700.

Op igennem 1800-tallet var medicinens mænd med til at stadfæste synet på kvinden som svagelig og påføre hende en sygerolle. Hendes ufuldkomne krop blev genstand for medicinsk behandling, og hendes kønsorganer blev betragtet som årsag til hysteriske symptomer. I 1890'erne demonstrerede en fransk læge, hvordan ''det store hysteriske anfald'' kunne fremprovokeres ved tryk på patientens ovarier. Andre sygdomstegn som nymfomani og masturbation blev behandlet med hysterektomi og klitoridektomi.

Kvinderne blev af lægerne frarådet intellektuelle opgaver, fordi den energikrævende reproduktionsproces gjorde dem særligt udsatte for overanstrengelse og disponeret for sygelighed. Diagnosen hysteri, der kommer af hysteria (græsk for livmoder), er i årtusinder blevet anvendt over for kvinder med symptomer som lammelser, kramper, føleforstyrrelser, blindhed eller andre symptomer, som ikke kan forklares på et organisk grundlag. I dag er diagnosen gledet ud af den officielle diagnoseliste, men tilstanden identificeres stadig. Nu vurderes kvindens reaktioner på det 21. århundredes samfundskulturelle pres som en psykisk lidelse, og medicinforbruget til de lidende er konstant stigende. ''I Vesten brænder man ikke hekse, man doper dem, til de forholder sig i ro,'' skriver forfatteren.

Lise Ehlers pointe er, at der er tale om naturlige reaktioner på årtusinders massive kvindeforagt. At filosoffer, præster og læger har været foregangsmænd i at tildele kvinder en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle, som kvinder, tvunget af omstændighederne, har accepteret, og som de reagerer over for gennem sygdom. Nok er kvinderne kommet på universitetet og på arbejdsmarkedet, men de fungerer stadig på mandssamfundets præmisser. Ehlers budskab er også, at det er på høje tid, at kvinderne træder ud af deres roller og tager aktivt del i samfundslivet på lige fod med mænd. Et sted at starte kunne måske være at udskille lidelse (illness) fra disease (sygdom) og fritage lægerne for at behandle lidelser, foreslår hun. Et andet bud er at tilkende de syge kvinder borgerløn, så de slipper for at indtage sygerollen.

Lise Ehlers, der har en baggrund som narkosesygeplejerske og neuropsykolog, leverer en fængslende og velskrevet beretning om de syge kvinders historie. Hun har fundet mange og meget illustrative eksempler på mændenes årtusindelange dominans og kvindeforagt. Også en række forhold med sammenhæng til kvinders sygelighed præsenteres. Om sammenhængen er så entydig, som Lise Ehlers påstår, må være op til videre diskussion og studier.

Af Merete Munk, pædagogisk konsulent, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet.