Faglig kommentar: En dybtfølt tak

Fremtidens udfordringer for hjemmesygeplejen'' er titlen på et udviklingsprojekt fra Sønderjyllands amtskreds udarbejdet af Huset Mandag Morgen og Dansk Sygeplejeråd. I en top-ti over udfordringer lyder det bl.a. ''Borgerne udskrives tidligere og tidligere, borgernes opmærksomhed på rettigheder, krav og pligter vil øges, der vil ske mange omstruktureringer - sundhedsklinikker, akutstuer mv.'' Pointen er, at ''ved at gøre sig bevidst om de udfordringer, der venter, øger man mulighederne for at opnå indflydelse på udviklingen undervejs.''

Men hjemmesygeplejersken lever sit faglige liv i al ubemærkethed. Måske optræder hun som en del af hjemmeplejen i en dødsannonce, hvor pårørende udtrykker taknemmelighed over den omsorg og pleje, deres nu afdøde familiemedlem modtog.

Hun kører rundt i en bil med kommunalt våbenskjold på siden, eller hun kører rundt på cykel med en rustik rygsæk i en kurv bagpå. Hun tager den bærbare computer under armen, når hun skal op ad trappen, eller hun skriver i borgerens bog, sin egen sygeplejejournal og en light-udgave beregnet til hjælperne.

Hjemmesygeplejerskens arbejde er forskelligt fra kommune til kommune, og kvaliteten af arbejdet ved man intet om. Der er aldrig i større målestok arbejdet med kvalitetssikring af hjemmesygeplejen.

I nogle kommuner udfører hjemmesygeplejerskerne en del usynligt arbejde. De løser problemer gennem uformel kontakt med borgere, pårørende og hjemmehjælpere, før problemerne vokser sig store. I andre kommuner er sygeplejerskerne blevet indskærpet, at de kun må udføre de ydelser, borgeren formelt har fået tildelt. Hvis de møder en borger på gaden, må de ikke stoppe, de må ikke svare på et kald fra en hjemmehjælper, hvis borgeren ikke har en sygeplejejournal, og de må ikke tale med en pårørende i Brugsen. At blive hjemmesygeplejerske er derfor ikke bare at få opfyldt en slumromantisk drøm om at møde borgeren i eget hjem. Det er arbejde på meget forskellige præmisser.

Lederne af hjemmesygeplejen har en kæmpeopgave med at synliggøre præmisserne og med at fremme den faglige udvikling i kommuner med ganske forskellige opfattelser af indholdet i hjemmesygeplejen. I hvert fald hvis hjemmesygeplejerskerne vil have indflydelse på fremtidens hjemmesygepleje. Hvordan gøder hjemmesygeplejersker deres faglighed? Når de giver rapport til hinanden, når de underviser, når de drøfter konkrete problemstillinger med hinanden, eller når de er i kontakt med samarbejdspartnere.

Men hvordan står det til med jobrotation, jobbytte eller bare studiebesøg f.eks. i nabokommunens sygeplejeklinik? Hvor er de Specielle Interesse Grupper (SIG), som tager sig af at udvikle plejen til den kronisk syge borger. Forklarer, at rehabilitering er mere end at kunne gå op og ned ad en trappe. Formulerer, hvordan medicineringsfejl kan undgås. Peger på strategier til mødet med den vanskelige patient eller den vanskelige pårørende? Hvordan eksperimenteres der med fælles efteruddannelse for konsultationssygeplejersker og hjemmesygeplejersker?

Der er uanede muligheder for udvikling og udforskning, og lederne skal gribe dem. Skubbe på, lokke, motivere, belønne og måske lægge et mildt pres på de ansatte.

Det faglige liv må bemærkes. Taknemmelighed fra pårørende er godt og fortjent, men det er ikke nok. En tydelig faglig profil på to eller fire hjul er helt igennem nødvendig.

Eller som visionen fra Sønderjylland lyder: ''Hjemmesygeplejersken former fremtidens sundhed, skaber tryghed og gør en forskel, når livet gør ondt.''

Så har man ikke taget munden for fuld.