Jeg overhørte min krops signaler

Billede

Side 9 

Lone Bach var 57 år, da hun blev indlagt akut på Bispebjerg Hospital med kraftigt forhøjet blodtryk, hurtig og stærkt uregelmæssig puls. Forud var der gået et år, hvor hendes krop prøvede at fortælle hende, at hun løb for stærkt og arbejdede for meget.

I sensommeren 2000 blev Lone Bach spurgt, om hun ville være afdelingssygeplejerske i Reumatologisk Klinik på Rigshospitalet fra den 1. januar 2001. Det var for hende en ukendt afdeling og et nyt speciale. Lone Bach havde i en lang årrække været afdelingssygeplejerske i det onkologiske speciale, men havde besluttet sig for i 1996 i forbindelse med nogle organisationsændringer, at hun ikke længere ville være mellemleder.

''Jeg sagde i første omgang nej, men centerchefsygeplejersken tog ikke et nej for nej. Vi sygeplejersker er jo flinke piger, så jeg tænkte mig om en ekstra gang, sagde ja og søgte stillingen.

På det tidspunkt var jeg 56 år og mente, at jeg havde mange gode erfaringer, jeg kunne bidrage med. Desuden tænkte jeg, at det kunne være en god måde at afslutte min sygeplejerskekarriere på, da jeg tidligere har været meget glad for at være afdelingssygeplejerske,'' fortæller Lone Bach.

Afdelingen var både et ambulatorium og et sengeafsnit - som lå på hver sin etage - der senere skulle flytte til et nybyggeri nærmere det øvrige hospital. Desuden var afdelingen større, end hun var vant til.

''Det var en stor mundfuld, og oven i arbejdet med at starte som afdelingssygeplejerske i en ny afdeling skulle afdelingen være med i H:S' akkrediteringsprojekt. Derudover var der krav om, at vi på afdelingen skulle indføre sygeplejejournalsystemet VIPS foruden et stort anlagt kompetenceudviklingsprojekt. De tre ting blev søsat samtidig med, at jeg skulle starte i afdelingen og gennemføre medarbejderudviklingssamtaler. Det brugte jeg mange kræfter og tid på, fordi jeg gerne ville lære mit nye personale at kende.''

Uregelmæssig puls

På Lone Bachs afdeling kneb det med ressourcerne. Den assisterende afdelingssygeplejerske og den kliniske vejleder var på nedsat tid, og derfor manglede afdelingen 11-16 timer om ugen for at være på niveau med de andre afdelinger.

''Som afdelingssygeplejerske følte jeg mig forpligtet til at tage det arbejde på mig, som ikke blev lavet. Derudover stod jeg for vagtplanlægningen, og desuden skulle jeg nå at sætte mig ind i programmet ''Modul Tjenestetid,'' som jeg ikke kendte til. Så småt kunne jeg mærke det stigende arbejdspres. Jeg begyndte at føle mig stresset, og det blev værre efter sommerferien. I oktober måned kunne jeg mærke de første stresssymptomer. Det var især følelsesmæssigt, at jeg var påvirket. Jeg blev meget nærtagende over for kritik. Jeg syntes, jeg gjorde det så godt som muligt. Rent fysisk kunne jeg mærke, at jeg fik en hurtig og uregelmæssig puls og aldrig fik sovet nok. Jeg er i dag slet ikke i tvivl om, at det hang sammen med det store arbejdspres og de forventninger til mig selv om at gøre tingene bedst muligt. Sådan er jeg nu en gang indrettet,'' siger Lone Bach.

Hun besluttede sig for at gå til sin egen læge, som konstaterede stresssymptomer og ordinerede blodtrykssænkende medicin.

''Medicinen hjalp ikke på stresssymptomerne, og jeg sov kun 3-4 timer om natten. Det var et klart signal til mig om, at noget var galt. Men jeg ignorerede det, fordi der var så meget andet, jeg skulle nå. Desuden kunne jeg bruge den tid, hvor jeg var vågen, til at tænke på de ting, jeg ikke nåede i løbet af dagen,'' fortæller Lone Bach.

Brugte ikke sin viden

Hun håbede på, at det ville blive bedre hen over julen, men det blev det ikke. Efter et tredages kursus i VIPS-modellen kunne hun mærke, at den var helt gal.

''Det gik endelig op for mig, hvor dårligt jeg havde det. Min puls var meget uregelmæssig, og jeg turde ikke længere tage ansvar for mit helbred. Jeg kom også i tanker om, at min far døde ganske pludselig som 53-årig formentlig af en blodprop i hjertet. Det var først dér, at alarmklokkerne begyndte at ringe,'' siger hun.

Lone Bach gik til lægen igen. Han kunne straks se, at der var noget galt, og hun blev indlagt akut.

Hun fik blodfortyndende medicin og kom i behandling for sine hjerterytmeforstyrrelser.

''Det gik først op for mig, efter jeg var blevet indlagt, at jeg i værste fald kunne have været død af det her. Det var i sig selv en chokerende oplevelse. Jeg havde slet ikke brugt min viden som sygeplejerske.''

Lone Bach var så heldig at komme med i et randomiseret forskningsprojekt om hjerterehabilitering på Bispebjerg Hospital. Rehabiliteringen har til formål, at man både fysisk, psykisk og socialt kan vende restitueret tilbage efter alvorlig sygdom. Heri indgår bl.a. hjælp og støtte til livsstilsomlægning, som hun har gennemført, og som hun tillægger en afgørende betydning for et vellykket og godt resultat, især da hun er en højrisikopatient.

Livsstilsomlægningen gælder også på arbejdsmarkedet, men Lone Bach følte ikke, at hun blev mødt med forståelse fra Finsenscenteret, som hendes afdeling lå under.

Der blev hverken tilført øgede ressourcer til afdelingen eller ændret i hendes arbejdsopgaver.

Man havde heller ikke tiltro til, at Lone Bach kunne varetage en seniorstilling. Konsekvensen heraf var, at hun blev afskediget som sygeplejerske i en tjenestemandstilling med begrundelsen: Uegnet pga. sygefravær.

I dag arbejder hun 20 timer om ugen som sygeplejerske på Frederiksberg Hospital og otte timer om ugen som rådgiver i Kræftens Bekæmpelses Patientstøtteafdeling.