Faglig kommentar: Bændelormsord i sygeplejen

Lad os kalde ham Holger, patienten, som det her handler om. Patienten har været i centrum siden januar 2002, og han er genstand for alle de bændelormsord, jeg har samlet sammen gennem de sidste 12 måneder.

Holger bliver indlagt med besked fra hjemmeplejen om, at han har brug for ''tryghedsskabende oplevelser.'' Ikke så snart kommer han ind ad døren, før han bliver ''selvadministrerende med medicin.''

I sygeplejejournalen skriver den pligtopfyldende aftensygeplejerske Belinda: ''patienten sygeplejeinformeres,'' da hun har fortalt Holger, at indlæggelsen vil blive af kortest mulig varighed pga. ''stofmisbrugsbehandlingen,'' der netop er blevet en del af afdelingens tilbud.

Holger fatter ikke en bjælde, selv om sygeplejersken synes, hun informerer ham i en ''modtagertilpasset'' form.

Sygeplejersken forsøger sig igen: ''Du bliver en af vores ''accelererede patienter,'' Holger,'' siger hun smilende. Hun mener at kunne observere, at samtalen med Holger ''udløser fortrøstningsfuldhed'' hos ham.

Der kan man se, tænker hun. Det nytter altså, at jeg ''trækker en trojansk hest ind i sygeplejens værdimæssige indre.'' Hun smiler til sit spejlbillede inde på stue syv.

Da lægen Anton i samme nu træder ind på stuen, ændrer hun ansigtsudtryk. ''Tvær faglighed'' lyser ud af hendes træk. Min ''tilstedeværelsesdimension'' er læderet, Anton, tænker hun. Jeg har brug for flere ''forberedelsesopgaver'' og flere ''fremmødeseminarer'' for at fungere optimalt. Højt siger hun: ''Jeg befinder mig i et ''krydspres af tider,'' Anton.''

Nåh, læsper den unge læge. ''For mig at se er det nu mere ''virkelighedsfastholdelse,'' du trænger til.

Han griber hende om albuen og kysser hende på kinden. ''Motivationsgrund,'' mumler hun henført.

Historien om Holger, Belinda og Anton er ren fiktion, men salven af bændelormsord er helt igennem autentisk. Den beviser, hvad jeg i bund og grund godt vidste i forvejen. Sygeplejersker er i besiddelse af en rablende, sprudlende og helt igennem ustyrlig form for humor. Deres galop-image er et skalkeskjul for en sproglig fantasi af dimensioner, som, hvis den kom frem i offentligheden, ville ryste alle dem, der tænker på sygeplejersker som søde, bækkenbærende og fortravlede. Det er de naturligvis også, men bændelormsordskabende? Hvem skulle have troet det?

Når jeg alligevel vil bede sygeplejersker om at lade et ord være et ord, er det, fordi bændelormsordene gør det meget vanskeligt at være læser.

Man bliver tung i hele skroget, og teksten kræver samme omhu, som den PET eller FET må udvise, når de dechifrerer koder fra ondsindede magter. Dunkelt sagt er dunkelt tænkt.

Skriv enkelt og forståeligt i et levende sprog.

Sådan taler sygeplejersker. Når de ringer til redaktionen og fortæller om den artikel, de gerne vil skrive, foregår det i en let og ubesværet tone. Der er styr på både form og indhold. Men computeren har magt. Den sagte brummen giver skribenten ilinger, får hende til at føle sig usikker og kaster hende ud i en række opfindelser. ''Permanentgjort, stuegangsgående, telefonresponshastighed, kompetenceberedskabsbank.''

Bryd de underlige vendinger op i de ordentlige og forståelige ord, de var engang. ''Permanent, den læge, som går stuegang, hvor hurtigt telefonen bliver taget, fortegnelse over kompetencer.'' Det fylder mere, men læsningen stoppes ikke, som når en bil stoppes af et forkert dimensioneret vejbump.

Men for en sikkerheds skyld er jeg parat med notesblokken i 2003. Parathedsnotaterne bliver brugt imod jer!