Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Internationale linjer for sygeplejens udvikling

Nu foreligger det første arbejdsresultat, som følger op på WHOs resolution om sygeplejen og jordemodervæsnet 2001.

Sygeplejersken 2003 nr. 2, s. 21

Af:

Kirsten Stallknecht, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd

Fra alle verdenshjørner blev der rapporteret om stigende problemer med mangel på sygeplejersker og jordemødre, om manglende søgning til uddannelserne og tiltagende problemer med fastholdelse. Situationens alvor for sundhedsudviklingen fik repræsentanter fra mere end 70 lande til at tage ordet ved WHOs generalforsamling, og resolutionen blev vedtaget med en meget stram tidsramme, idet generalforsamlingen pålagde generaldirektøren, at der skulle ske en første tilbagerapportering om arbejdet allerede i 2003.

Resolutionen pålagde en række tiltag såvel for de enkelte medlemslande som for WHO og WHOs regionale kontorer.

I forbindelse med mødet i den globale rådgivningsgruppe om sygepleje og jordemodervæsen (GAG), som blev afholdt i oktober 2002, fremlagde derfor alle regioner rapport om arbejdet med at im-plementere ideerne fra resolutionen, og Gro Harlem Brundtland præsenterede offentligheden for publikationen ''Nursing and Midwifery Services, Strategic Directions 2002-2008.''

Denne publikation, der nu foreligger på engelsk, er resultatet af såvel arbejdet i GAG siden maj 2002 som af møder, rapporteringer fra alle regioner og et nært samarbejde med en række andre parter, deriblandt sygeplejerskernes og jordemødrenes internationale organisationer ICN og ICM.

Publikationen vil udkomme på alle WHOs officielle sprog, men det er håbet, at den også vil blive oversat nationalt og dermed blive gjort tilgængelig for politikere og professionelle verden over.

Malaria, tuberkulose og aids

Publikationen er opdelt i to hovedafsnit, hvor det første afsnit giver et bredt billede af de problemstillinger i sundhedsvæsnet og dermed sygeplejen, som en betydelig del af verdens sundhedsvæsener står over for. Denne beskrivelse følges op med forslag til, hvilke sundhedspolitiske retningslinjer landene kan bruge til støtte for at udvikle deres sundhedsvæsen og styrke sygeplejens position, således at befolkningens behov kan mødes i relation til en række prioriterede sundhedsproblemer på en cost/effective måde. Prioritetsområderne er først og fremmest malaria, tuberkulose og hiv/aids.

At der ikke kun skal være tale om smukke ord understreges af, at der præsenteres fem kerneresultatområder, hvorpå udviklingen kan måles. Disse områder gennemgås detaljeret med mål og forventede resultater.

I anden del af publikationen beskrives sygeplejen og jordemodervæsnet som en integreret del af sundhedssystemerne verden over, og det fremgår klart, at sygeplejen og jordemodervæsnet er nogle af de bærende søjler i ethvert sundhedsvæsen, der vil have succes.

Publikationen afrundes med en bred referenceliste og en gengivelse af den oprindelige resolution.

Det kan blive bedre

Nogle vil spørge om en sådan udgivelse betyder noget for et veludviklet land som Danmark og for den sags skyld Europa. Svaret er ja.

WHO/EURO har i forbindelse med sit regionale årsmøde i oktober 2002 udgivet en publikation om sundhedstilstanden i Europa, og det står bestemt ikke for godt til. Danmark ligger ikke så ringe på en række områder, men det kan blive bedre, og det kan det bl.a., hvis man anvender nogle af de strategier til styrkelse af sygeplejen, som publikationen fremdrager. De er samtidig i smuk overensstemmelse med München-deklarationen, som alle Europas lande, og deriblandt altså også Danmark, har tilsluttet sig.

I europæisk og dansk sygepleje har vi siden 2000 været stærkt optaget af at im-plementere München-deklarationen, og uddannelsesreformen her i Danmark er i fin samklang med den. Men hele tilrettelæggelsen af sundhedsvæsnet fremover er et område, hvor sygeplejen skal inddrages langt stærkere, ikke mindst på centralt plan, hvor det må forventes, at sundhedsministeriet tager denne publikations anbefalinger alvorligt, også når det gælder at have sygeplejen med i de øverste beslutningslag i sundhedsstyrelsen.

Men publikationen kan også være et godt værktøj for sygeplejeskolerne og lederne i sygeplejen på alle niveauer i sundhedsvæsnet, når de mange ændringer og omlægninger skal gennemføres og når der skal diskuteres uddannelse og ikke mindst special- og efteruddannelse, patientsikkerhed og sygeplejens arbejdsvilkår og sikring af kvalitet i sygeplejen i en meget omskiftelig tid. -

Nursing and Midwifery - Strategic directions 2002-2008.
Udgivet af WHO, Geneve-oktober 2002 (engelsk udgave).