Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker jagter videreuddannelser

Humaniora og pædagogik er stadigvæk trækplaster, når sygeplejerskerne overvejer videreuddannelse. Det finder rektorforsamlingens formand er bekymrende. Hun giver især de geografiske forskelle, udbuddene og studietilrettelæggelserne skylden.

Sygeplejersken 2003 nr. 20, s. 10-12

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Af alle faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse (MVU) er sygeplejersker de allermest interesserede i at videreuddanne sig. Det viser en undersøgelse fra Dansk Evalueringsinstitut (EVA). Undersøgelsen tager udgangspunkt i de ændringer, som Uddannelsesreformen, dvs. loven om Centre for Videregående Uddannelser (CVU), og professionsbachelor-bekendtgørelsen medfører for underviserne.

For sygeplejelærerne har der været tale om en lang og gennemgribende proces, hvor opkvalificering har været det store mantra.

Resultat:

Fra at have haft et ret lille antal undervisere med en lang videregående uddannelse (LVU), så har sygeplejerskerne nu den største videreuddannelsesaktivitet inden for hele MVU-området. Op mod en tredjedel af de ansatte på sygeplejeskolerne har således enten en kandidat-, master- eller ph.d.-grad. Hertil kommer, at størsteparten af lærergruppen er i fuld gang med at videreuddanne sig.

Aktiviteten blandt sygeplejelærerne hænger sammen med, at netop sundhedsuddannelserne (sygeplejersker, radiografer og andre) har haft relativt få uddannede undervisere med en kandidateksamen, fordi man har rekrutteret fra praksisområdet. Dvs. at erfarne sygeplejersker er blevet ansat som undervisere, fordi man har prioriteret deres indsigt i professionens praksis. Undersøgelsen, der er tilrettelagt som en spørgeskemaundersøgelse i perioden september-december 2002, viser, at MVU-institutionerne i gennemsnit har 31 fastansatte undervisere, hvoraf 58 pct. af dem har en lang videregående uddannelse. For sygeplejeskolerne er procenten 36, og det betyder, at sygeplejerskerne trods deres store uddannelsesindsats endnu ikke er på niveau med f.eks. lærer- og socialrådgiveruddannelsen. Især skiller læreruddannelsen sig ud ved at have et meget stort antal

Side 11 

kandidater i underviserkorpset. Den gunstige udmelding for sygeleje- og radiograf-området er den igangværende aktivitet. Her er der 9 pct. af underviserne, der har planlagt at gå i gang med en lang videregående uddannelse, 45 pct., der er i gang, og 35 pct., der har afsluttet deres uddannelse. Det er lige omvendt for læreruddannelsen. Her har 81 pct. allerede afsluttet en lang videregående uddannelse, 13 pct. er i gang, mens 1 pct. har planer om at gå i gang. Undersøgelsen, der også har haft fokus på efteruddannelse, kan derfor konkludere, at sygeplejerskegruppen og de øvrige sundhedsfaglige grupper skiller sig ”signifikant ud fra de øvrige uddannelsesområder, når det drejer sig om videreuddannelsesaktiviteter i forbindelse med Uddannelsesreformen.”

Vælger andre græsgange

”Rigtig flot. Det tager jeg hatten af for,” sagde Dansk Sygeplejeråds næstformand Aase Langvad som kommentar til sygeplejerskernes indsats. Sammen med repræsentanter for nogle af de faggrupper, der er med i undersøgelsen, har hun været inviteret til at kommentere resultaterne ved en konference, som Dansk Evalueringsinstitut har holdt for at afrunde sit arbejde.

Aase Langvad efterlyste bl.a. flere studiepladser på kandidatuddannelsen i sygepleje:

”Det er vigtigt, at der bliver en tæt tilknytning til et fakultet inden for det hovedområde, den enkelte uddannelse retter sig imod – både for at sikre tilgangen til den nyeste forskning og udvikling inden for faget samt for at sikre professionsorienteringen. Derfor er det for lidt med kun 50 studiepladser på cand. cur.-uddannelsen. Her mener Dansk Sygeplejeråd, at der bør være det dobbelte, sådan at omkring 5 pct. af en årgang sygeplejersker får mulighed for at tage en cand.cur.-grad.”

Undersøgelsen viser, at netop de manglende studiepladser på bl.a. cand.cur-uddannelsen får sygeplejersker til at finde andre græsgange f.eks. inden for humaniora og samfundsvidenskaberne. Herved risikerer man, at kerneområdet ”sygepleje” nedprioriteres i forhold til andre områder, mente hun.

Aase Langvad efterlyste også informationer om opkvalificeringen af de kliniske færdigheder hos underviserne. Den del af uddannelserne er slet ikke med i undersøgelsen, og det finder hun er en stor mangel:

”Når vi taler om professionsuddannelser på bachelorniveau, er den kliniske del meget væsentlig i det samlede forløb. Derfor bekymrer det mig, at alt for få af de kliniske vejledere er uddannet på højt niveau. Efter min mening burde de være uddannet på samme niveau som de teoretiske undervisere. Flere analyser viser nemlig,

Side 12 

at en stor del af frafaldet på sygeplejestudiet netop sker i forbindelse med den kliniske uddannelse.”

Vil påvirke sygeplejen

Aase Holdgaard, rektor for Sygeplejeskolen i Randers og formand for Rektorforsamlingen for Sygeplejerskeuddannelsen, har også haft rapporten til gennemlæsning og hæftede sig i sin kommentar på konferencen bl.a. ved sygeplejerskernes usvækkede interesse for de humanistiske videreuddannelser. Især det pædagogiske felt har virket som noget af en magnet.

Af de 241 studerende inden for sygeplejerske- og radiografområdet, der var i gang med en lang videregående uddannelse, da undersøgelsen blev foretaget, er der således ikke færre end 106, som henter deres opkvalificering inden for humaniora og pædagogik.

”Det svarer til 44 pct.,” oplyste hun og sammenlignede tallet med de øvrige områder, der har været interesse for. Her viser det sig, at 40 pct. er i gang med en LVU inden for sundhedsvidenskaberne, herunder sygepleje, at 2 pct. satser på en LVU inden for naturvidenskaberne og 10 pct. inden for samfundsvidenskaberne. De resterende 4 pct. fordeler sig på øvrige studieretninger.

”Det stemmer meget godt med de resultater fra den undersøgelse, som Rektorforsamlingen gennemførte i 1999. Det undrer mig bare, at situationen stadig ser sådan ud, fordi forholdene har ændret sig siden dengang. F.eks. er cand.scient.san.-uddannelsen kommet til, ligesom der er kommet flere studiepladser både på cand.cur.-uddannelsen og Public Health-uddannelserne,” sagde hun.

Som mulig forklaring på tingenes tilstand pegede Aase Holdgaard på, at de geografiske forskelle i uddannelsesmuligheder også afspejler sig i den konkrete situation. Universiteterne i Århus og Odense udbyder begge cand.scient.san.-uddannelsen og for Århus’ vedkommende cand.cur.-uddannelsen. Københavnerne må derimod nøjes med et par masteruddannelser inden for det sundhedsvidenskabelige område.

”Uden at gå for meget i detaljer med de enkelte uddannelser så er det nok ikke helt forkert at sige, at de uddannelser, der udbydes af Danmarks Pædagogiske Universitet, og de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, der udbydes af Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet, er tilrettelagt, så det bedre lader sig gøre at kombinere uddannelse og arbejde, end det gør på de sundhedsvidenskabelige områder. Det bekymrer mig, hvis den tendens fortsætter. For hvis de undervisere, som skal være med til at udvikle sygeplejen i så overvejende grad har baggrund i humaniora og pædagogik, vil det sandsynligvis få en afsmittende virkning. Og det er ikke i specielt god overensstemmelse med udviklingen inden for sundhedsvæsenet og i sygeplejen som helhed.”

Må ikke blive specifik

Både ledere og undervisere har fået hver sit spørgeskema til undersøgelsen, og det betyder, at det er muligt at se nogle forskelle i ønskerne om opkvalificering. Det, underviserne gerne vil i gang med, er ikke altid lige det, institutionen prioriterer, ligesom underviserne mener, at deres behov for efter- og videreuddannelse generelt er større, end ledelsen mener.

Nogle af lederne blandt mødedeltagerne mente, at institutionerne bør efterspørge videreuddannelse, som har udgangspunkt i selve professionsudøvelsen. Som en af dem sagde:

”Hvis vi skal investere i ph.d.-forløb, skal det være i projekter, der er relevante for os.”

Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening, havde her en anden opfattelse: ”Vi skal huske, at vi taler om livslang læring og ikke om livslang ansættelse. Det betyder kontinuerlig opkvalificering for underviserne, en opkvalificering, der ikke må blive så snæver og specifik, at den ikke kan bruges bredt. Derfor skal videreuddannelse ikke kun være til fordel for institutionen, men også for underviserne. Der skal være mulighed for selv at vælge, og derfor skal underviserne også være med, når der lægges strategier for opkvalificering. ”Ingrid Stage slog til lyd for, at der både skal være plads til den professionsrettede forskning og den klassiske forskning på CVU’erne:

”De nye uddannelsescentre skal have forskningstilknytning til universiteterne, derfor gælder det om at komme i gang med uddannelsen af egne forskere,” sagde hun og pegede på, at en af ambitionerne er, at en tredjedel af underviserne skal være på ph.d.-niveau.

”Det er flot. Nu mangler vi bare midlerne hertil,” opsummerede hun.

Evalueringsinstituttets rapport rummer også anbefalinger fra et ekspertpanel, som har drøftet resultaterne af undersøgelsen. Panelet konkluderer netop, at institutionerne ikke bør satse entydigt på, at alle har det samme formelle kvalifikationsniveau, men bør sikre, at der er en hensigtsmæssig balance mellem antallet af undervisere på MVU-, master-, kandidat- og ph.d.-niveau.Det er desuden nødvendigt, at CVU’erne sikrer, at alle undervisere på tværs af opgaver og uddannelsesområder får en fælles vidensbase, dvs. at alle har grundlæggende metodiske og videnskabsteoretiske kvalifikationer. Rapportens titel er ”Efter- og videreuddannelse af undervisere på mellemlange videregående uddannelser,” og den kan hentes på Dansk Evalueringsinstituts hjemmeside www.eva.dk.