Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kom de pårørende i møde

Hvis det har en gavnlig effekt for patienten, at pårørende er til stede under behandlingen, må sygehuspersonalet strække sig langt for at imødekomme pårørendes tilstedeværelse, siger lektor i sundhedsret.

Sygeplejersken 2003 nr. 22, s. 8-9

Af:

Lotte Havemann, journalist

De færreste sygehusafdelinger har retningslinjer for, hvad pårørende må overvære, og lovens ord giver heller ikke noget klart svar.

Men hvis det kan gavne patienten, at pårørende følger med ind på stuen – også når der er tale om livreddende behandling – så må personalet se velvilligt på ønsket. Det siger Mette Hartlev, lektor i sundhedsret på Københavns Universitet.

”I de tilfælde, hvor en kone har lovet sin mand at være der i dødens stund, synes jeg, at man skal strække sig vældig langt for at opfylde det løfte,” siger hun.

”Sundhedspersonale har kompetence til at nægte pårørende adgang under behandling, men loven siger ikke noget håndfast om området. Det er op til den enkelte læge eller sygeplejerske i hvert enkelt tilfælde, medmindre afdelingen har en klar politik,” siger Mette Hartlev. Hun fortæller, at loven dels siger noget om tavshedspligt og dels noget om sygehusets ansvar for at yde optimal pleje og behandling. Mht. tavshedspligt har pårørende ikke ret til at få patientoplysninger, medmindre der er tale om børn eller demente. Men tilstedeværelse af pårørende kan godt forsvares, hvis det har en gavnlig effekt for patienten. F.eks. hvis det er vigtigt for ham eller hende at have sine nærmeste omkring sig, eller hvis de pårørende har en viden om patientens sygehistorie gennem mange år. Mht. sygehusets ansvar for at yde optimal pleje og behandling kan personalet godt afvise pårørende, hvis det mener, at deres tilstedeværelse forhindrer dem i at

Side 9 

yde den. Men personalet kan også vurdere, at det netop er optimalt, at pårørende er til stede.

Giv de pårørende et valg

”Da sygehuset har pligt til at yde optimal pleje og behandling, må sygehuspersonalet ikke eksperimentere blot for at tilgodese de pårørende. Hvis personalet f.eks. vurderer, at en pårørende ikke kan tåle at overvære en voldsom behandling, og at der er en risiko for pludselig at stå med to patienter, kan de afvise den pårørende,” siger Mette Hartlev. Samtidig mener hun, at sygehuspersonalet skal være varsomt med automatisk at afvise pårørende med begrundelsen, at de nok ikke kan tåle det, og at personalet bør være mere åbent for at tillade pårørendes tilstedeværelse.

”Jeg ser ikke noget i vejen for, at man går den vej, men personalet skal naturligvis snakke det igennem og prøve at forberede sig på forskellige situationer. Det er vigtigt, at den enkelte afdeling har en holdning til spørgsmålet,” siger hun.

En anden ting er så, om sygehuspersonalet direkte skal opfordre de pårørende til at være til stede.

”Sådan en opfordring kan virke som et pres på de pårørende, og man risikerer, at nogle kommer med ind uden reelt at ønske det. Men afhængigt af situationen kan det være i orden at foreslå det for at give de pårørende et valg,” siger Mette Hartlev.

Hun kan godt forestille sig, at sygehusene vil bløde mere og mere op for at tillade tilstedeværelse af pårørende. Hun peger bl.a. på planlagte kejsersnit, hvor det efterhånden er standard, at manden er med. Blandt sygehuspersonalet kan der dog herske en frygt for, at pårørende, som kommer med ind og overværer behandling, i stigende grad vil klage over sygehuspersonalet. Men det tror Mette Hartlev ikke, de vil. Tværtimod:

”Jeg tror faktisk, det vil føre til færre klager, fordi de pårørende med deres egne øjne har set, hvor meget der er blevet gjort for deres kære.”