Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Dokumenter om sygepleje må ændres

Der bliver ikke taget hensyn til plejen af patienter fra kulturelle og religiøse mindretal i de vigtigste danske dokumenter om sygepleje. Dokumenterne skal derfor reformuleres for at afspejle nutiden.

Sygeplejersken 2003 nr. 22, s. 14

Af:

Helle Lykke Pedersen, sygeplejerske, BA i religionsvidenskab

Jeg vil i det følgende fremhæve tre vigtige dokumenters udsagn om pleje af patienter fra kulturelle og religiøse mindretal.

Det ældste af disse dokumenter er Statusdokument om sygeplejerskens virksomhedsområde, udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1985, hvori der står: ”I sygeplejen opfattes mennesket som en fysisk, psykisk, social og kulturel helhed … som et selvstændigt handlende og ansvarligt individ, der har indflydelse på sin sundhedstilstand og har ressourcer til medvirken i løsningen af egne problemer, samt muligheder for udvikling og vækst.”

Her understreges betydningen af, at sygeplejersken respekterer den enkelte patients unikke situation, som er betinget af fysiske, psykiske, sociale og kulturelle faktorer, og at patientens egen forståelse af sin situation har afgørende betydning for plejen. Skønt de kulturelle faktorer selvfølgelig kan indeholde religiøse elementer, var det dog ønskeligt, om den religiøse faktor blev nævnt særskilt.

De sygeplejeetiske retningslinjer, vedtaget i maj 1992 på Dansk Sygeplejeråds kongres, erklærer, at ”grundlaget for al sygepleje er respekten for det enkelte menneskes liv og egenværd, uanset race, farve, køn, sprog, religion, politisk opfattelse, national eller social oprindelse, således som det er udtrykt i FN’s menneskerettighedserklæring” (min kursivering).

Det lille ord uanset tyder på, at man har forestillet sig, at et menneskes liv og egenværd er uafhængigt af dets race, farve, køn, sprog, religion osv. De fleste menneskers opfattelse af egen identitet og værd kan imidlertid ikke uden videre adskilles fra disse faktorer, og derfor må man i respekten for det enkelte menneske også tage hensyn hertil. Således betyder det religiøse tilhørsforhold for mange muslimske patienter, at de har en række specielle behov, der nødvendigvis kræver specielle sygeplejemæssige overvejelser og tiltag.

Sygeplejersken må naturligvis respektere de faktorer i patientens situation, som han selv tillægger betydning. Alle patienter kan derfor ikke behandles ens, da de er forskellige og har forskellige behov. Ligeværd er ikke betinget af enshed.

Sygepleje kan med andre ord ikke udføres ”i et samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper uafhængigt af etnisk, kulturel, religiøs og sproglig baggrund” (min kursivering), som Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen (nr. 232 af 30. marts 2001; kap. 1, § 1, stk. 2.3) angiver.

Grunden til, at man har ment, at sygepleje kan udøves i et vakuum uden hensyn til etniske, kulturelle, religiøse og sproglige faktorer, er uden tvivl, at Danmark indtil for ganske få år siden i overvejende grad var et monokulturelt samfund, hvilket betød, at sygeplejersker næsten udelukkende plejede patienter fra deres egen etniske, kulturelle, religiøse og sproglige gruppe. Det er en forholdsvis ny situation, at sygepleje i stigende grad udøves i en multikulturel sammenhæng.

Snarere end blot at udtrykke politisk korrekte hensigtserklæringer bør fremtidens officielle sygeplejedokumenter i langt højere grad afspejle den multikulturelle sammenhæng, som moderne sygepleje udføres i, ligesom de bør inspirere til nytænkning på området.

Helle Lykke Pedersen studerer religionsvidenskab og Indiens historie.