Livshistorien er nøglen til forståelse

Forståelse er nødvendig, hvis den syge skal hjælpes ud af det fængsel, som isolationen er. Livshistorier og beskrivelser af dagligdagen kan være med til at forklare, hvorfor nogle psykisk syge har valgt at trække sig ind i sig selv.

Side 20

Billede

Side 21

Hvad er årsagen til, at nogle psykisk syge isolerer sig i en tilstand præget af negative forventninger til omverdenen og et liv med kun sporadisk kontakt til familie og andre? Hvilke oplevelser har personen med i sin psykiske bagage?

I et praksisorienteret forskningsprojekt har vi taget udgangspunkt i livshistoriefortællinger. Vi fik fortalt tre personers historie fra den tidlige barndom og til nu for at kunne spore isolationen tilbage til dens oprindelse.

Som ansatte i Støtte- og Kontaktperson-ordningen i Odense Kommune beskæftiger vi os til daglig med de psykisk syge, som falder igennem nettet i alle andre tilbud. De hverken kan eller vil benytte sig af psykiatrisk afdeling og er ikke motiveret for behandling i Distriktspsykiatrien. Ofte skyldes det, at de ingen sygdomserkendelse har, men de er heller ikke i stand til at tage ordentligt vare på sig selv.

Da vi blev tilbudt at medvirke i forskningsprojektet, fik vi samtidig mulighed for at se nærmere på fænomenet isolation. Overskriften på forskningsprojektet var ''Rummelighed i bostøtten'' (RUMBO-projektet). Projektets formål var at indsamle erfaringer og ny viden om udstødelsesmekanismer i bostøttetilbuddet til sindslidende. Det består af syv delprojekter, hvor vores er det ene.

Vores tre interviewpersoner, som naturligvis er anonymiseret, har alle diagnosen skizofreni og lever i en eller anden grad et isoleret liv, dog ikke så isoleret som nogle af vore andre brugere i Støtte- og Kontaktperson-ordningen. De mest isolerede ønskede ikke at deltage i undersøgelsen, og skønt der er lige mange mænd og kvinder i ordningen, var det ikke muligt at få nogen mænd til at deltage. Allerede her ser vi tegn på, at isolation og kontaktsvaghed går hånd i hånd.

Forud for interviewene besøgte vi de interesserede brugere og orienterede dem om projektet og om, hvordan interviewene skulle foregå. De var således klar over, at de skulle fortælle deres livshistorie for at hjælpe os til at blive klogere på fænomenet isolation og ikke for deres egen skyld. To af de interviewede udtrykte, at hvis de kunne hjælpe med til, at andre i samme situation kunne få et bedre tilbud, så ville de gerne det.

Forsvar imod angst

Susanne er en kvinde midt i 40'erne, som bor alene i et lejet rækkehus i en forstad til Odense. Hun modtager pension, har ingen erhvervsuddannelse, men har efter endt skolegang haft forskellige ufaglærte job. Hun er blevet skilt for et par år siden og har aldrig tidligere boet alene. Susanne er en velplejet, velklædt kvinde, som tydeligvis sætter pris på - og magter - at holde sit hjem. Der er rent og pænt med møbler og farver, der passer sammen, mange pynteting.

Hun har levet under utrygge familieforhold fra sin tidlige barndom. Moderens psykiske sygdom og faderens problemer med at håndtere dette har betydet, at der ikke har været hverken ro, tryghed eller overskud til at have børn. Det har medført, at Susanne ikke har haft mulighed for at opbygge en basal tryghed og tillid til sig selv og andre, hvilket kan have været medvirkende årsag til den angst, der plager hende i dag, og som gør det så svært for hende at være sammen med andre.

Susanne bar det følelsesmæssige ansvar for moderen. Hun var moderens foretrukne og blev efterhånden den, som familien brugte i forhold til moderen. Det gav en tilsyneladende nærhed til moderen, men det var Susanne, som var den givende i forholdet - den, som var opmærksom på moderens behov og begrænsninger. Den store ansvarlighed og opmærksomhed på moderen og hendes tilstand har Susanne stadig med sig i forhold til andre mennesker. I sit møde med andre mennesker er hun i vid udstrækning ude af stand til at udholde kontakten, da hun stort set bruger al sin energi på at fornemme, hvordan de har det psykisk. Ofte registrerer hun angst hos andre, hvilket medfører, at hun selv bliver angst og derfor undgår kontakt.

I Susannes tilfælde betyder isolation et forsvar imod angst, en beskyttelse imod at føle sig invaderet af andres psykiske problemer, reelle eller ej.

Holder fast i trygheden

Gerda er en kvinde først i 40'erne, der bor i en toværelses lejlighed i Odense centrum. Hun har boet i lejligheden siden begyndelsen af 80'erne, hvor ejendommen blev bygget. Hun har haft kontakt til Støtte- og Kontaktperson-ordningen i flere år med forskellige kontaktpersoner.

Da vi møder Gerda, ser vi en kvinde, der er noget bleg. Tøjet er der heller ikke meget farve på. Hendes lejlighed er yderst spartansk møbleret med nogle slidte møbler. Der er kun enkelte billeder på væggene, bl.a. to udklip fra en avis af en kendt politiker. Gulvene i lejligheden er meget slidte, det er trægulve, hvor lakken er slidt igennem dér, hvor hun plejer at sidde. Lejligheden er præget af, at Gerda har et stort forbrug af cigaretter. Når vi sidder i lejligheden, får vi en følelse af tomhed.

Gerda har hjemmehjælp, men på trods af det, virker der ikke specielt rent. Hun lever et stille liv i sin lejlighed og er godt tilfreds med den. Hun har ingen planer om at flytte, der har ikke været nogen kontroverser med naboer eller boligforening. Hun har aldrig fået nogen uddannelse. Hun modtager førtidspension, som hun blev tilkendt midt i 80'erne.

Gerdas barndom og opvækst var præget af et familiemønster med mange forbud og begrænsninger. Man talte ikke ret meget sammen i familien, man viste ikke følelser, der var ikke megen nærhed. Det var ikke velset, at hun havde kammerater med hjem, eller at hun besøgte dem. Som tiden gik, udviklede hun sig mere og mere til at være én, som var udenfor.

Dette mønster fortsatte i forhold til venskaber og kærester i ungdomstiden, til kolleger i de år, hun arbejdede, og i forhold til bekendtskaber i voksenlivet. Gerda forsøgte at skabe kontakter, bl.a.

Side 22

da hun som ganske ung reflekterede på kontaktannoncer, men hun blev aldrig i stand til at knytte kontakter uden for familien.

Hver gang strandede det enten på faderens forbud eller på, at hun ikke var i besiddelse af de nødvendige sociale færdigheder.

Det virker, som om Gerdas forældre levede et liv i tomhed, og denne tomhed præger stadig Gerdas tilværelse. Hele livet igennem mødte Gerda fra forældrenes side kun forbud mod at opleve verden og skabe kontakter til jævnaldrende. Ligeledes har hun stort set kun oplevet nederlag, hver gang hun vovede sig uden for de hjemlige rammer i forhold til skole, kæreste og job. Disse erfaringer har medført, at Gerda i dag stort set vælger kontakten til andre fra. Isolationen betyder for Gerda fastholdelse af det kendte, sikre og trygge.

Passer på sig selv

Dorthe er først i 40'erne. Hun bor alene i lejet lejlighed i socialt boligbyggeri i udkanten af Odense. Hun har boet i lejligheden i et par år. Inden hun fik denne lejlighed, boede hun i ca. 10 år i en lejlighed i forbindelse med et støttecenter i en anden by. Hun bor alene, men har en kæreste, som også er psykisk syg. Ham har hun kendt i mere end 10 år med enkelte pauser indimellem. Dorthe og hendes kæreste ser hinanden en dag hver 14. dag. Det er, hvad de magter ifølge Dorthe. Hun er godt tilfreds med sin lejlighed, og hun synes, det er ideelt at bo tæt på byen og tæt på naturen.

Hun virker meget skrøbelig og har brug for at finde ud af, hvor hun har os. Hun kontrollerer hele tiden, hvad vi mener med det, vi siger. Om vi måske rejser en kritik af hende eller synes, hun bør tage sig sammen. Hun tolker ofte det, vi siger - både verbalt og nonverbalt. Det er især tydeligt i starten af vores besøg, hvorefter det ikke virker så fremtrædende mere. Lejligheden er præget af Dorthes kreative aktiviteter, der er mange malerier og keramik.

Hendes barndom var præget af vold, terror og utryghed, både fysisk og psykisk. Stemningen i hjemmet var trykket, der var meget stille, fordi ingen turde risikere at vække faderens vrede, som uden rimelig grund kunne rettes mod børnene, uanset om de var et eller 15 år. Dorthe var på intet tidspunkt tryg ved faderen. Han kunne ofte være tavs i perioder, men det var en tavshed, som indeholdt megen vrede, og som uden varsel kunne eksplodere i vold. Det har for Dorthe betydet, at hun aldrig har fået opbygget en basal tryghed i forhold til andre mennesker. Samtidig er hun formentlig pga. sine dårlige erfaringer med faderens vrede blevet ude af stand til at håndtere sin egen vrede. Når hun i dag bliver vred, reagerer hun ved at få det dårligt psykisk, og så trækker hun sig fra kontakten med andre mennesker, ofte i meget lang tid (uger, måneder). I Dorthes tilfælde betyder isolation at passe på sig selv.

Årsagen til isolationen

Deltagelsen i forskningsprojektet har betydet, at vi er blevet opmærksomme på nogle forhold i vores daglige arbejde i Støtte- og Kontaktpersonordningen, som vi i fremtiden vil sætte fokus på. Her tænker vi især på det punkt i vores målsætning,som handler om, at vi skal bryde den sindslidendes isolation. Vores hidtidige måde at arbejde med isolationen på har af og til været præget af en vis automatik. Tilbuddet, vi har givet, har ud fra den enkelte brugers tilstand og interesser været f.eks. henvisning til de etablerede væresteder og aktivitetssteder i byen, og det har da også indimellem fungeret fint. Vi kan nu se, at vi lidt for ofte har sprunget et eller flere led over, nemlig afklaringen af, hvorfor lige netop dette menneske lever isoleret. Hvilke oplevelser har han eller hun med i sin psykiske bagage, som gør, at dette er blevet vedkommendes liv?

Hvad betyder det for lige netop denne bruger at være så meget alene? Er isolationen blevet en tryg hule, som han søger tilflugt i, eller et fængsel, som han gerne vil bryde ud af? Som metode til at besvare disse spørgsmål ser vi en klar fordel i livshistoriefortællingen og dagliglivsbeskrivelsen. Her vil mange af de ting, vi tror, vi ved om brugeren, blive bekræftet - eller det modsatte. Det vil

Side 23

måske vise sig nødvendigt at arbejde meget mere med årsagerne til isolationen, før man overhovedet kan begynde at ændre noget. Måske vil der vise sig nogle ganske andre handlemuligheder, end man oprindeligt kunne forestille sig. Den logik, vi sædvanligvis næsten automatisk benytter os af, bliver sprængt, og nye billeder viser sig.

En spørgeguide kan være god at have, men den må endelig ikke komme til at dominere samtalen. Det er vigtigt at være nysgerrig over for de ting, som kommer op, følge interessante spor igennem interviewet og at lade pinefulde emner tage den tid og de pauser, som er nødvendige. Allervigtigst er det at gå meget seriøst til arbejdsopgaven. Der skal være klare aftaler med brugeren om, hvad der skal ske og hvorfor. Der skal afsættes god tid til det, og det skal have høj prioritet, når aftalen med brugeren er på plads.

Det kan være fristende at mene, at man kan få livshistorien stykket sammen ved at fiske lidt af og til under det almindelige samvær med brugeren. Men det vil aldrig give samme effekt, som når bruger og støtte- og kontaktpersonen indgår i et seriøst samarbejde om at finde ud af nogle væsentlige ting.

Livshistoriefortællingen får mennesker, man ellers mente at kende godt, til at træde i karakter på en ny måde. Man opnår ikke bare et kendskab til, men også en stor respekt for nogle mennesker, som på trods af vanskelige omstændigheder har formået at finde nogle strategier i deres dagligdag.

Hvis ikke vi giver os tid til at undersøge den dybere årsag til, hvad isolationen betyder for den enkelte, risikerer vi at handle hen over hovedet på vedkommende. Vi risikerer at miste kontakten, fordi dens indhold mister værdi - både for bruger og støtte- og kontaktperson.  

Støtte- og Kontaktperson-ordningen i Odense Kommune

Støtte- og Kontaktperson-ordningen (SKP-ordningen) har eksisteret i Odense Kommune siden 1994. Den startede som et projekt støttet af midler fra Socialministeriet, og siden juni 1996 har SKP- ordningen været et permanent tilbud, forankret i sociallovens § 80. Målgruppen er de mest udsatte og isolerede sindslidende, der ikke ønsker eller kan gøre brug af andre tilbud. 

Tilbuddet går ud på at opnå og bevare sociale kontakter, der derved kan bryde den sindslidendes isolation. Tilbuddet skal gives i dialog med den sindslidende og på dennes præmisser. I nogle tilfælde arbejder støtte- og kontaktpersonerne hen imod, at den sindslidende kan benytte de almindelige behandlings- og sociale tilbud.

Alle kan henvise til SKP-ordningen, også folk uden faglig ekspertise, f.eks. varmemestre, kioskejere, naboer og pårørende. Hvis SKP-ordningen får henvendelser om personer, hvor det viser sig, at de ikke hører ind under målgruppen, eksempelvis alkoholikere, demente og psykisk udviklingshæmmede, bliver sagen overgivet til den rette instans efter aftale med den enkelte.

SKP-ordningen har en meget hurtig og uformel visitation, hvor støtte- og kontaktpersonerne selv foretager den egentlige visitering efter at have været ude og afklare indholdet i henvendelsen. Kontakt er typisk etableret, eller forsøgt etableret, indenfor 14 dage. Tilbud om en støtte-kontaktperson gives i dialog med den sindslidende og på den sindslidendes præmisser. Den sindslidende kan afslå at tage imod tilbuddet om en støtte-kontaktperson.

SKP-ordningens opgaver er at lave opsøgende arbejde ud fra de henvendelser, der kommer. Det er også opsøgende arbejde på gadeplan og i boligområder. Formålet er at opbygge og sikre en kontakt til den sindslidende ud fra dennes egne ønsker og afdække brugerens behov for støtte i egen bolig. Det kan være praktisk støtte f.eks. oprydning, rengøring og madlavning. Det er også samtaler og konfliktbearbejdning og hjælp til at træffe beslutninger om eget liv. Det er kontakt til diverse instanser f.eks. læge, sagsbehandler og bank. Ligeledes kontakt til verdenen uden for boligen som væresteder, en udflugt, familie og venner.

Ole Traun Larsen og Birgitte Bjerregaard Nielsen er ansat i Odense Kommunes nye tilbud til skizofrene misbrugere, Vista Belboa.  

Emneord: 
Psykiatri