Pris til sårpatienternes sygeplejerske

Patienternes ve og vel har altid været den motiverende faktor for Kirsten Müller, som har fået Dansk Sygeplejeråds Sygeplejerskepris 2003 for sin indsats inden for pleje og behandling af sår. Hun var egentlig gået på efterløn, men nu arbejder hun alligevel som sygeplejefaglig konsulent.

Mueller1Patienten i centrum. Måske en lidt slidt kliché inden for sygeplejen, men for Kirsten Müller har omdrejningspunktet altid været, at hendes sygepleje kunne komme til at gavne patienterne. Kirsten Müller har i sin karriere som sygeplejerske taget initiativ til og deltaget i mange forskellige projekter, men én ting har hver gang været afgørende: Hvis projektet ikke havde konsekvenser for patienterne, så var det ikke interessant for hende. 

Og nu er Kirsten Müller så blevet belønnet med Dansk Sygeplejeråds Sygeplejerskepris 2003. Prisen har hun fået for sin mangeårige indsats inden for sårpleje i Danmark og Norden. Hun modtog den på Dansk Sygeplejeråds Sygeplejefagdag i Odense den 17. november. 

Pluk fra nogle af de indstillinger, der har givet Kirsten Müller Sygeplejerskeprisen 2003, fortæller om: ”En formidabel og utrolig engageret indsats inden for sårområdet,” ”en omfattende viden,” ”en værdsat underviser ved utallige kurser og arrangementer,” ”ildsjælen, der altid har formået at sætte sig selv og andre i gang.”

Selv er Kirsten Müller en uselvisk person. Hun er taknemmelig for de muligheder, hun har fået i sin karriere, som hun kalder ”fantastisk.” Hun understreger, at man ikke kan gøre noget alene og lader dermed skinnet fra prisen lyse på de patienter, kolleger og ledere, der har hjulpet og støttet hende undervejs. Kirsten Müller er overvældet og glad over at få prisen og ser den som et bevis på, at hun - i samarbejde med andre - har gjort en forskel for patienter med sår.  

Triste sårpatienter   
Kirsten Müllers interesse for sårbehandling blev vakt, da hun i 1986 kom til kirurgisk gastro-enterologisk afdeling på Odense Universitetshospital. Inden da havde hun fået fem børn og arbejdet på forskellige afdelinger på Odense Universitetshospital, bl.a. otte år på hjertemedicinsk afdeling.

Når hun gik med på stuegang på kirurgisk gastro-enterologisk afdeling, slog det hende, at de patienter, der fik sårkomplikationer var meget kede af det og frustrerede i tiden efter deres operation. De troede, at det værste ville være overstået, når operationen var gennemført, men når der opstod komplikationer, kunne helingsprocessen vare et ukendt antal dage eller uger.   

”Usikkerheden om tidsfaktoren betød mere for patienterne, end vi lige anede,” fortæller Kirsten Müller.

På den tid brugte sygehusene kompresser med forskellig væske til at pleje sårene, men i slutningen af 1980erne kom de første, mere moderne sårbehandlingsprodukter så småt på markedet. Kirsten Müller så et opslag om et nyt produkt til behandling af bensår, og hun tog til et informationsmøde hos det pågældende firma. Hun var bevidst om, at firmaets motiv naturligvis var at sælge deres produkt, men det gjorde indtryk på hende, at produktet ikke skulle skiftes så tit som kompresserne, og at patienterne kunne komme i bad med produktet på. Hun kunne også se et andet potentiale i den nye bandage: Patienterne og deres pårørende ville måske kunne lære selv at skifte den og dermed få mere frihed senere i sårhelingsforløbet.

Benplaster på maven
Det nye produkt var godt nok beregnet til behandling af sår på benene, men Kirsten Müller tænkte, at det også måtte kunne hjælpe patienter med abdominalsår. 

Mueller2Der var ingen dokumentation for, at den nye bandage virkede på abdominalsår, og den var også dyrere end kompresserne. Men da Kirsten Müller på et tidspunkt plejede en meget dårlig patient, foreslog hun den administrerende overlæge på kirurgisk gastro-enterologisk afdeling, professor, dr.med. Daniel Andersen, at prøve det nye produkt på patienten. 

Efter nogle overvejelser gav han hende grønt lys til at prøve bandagen af, men han pegede på, at hvis hun skulle bevise noget, måtte hun dokumentere sine resultater i et forskningsprojekt. 

Hun fik også ja fra daværende reservelæge Finn Gottrup (i dag kirurgisk professor og overlæge på Universitetscenter for Sårheling på Odense Universitetshospital) til at være hendes superviser, og i 1992 gik hun så i gang med forskningsprojektet. Undervejs tog hun et forskningskursus, og tre år senere kunne hun fastslå, at den nye form for bandage havde en hurtigere oprensende og mere smertelindrende effekt på sårhelingen end kompres-bandagerne. Hun påviste også, at det moderne produkt var dyrere i brug, men at det ikke skulle skiftes så tit. Når patienterne blev udskrevet til eget hjem eller hjemmeplejen, betød det, at Kirsten Müller måtte følge patienterne derude. Men da patienterne nu var spredt over hele Fyn, og hun var deltidsansat, måtte hun have hjælp til at følge de udskrevne patienter. En af kollegerne på gastro-enterologisk afdeling, sygeplejerske Esther Matzen, blev hendes samarbejdspartner, og de hjemmesygeplejersker, der passede de pågældende patienter fulgte også gerne med, når en af de to sygeplejersker skiftede bandagen og målte og registrerede såret. Igen lægger Kirsten Müller vægt på, at hun ikke har været alene om sine projekter.    

Tæt på patienterne   
Kirsten Müller fortsatte sine aktiviteter inden for sårbehandlingen. Ved siden af sin stilling på gastro-enterologisk afdeling arbejdede hun 32 timer om måneden som produktkonsulent i Sterilcentralen på Odense Universitetshospital. Hun var derved med til at udbrede kendskabet til de rigtige sårbehandlingsprodukter til hele hospitalet, men hun fik også selv en bred erfaring inden for alle typer sår. 

I 1992 var hun med til at stifte Dansk Selskab for Sårheling, som i dag har godt 1.000 medlemmer. Selskabet udgiver tidsskriftet ”Sår” fire gange om året og arrangerer møder og temadage. På sådan en temadag kom det frem, at mange sygeplejersker ikke havde adgang til de rigtige instrumenter til at klippe nekroser væk fra patienternes sår. 

Kirsten Müller fik en stilling som forskningssygeplejerske på Odense Universitetshospital og på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, hun udførte blandt hjemmesygeplejersker i Odense Kommune og Københavns Amt, udgav Dansk Sygeplejeråd i 1996 publikationen ”Sakse og pincetter i sårplejen.” Heri findes undersøgelsens resultater og en række anbefalinger om rengøring og brug af instrumenter. 

Hun deltog i andre projekter inden for infektions- og hygiejneområdet, bl.a. ”Kvalitetsudvikling og sygehushygiejne” på Odense Universitetshospital, indtil hun blev opfordret til at søge en stilling som klinisk oversygeplejerske på det nyoprettede Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital. Før hun sagde endeligt ja til jobbet, sikrede hun sig, at hun ikke ville komme for langt væk fra patienterne. Hun blev beroliget med, at hun i sit arbejde med at udvikle centret, forske, kvalitetsudvikle og ikke mindst undervise, ville få sin naturlige gang blandt de patienter, der var indlagt på centret. I 1997 var hun med til at etablere ”Den længerevarende efteruddannelse for sygeplejersker med sår” i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og Videncenter for Sårheling. 

Siden har hun været kursusleder og underviser på den 2-årige efteruddannelse, og hun har også undervist ad hoc i Danmark, Grønland, på Færøerne og Island.  

Pris gavner ildsjæle    
Hendes seneste projekt og ”hjertebarn” har været et 3-årigt projekt med titlen ”Udefunktion - forebyggelse og behandling af tryksår.” Det er et samarbejde mellem primær og sekundær sektor om sårpatienter, og den 1. november bliver udefunktionen og den nye samarbejdsmodel sat permanent i drift. Hun har personligt sørget for, at udefunktionen har fået to biler til en god pris. 

Listen over Kirsten Müllers meritter inden for sårplejen er endnu længere, men som hun selv siger, så ”skal det jo ikke lyde som et ego-trip.” 

Hun fremhæver atter, at hun ikke havde kunnet gennemføre sit kliniske arbejde uden støtte fra andre faggrupper og sygeplejersker, ikke mindst fra ledende oversygeplejerske Vonnie Zimmerdahl, Videncenter for Sårheling. 

Sidste år valgte hun at gå på efterløn, men hun er stadig tilknyttet centret som sygeplejefaglig konsulent. Selv håber Kirsten Müller, at Sygeplejerskeprisen 2003 vil være med til at sætte ekstra fokus på sårpleje og, som hun siger: ”gavne alle de ildsjæle der bekymrer sig om sårpatienter rundt om i landet og på Island og Færøerne.”