Sygeplejerskemangel ændrede plejestruktur

Mangel på sygeplejersker betød, at et apopleksiafsnit på Bispebjerg Hospital blev bemandet af social- og sundhedsassistenter. Efter at have gennemgået et kompetenceudviklingsprogram var assistenterne i stand til at pleje ikke-problematiske patienter og yde speciel sygepleje.

Billede

Side 23 

På et apopleksiafsnit, som overvejende var bemandet med social- og sundhedsassistenter, viste det sig, at social- og sundhedsassistenterne var i stand til at varetage sygeplejen til patienter i en ikke-problematisk situation. Assistenterne formåede at udføre specielle sygeplejeopgaver og afgrænse deres arbejdsopgaver i forhold til egne kvalifikationer og kompetencer.

I december 2001 var der udtalt sygeplejerskemangel og mange sygeplejersker på barselsorlov på apopleksiafsnit N11 på Bispebjerg Hospital. Apopleksiklinikken på hospitalet består af to afsnit: På N10 ligger patienter med apopleksi i den akutte og problematiske situation. På afsnit N11 ligger patienter i den ikke-problematiske situation.

Afsnit N11 blev pga. sygeplejerskemanglen bemandet med social- og sundhedsassistenter under supervision af to kliniske sygeplejespecialister og en afdelingssygeplejerske. Der måtte rekrutteres mange nye social- og sundhedsassistenter, og mod forventning var der kun få erfarne ansøgere. Patientforløbet og plejepersonalets kvalifikations- og kompetenceudviklingsprogram blev uddybet og tilpasset den nye struktur. Ved akutte problemer i aften- og nattevagten kunne personalet tilkalde den ansvarshavende sygeplejerske fra N10 eller fra det akutte neurologiske modtageafsnit.

Efter halvandet år blev den nye struktur evalueret ved hjælp af:

  • Spørgeskema til alle social- og sundhedsassistenter, hvor de skulle vurdere deres egne kompetencer.
  • Audit af 15 patientjournaler med udvalgte indikatorer fra patientforløbet og kvalifikations- og kompetenceudviklings- lingsprogrammet.
  • To fokusgruppeinterview med hhv. kompetente, kyndige social- og sundhedsassistenter og de kliniske sygeplejespecialister.

19 ud af 20 social- og sundhedsassistenter besvarede spørgeskemaet. Heraf var 11 på kompetent eller kyndigt niveau mod kun tre, da den nye struktur blev indført. Social- og sundhedsassistenternes kvalifikations- og kompetenceniveau blev vurderet i forhold til kvalifikations- og kompetenceudviklingsprogrammet ved starten af den nye struktur og ved evalueringen af strukturen efter halvandet år (se figur i bunden af artiklen). Vurderingerne blev foretaget af den enkelte social- og sundhedsassistent i samarbejde med afdelingssygeplejersken og den kliniske sygeplejespecialist.

Det planlagte kompetenceudviklingsprogram havde rustet social- og sundhedsassistenterne på avanceret begynder- og kompetent niveau, så de i høj og meget høj grad var i stand til at:

  • Udføre specielle sygeplejeopgaver.
  • Informere patienter om f.eks. principper for behandling, daglig pleje, medicin og patientrettigheder.
  • Varetage kontaktpersonordningen, prioritere og koordinere pleje og behandling.
  • Deltage i udvikling, evaluere og justere mål og planer for patientforløb og være opmærksomme på behov for udvikling.
  • Udvikle sig, afgrænse arbejdsopgaver efter kompetenceniveau og definere eget ansvarsområde.

Evalueringen afdækkede områder, som var særligt svære at håndtere i hverdagen. Det var information til patienter og pårørende om undersøgelser, udskrivelse af patienter med koordinering af mange kontakter og dokumenter samt indsats ved krise og depression hos patienter og pårørende. Audit viste, at social- og sundhedsassistenterne handlede forsvarligt ved nye sygeplejeproblemer i patientens sygdomsforløb, og at de fulgte de kliniske retningslinjer.

Nye opgaver og roller

I fokusgruppeinterviewene gav social- og sundhedsassistenterne udtryk for, at de har fået mange nye opgaver, som de ikke tidligere skulle varetage selvstændigt. Formidling af information om sygdom og behandling kræver f.eks., at man er velfunderet i den neurologiske verden. Undersøgelser og blodprøver var tidligere kun teori, men dem skal de nu forholde sig til i praksis, og de kræver selvstændig handling. Stuegang var en ofte uoverskuelig opgave. Den kræver, at man guides gennem processen og oplæres, så man bagefter kan følge op på stuegangen. Den proces besværliggøres, hvis lægen har travlt eller er ny.

De største opgaver består i at planlægge og vurdere patientforløbet. Det er endnu kun de kyndige, som føler sig i stand til det, selvom også de stadig føler, at det er en meget krævende opgave på linje med at udskrive patienter.

Social- og sundhedsassistenterne føler sig i høj grad rustet til at varetage information om den daglige pleje, og den grundlæggende sygepleje fungerer fint. Afdelingen har mange retningslinjer og sygeplejediagnoser, som kan guide den uerfarne gennem patientforløbet. Det giver øget viden og sikrer standarden i patientforløbet.

Mange føler sig kun delvist rustet til at dokumentere sygeplejen. Under interviewene blev der sagt, at man måske endda dokumenterede for meget. Audit viser, at dokumentationen er i orden, men at den skrives for mange steder, hvorved oplysninger kan gå tabt.

De erfarne social- og sundhedsassistenter vil gerne have et godt kollegialt samarbejde med de mindre erfarne, men det synes, det er svært, når de samtidig skal være dem, der ved bedst. De både ønsker og ønsker ikke autoritet, da autoritet ikke er en del af deres tidligere rolle.

”Hvem skal lære hvad af hvem?” spørger de sig selv. De har viden og skal være rollemodeller, men det er svært, når de endnu ikke har fundet deres egen rolle.

Præmisser for plejestrukturen

Evalueringen har afdækket en række elementer, der er centrale for plejestrukturen i et apopleksiafsnit, hvor social- og sundhedsassistenter varetager plejen af patienter i den ikkeproblematiske situation. Sådan en plejestruktur kræver:

  • Fastlagte procedurer ved ændringer i patientens tilstand. Social- og sundhedsassistenterne skal vide, hvordan de skal handle, hvis patientens tilstand bliver medicinsk ustabil. Assistenternes selvstændige kompetence skal være beskrevet, så de ved, hvordan de skal handle, når patientsituationen overskrider deres kompetence.
  • Fastlagt kvalifikations- og kompetenceudviklingsprogram for social- og sundhedsassistenter, som tydeliggør opgaver, krav og ansvar samt en struktur for, hvordan programmet monitoreres og dokumenteres.
  • Sygeplejersker på ekspertniveau, som kan koordinere og planlægge oplæring og supervision i forhold til daglige problemstillinger i praksis. Sygeplejerskerne skal have en neurologisk og pædagogisk erfaring og viden, der sætter dem I stand til at overskue både faglige problemer og de enkelte assistenters kompetenceniveau.

    Side 24 

  • Social- og sundhedsassistenter på kompetent/kyndigt niveau, som kan være rollemodeller for de uerfarne.
  • Kliniske og administrative retningslinjer inden for alle relevante problemstillinger. Især de uerfarne efterspørger og har behov for fastlagte rutiner og planer, der kan øge trygheden og sikkerheden i hverdagen.
  • Fortrykte sygeplejediagnoser med afkrydsningslister og handlingsplaner for den grundlæggende og specielle sygepleje. Social- og sundhedsassistenter er i høj grad afhængige af redskaber til en handlingsplan for patientens behov og problemer.
  • Fast tilknyttede speciallæger. For social- og sundheds- assistenterne er stuegang en ny og svær opgave, der for- drer, at lægen har et godt kendskab til de enkelte patient- forløb og arbejdsgange.
  • Et godt læringsmiljø. De kyndige social- og sundhedsassistenter siger, at de faglige diskussioner forsvandt med sygeplejerskerne. Social- og sundhedsassistenter vægter basale og praktiske opgaver mere i hverdagen, samtidig med at de har fokus på de mange nye opgaver. En kultur med faglig nysgerrighed, undren og aktivitet skal skabes og udvikles.

SY-2003-47-22-1Forfatterne er ansat på Neurologisk afdeling N, H:S Bispebjerg Hospital.

Emneord: 
Organisering