Boganmeldelser

Mangler klarhed, stringens og gennemslagskraft

Ina K. Borup, Charlotte Delmar, Elisabeth Hall, Vibeke Krøll, Anne-Lise Salling Larsen, Ruth H. Olsen, Birthe D. Pedersen, Preben Ulrich Pedersen, Lis Wagner   
Forskning i klinisk sygepleje 1 - Teori og praksis
København: Akademisk Forlag 2002
182 sider, 228 kr.

Bogen bygger på den antagelse, at teoriudvikling og forskning er anvendelig og brugbar for arbejdet med patienter i praksis. Ni sygeplejersker, der inden for forskellige områder har forsket i sygepleje, har skrevet om deres resultater. Artiklerne er skrevet med det formål at præsentere væsentlige teoretiske fund og diskutere fundenes relevans for en evidensbaseret praksis, skriver redaktørerne. Det er et ambitiøst og ikke mindst uigennemskueligt formål. For hvad vil det sige, at teoretiske fund har relevans for en evidensbaseret praksis? I bogen er der ikke megen hjælp at hente. Jeg savner refleksion bl.a. over begreberne teoretiske fund og evidensbaseret praksis.

Vi får at vide, at sygeplejens kliniske virksomhed spænder fra den konkrete til den universelle praksis. Selv om det er flere år siden, jeg har arbejdet som sygeplejerske, og sygeplejen hele tiden ændrer sig, er jeg stadig af den overbevisning, at patienter og sygeplejersker mfl. er virkelige. De møder hinanden i konkrete situationer og ikke i cyberspace, eller hvor den universelle praksis tænkes at udfolde sig. Redaktørerne skriver, at bogen bl.a. kan yde et vigtigt bidrag til sundhedsuddannelserne, men jeg håber da, at sygepleje også fremover vil bestå af handlinger, der ydes til levende, sundhedstruede, lidende og døende mennesker.

En bog skal ikke bedømmes på redaktørernes indledning, men på indholdet. Hver artikel følger en rimelig fast struktur med resumé, baggrund og formål, metode, resultater og diskussion. Det er lidt kedeligt med fælles overskrifter, men kan være med til at strukturere indholdet. Det lykkes dog kun for få af forfatterne. Flere skriver overfladisk, indforstået og po-stulerende. Det er ærgerligt, for derved mister bogen gennemslagskraft og troværdighed.

I flere af artiklerne mangler klarhed og stringens i de forskningsresultater, forfatterne præsenterer. Bogens ærinde er at medvirke til at opdatere sygeplejerskers viden om aktuelle forskningsresultater, der kan være med til at forbedre den daglige praksis. Men enten forstår jeg ikke vigtigheden af de præsenterede resultater, eller også er resultaterne meget luftige for ikke at sige fraværende. Flere af artiklerne er skrevet i en genre, hvor intet ord er for stort. Forfatterne taler i et storladent sprog om horisontsammensmeltning, den overensstemmende handling, allestedsnærværende ansvarlighed, den levende tale, tillid, en fænomenologisk/hermeneutisk tilgang, situationsbestemt og sanselig opmærksomhed, livskvalitet osv.

Måske ønsker jeg for meget. Men bare lidt ydmyghed, lidt refleksion, overblik og resultater, præsenteret på en sådan måde, at de kritisk lader sig granske og diskutere, som redaktørerne faktisk lægger op til. Hvis det er bøger som denne, der skal være med til at bibringe sygeplejestuderende kendskab til sygeplejeforskning, opretholde en dialog med andre fag og understøtte diskussioner om sammenhænge mellem teori og praksis, er jeg bekymret.

Af Helle Ploug Hansen, lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Odense. 

Connie, Sigrid, Kirsten, bum

Poul Majgaard   

Om at skrive bedre - tre trin på vejen

Journalistisk værktøj når en artikel bygges op
København: Forlaget Dike 2002
204 sider, 234 kr.

Hvornår har en sygeplejerske sidst udtalt sig om noget som helst i en avis eller på tv?

Det er så længe siden, at ingen kan huske det. Medierne foretrækker eksperter, vel at mærke akademikere og ikke erfaringseksperter, og sygeplejersker skriver nødigt selv. 

Det vil journalist Poul Majgaard gøre noget ved i denne bog om, hvordan f.eks. sygeplejersker kan bygge en artikel journalistisk op, så den fænger. Bogen er skrevet på baggrund af kurser om skriveprocessen på et pædagogseminarium. Men ordet ''pædagog'' kan erstattes med ''sygeplejerske'' uden at fornærme nogen.

Bogen er let tilgængelig, og begreberne afgrænsning, struktur og scanning mejsles ind som måden at skrive en artikel. Under struktur hedder modellen ''HEY, YOU, SEE, SO,'' og de fire ord og betydningen bag dem hænger fast. Det hele er tilsat gode eksempler. Hvad fanger bedst? ''Lille-Per spiser en isvaffel?'' Eller ''Der spises...'' Det gør bogen anvendelig. Værktøjet huskes og kan bruges. Bogen kunne have været kortere, og Majgaard kan ligesom Beethoven heller ikke gøre sig færdig. Han føjer gæsteord og bilag til i en lind strøm, og man kan selvfølgelig lade være med at læse dem. Artiklens jura og etik og et kort kommakursus er lige i øjet.

Anbefalinger af nyttige hjemmesider ligeså. Men den ros, forskellige kvinder øser ned over de kurser, forfatteren har afholdt, er til den private skuffe med ris og ros.

Pædagogstuderende skal skrive en journalistisk artikel om et aspekt i pædagogarbejdet i stedet for en mere traditionel opgave. Forinden er de studerende på skrivekursus. En oplagt ide at kopiere i sygeplejer-skeuddannelsen og på videreuddannelser. Sygeplejersker og studerende vil have gavn og glæde af, at alle længerevarende studieforløb inkluderer et skrivekursus.

''Heller ikke sygeplejersker er ret synlige i den offentlige debat, selvom netop de kender patienterne bedst,'' skriver Majgaard. Det har han ret i, men kun erfaringseksperter kan lave om på det. Demokratiet skal have næring, og derfor skal de, der arbejder tæt på problemerne, ytre sig.

Politibetjente, pædagoger og sygeplejersker, siger han. Hvilke sygeplejersker er kendt i medierne lige nu? Connie, Sigrid, Kirsten, bum. Og det er for få.

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder, redaktionen Sygeplejersken. 

At skamme sig

Trygve Wyller (red.)

Skam. Perspektiver på skam, ære og skamløshet i det moderne

2. udgave Oslo: Fagbokforlaget 2002
267 sider, 531 kr.

Er det moderne at skamme sig, og bør vi skamme os? Fænomenet skam er mest af alt et moralsk anliggende. I den norske antologi møder vi skammen gennem samfundsanalyser, historiske tilbageblik og aktuelle empiriske studier. Bogens indhold er alment menneskeligt og ikke fagspecifikt i sit udgangspunkt. De 12 bidrag går i dybden med skammens og ærens betydning(er). Især tre artikler gjorde indtryk på mig. Den første berørte mig, to havde særlig sygeplejemæssig relevans.

Filosoffen Arne Johan Vetlesens essay ''Det er ofrene som skammer seg'' rører ved nogle menneskelige sider, vi gerne fortrænger. Vi konfronteres med nogle af de grusomheder, som udspiller sig under krig, når f.eks. kvinder voldtages af soldater, eller når mennesker gøres til materiale for eksperimenter. Pointen er, at i ondskab gælder det om at få offeret til at bære skammen. Det ser også ud til at gælde i fredstid, hvor der kan drages paralleller til vores reaktioner over for nyfattige, det globale samfunds tabere, som selv pålægges skylden for deres marginalisering.

Kari Martinsen analyserer arkitekturen i det psykiatriske hospital Risskov, som er fra midten af 1800-tallet. Arkitekturens betydning er dobbelt, for rummet er på en gang disciplinerende og velgørende. Magtanalyser har det ofte med at udelukke magtens velgørende side, men det er netop, når begge sider står frem, at vi er fordrede til at tage stilling, skriver Martinsen. På ontologisk plan bæres denne stillingtagen af tilbageholdenhed for de sider af livet, vi netop ikke har magt over.

Sociologen Lise Widding Isaksens bidrag ''Om angsten for de andres avsky. Inkontinens som et socialt og kulturelt fenomen'' er lige til at inddrage som pensum inkontinenskurser. Moderne mennesker væmmes ved kroppens udskillelser. Vi føler os hjælpeløse og skammer os, når vi ikke kan kontrollere vandladning og afføring. Det er uværdigt for den, som behøver hjælp, og tilsvarende vanskeligt for den, som skal hjælpe, oftest en kvinde. Omsorgsarbejdet er først og fremmest hustruernes, mødrenes og døtrenes forpligtelse.

Antologien er blevet til via forskningsprogrammet ''Barn, ungdom, familie'' fra Det teologiske fakultet ved Universitetet i Oslo. Sigtet er at udvikle den almene etik, som ikke kræver et bestemt trosstandpunkt. Ideen har været at belyse skam fra forskellige faglige vinkler. Spørgsmålet er, i hvilken udstrækning denne multiple tilgang bidrager med noget nyt i forståelse af begrebet skam. Den teoretiske skabelon opererer med en klassisk, før-moderne epoke kontra en moderne eller postmoderne epoke. Inden for litteratur med denne skabelon hedder det sig ofte, at ''moralen er blevet væk.'' Ud fra dette forskningsprogram ser det imidlertid ikke ud til at holde stik. Moralen har blot flyttet sig, og skammen er mere blevet et individuelt anliggende om at være vellykket. I en bog om skam ligger det snublende nær at flytte fokus fra moral til moralisme, og enkelte bidrag er lige ved at tabe balancen og moralisere frem for at problematisere.

Selvom målgruppen klart er folk med interesse for samfundsforskning og humaniora på akademisk niveau, synes jeg godt, formidlingen kunne være gjort lettere og tydeligere med knap så mange akademiske ekskurser.

Af Kirsten Lomborg, cand.cur., exam.art.