Faglig kommentar: National stilledag for sygeplejersker

De fleste mennesker ved, hvad der skal til, for at tingene kan fungere bedre for dem. Derfor er mange velindøvede vejledningsseancer og informationsmøder nytteløse, fordi mennesker alligevel gør, som de selv vil.

Om det er sygeplejeprocessens skyld eller et almindeligt menneskeligt syndrom, jeg lider af, ved jeg ikke, men jeg har altid styr på, hvad der er bedst for andre. Jeg kortlægger problemer og har en løsning parat, før ejeren af problemet når at blinke eller klø sig i nakken.

Det kan være godt nok, når det drejer sig om at score risikoen for tryksår hos en svært overvægtig, nyopereret mand. Han vil ikke selv sige: ''Vær venlig at sørge for en tryksårsforebyggende madras og hurtig mobilisering,'' men det er vigtigt, som sygeplejerske at skelne mellem det fagligt nødvendige og det personligt nærende ved at vide bedst.

Den skelnen er ved at slå igennem i den sociale sektor, hvor familierådslagning i vanskeligt stillede familier bliver mere og mere udbredt.

Tidligere har det været svært for familier med mange problemer at komme til orde, at være med til at løse op for en fastlåst situation, men med familierådslagning, som går ud på at lade familier og deres nærmeste netværk formulere problemer og løsninger og pege på uudnyttede ressourcer, er situationen blevet en anden. For familierne kan godt selv, viser det sig. I to artikler i Politiken - ''Udsatte familier med på råd'' og ''Fra familierod til familieråd'' fra den 16. februar - siger en familiekontaktperson om rådslagning: ''Før i tiden tog man problemet ud af familien. I dag tager vi familien ind i problemet.''

Tanken kan overføres til sygeplejen.

Patienten skal deltage, og patienten skal høres, lyder idealerne. Interaktion. Men holder den i praksis?

En leder fra psykiatrien og en uddannelsesansvarlig i hjemmesygeplejen mødtes på en café og kom til at tale om uddannelse, kurser og evnen til at inddrage patienterne. Den ene formulerede det sådan: ''Uddannelse og kurser er som wienerbrød. Når det er spist, er det væk.''

Da hun blev bedt om at uddybe synspunktet, sagde hun, at det efter hendes mening kneb gevaldigt for mange sygeplejersker med at sætte sig selv i skyggen og optræde professionelt. Den rummelige forståelse for patienten bliver koblet med en dybsindig tolkning af, hvad der betyder noget for patienten, men sygeplejerskerne glemmer bare en ting. At tale med patienten. Uanset mængden af kurser i kommunikation og nærvær.

Lederen oplever gang på gang, at hun siger til sygeplejersken: Har du spurgt patienten? Og svaret er næsten hver gang et lidt forbavset ''Neeej.''

Jeg vil foreslå, at sygeplejersker holder en national stilledag, både i primær- og i sekundærsektoren. Mandag den 3. marts skal alle sygeplejersker tie og lytte. Jeg garanterer for, at der bliver gode oplevelser til alle, og tænker på en anekdote fortalt af en praktiserende læge, som gik på arbejde med de værste tømmermænd, han nogensinde havde haft.

En af hans mest vanskelige patienter mødte op, men lægen havde kun øje for sin papirkurv, fordi han hele tiden tænkte på, at han om nødvendigt kunne kaste op i den. Patienten talte i et kvarters tid, rejste sig og takkede lægen, fordi denne havde lyttet så opmærksomt. Det var den bedste konsultation, patienten kunne mindes at have haft.

Nu vil det ikke være på sin plads at opfordre sygeplejersker til at møde op med tømmermænd d. 3. marts. Lad os derfor samles om den store øvelse: National stilledag for sygeplejersker.