Sygeplejersken
Når rygsækken bliver for tung
Ambulancepersonale har mere posttraumatisk stress end vietnamveteraner. Det viser en svensk undersøgelse. I Sverige satser man bevidst på forskning i præhospital akutsjukvård.
Sygeplejersken 2003 nr. 9, s. 8-9
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Ambulancearbejdet kan være dybt stressende. Det forsker man i på Högskolan i Borås. I sin dokumentarfilm Intima möten har Daniel Bergman samarbejdet med forskerne i Borås. Billedet her er fra hans film.
Underlig i hovedet. Aggressiv. Sådan havde han aldrig været før. Kollegerne kunne næsten ikke kende ham igen. Heldigvis anede de uråd og fik ham i behandling. Tre dødsulykker, hvor børn var indblandet, var det, der havde gjort rygsækken for tung.
Ambulancefolk bruger ofte billedet med den tunge rygsæk, når det handler om posttraumatisk stress, som er en reel risiko ved jobbet. Det har man fokus på ved Prehospen, afdelingen for præhospital akutsjukvård ved Högskolan i Borås.
En undersøgelse foretaget af sygeplejersken Anders Jonsson, som i dag er universitetsadjunkt og forsker ved afdelingen, viser, at hver femte af alt ambulancepersonale i Västra Götaland opfyldte kriterierne for posttraumatisk stress. Resultatet overraskede selv ham, der har været udsendt gennem FN otte gange og har oplevet at blive beskudt, bevæget sig gennem minefelter og taget hånd om lemlæstede og døde kroppe.
''Under FN-tjenesten så jeg, hvordan nogle kunne klare svære krigsoplevelser, mens andre ikke kunne. Da jeg så de samme symptomer blandt sygeplejerskekolleger, begyndte jeg at spekulere over, hvorfor vi klarer traumer så forskelligt,'' fortæller han til journalisten Maria Ejd i Vårdfacket nr. 10/2002. Næste år venter han at blive færdig med sin doktorafhandling om emnet.
Når der tales om svensk sjukvård, refereres der til det svenske sundhedsvæsen. Ordet svarer til det engelske ''healh care'' og omfatter både pleje og behandling.
Når forsvaret falder
Anders Jonsson sammenligner sin undersøgelse med tilsvarende, der er foretaget blandt vietnamveteraner. Det viser sig, at de svenske tal er en lille smule højere. 21,5 pct. af det svenske ambulancepersonale opfyldte kriterierne for posttraumatisk stress. I de amerikanske undersøgelser af vietnamveteranerne er tallet 20 pct.
Blandt nogle af de typiske symptomer på posttraumatisk stress er genoplevelse af begivenheden, mareridt under søvn, flashbacks og følelsen af, at man måske kunne have gjort noget mere. En nærmere analyse af nogle af casene i undersøgelsen viser, at ambulancepersonalet risikerer posttraumatisk stress, hvis de føler en stærk identifikation med ofret:
''Så snart et barn f.eks. er indblandet, falder alle deres forsvarsmure,'' forklarer han. Kammeratskabet blandt ambulancepersonalet er her uhyre vigtigt. Det er første trin, en slags uformel debriefing, til at bearbejde bagagen i rygsækken. Det kan de to ambulancefolk Bo og Jonas, der medvirker i Daniel Bergmans undervisningsfilm Intima möten, tale med om:
''Når man tidligere havde været ude for noget belastende, holdt vi det for os selv. Ingen vovede at sige noget, for så fik man bare at vide, at man var for blød og hellere skulle søge sig noget andet arbejde,'' fortalte de til Bergman under optagelserne (1).
I dag er det en selvfølge blandt dem og deres kolleger, at de kan tale om alt - fra forskellige opgaver til stemningen i gruppen. Men sådan er det ikke alle steder.
''Alle ledere inden for ambulancesjukvården forstår, at man behøver debriefing, hvis man har været med ved en stor ulykke. Dårligere står det til med forståelsen for den uformelle debriefing,'' siger Anders Jonsson.
Bliver specialister
Prehospen i Borås fungerer i dag som et kundskabscentrum, hvor underviserne både er aktive i praksis og bedriver egen forskning inden for akutsjukvården.
Anders Jonssons forskning i posttraumatisk stress får følgeskab af tre andre sygeplejersker, der har forskelligt perspektiv på deres forskning i ambulancesjukvård. En af dem, Caroline Ahl,
Side 9
undersøger, hvordan patienterne opfatter ambulancesjukvården, en anden, Birgitta Sundström, ser på personalets kompetence, mens Lena Hjälte kigger på, hvordan ressourcerne bruges inden for ambulancetjenesten.
Ideer til kurser og projekter på Prehospen kommer ofte fra sygeplejerskerne selv, ligesom uddannelser og temadage ofte skræddersys til ambulancesygeplejersker og ambulancepersonale.
Men afdelingen er især kendt for sin uddannelse til specialistsygeplejerske inden for akutsygepleje ''med inriktning mot ambulanssjukvård.'' Der bliver god brug for uddannelsen, eftersom den svenske sundhedsstyrelse (Socialstyrelsen) har besluttet, at der fra 2005 skal være en sygeplejerske i alle svenske ambulancer. Ambulancesjukvården omfatter bl.a. teknisk kunnen som defibrillering og intubering. Herudover kræves der avanceret køreteknik for at kunne køre under udrykning, ligesom man naturligvis skal oplæres i, hvordan man hurtigt og nemt finder frem til den rigtige adresse.
Den 1. oktober 2005 er den skæringsdato, den svenske sundhedsstyrelse (Socialstyrelsen) har sat for, at Sverige skal opfylde målet om, at hver eneste ambulance under udrykning skal være bemandet med en sygeplejerske. Sygeplejersker i ambulancer er efter styrelsens vurdering en forudsætning for en kvalificeret præhospital behandling. Den 1. oktober 2005 er også den dato, hvor det øvrige ambulancepersonale ikke må administrere lægemidler. Ifølge Vårdfacket nr. 10/2002 bliver det svært at nå målet med en landsdækkende sygeplejerskebemanding på ambulancerne i 2005. I nogle amter er man i dag oppe på 50 pct. dækning, men mange steder er der langt igen. For at klare kravet vurderes det, at der skal bruges mindst 600 sygeplejersker.
Litteratur
-
Kjærgaard G. Filminstruktøren vil være sygeplejerske. Sygeplejersken nr. 9/2003.