Et sus at arbejde med liv og død

Duften af popcorn fylder de rødmalede gange, hvor defibrillatorerne står tæt. En stor, hvid, dampende portion stilles på bordet hos sygeplejerskerne på ITA - Abdominalcentrets Intensiv Terapiafsnit. Alle langer til med tilfredse lyde. Klokken er ca. 01.30.

Kontorlampernes lys er skarpt i de mørke, varme lokaler, hvor bip fra monitorerne blander sig med ubestemmelige lyde af boblende væske i tuber og slanger. Ellers er der helt stille. Ingen hujende sirener, gråd eller blodige lagner. Intet af det, man kunne tro om en intensiv afdeling. Og dog. En kvindelig medicinstuderende sidder fast vagt ved en sengekant. Hun har blikket konstant rettet mod en lille dreng, som ligger i en meget stor seng sammen med to bamser. Han sover, er tilsluttet respirator, har to dræn i lungerne, og i morgen skal han opereres. Nu og da spjætter han lidt med arme og ben.

Familieliv

Sygeplejerske Lisbeth Østergaard foretrækker at have vagt om natten. I dagtimerne myldrer læger og pårørende ind og ud af stuerne. I nat er der fjorten patienter fordelt på tre observationsafsnit. De fire af dem ligger her, hvor der også er fire sygeplejersker samt forældrene til den lille dreng. De sover nede på gangen.

”Dagen kan være meget stressende. Nogle gange er det som på Hovedbanegården. De pårørende kan næsten kræve mere af dig, end patienterne gør,” fortæller Lisbeth Østergaard, der har passeret de 25 år som sygeplejerske.

Ligesom René Richard, der blev uddannet for syv siden, har hun været på intensivafdelingen i lidt over tre år. De er begge specialuddannede intensivsygeplejersker. Kun en af de fire sygeplejersker, som har vagt i nat, bryder sig ikke om det. Hans søn er på samme alder som den lille syge dreng. Og han synes slet ikke, det er let at have en to-årig og samtidig arbejde om natten. René Richard tager da også sin del af nattevagterne nu. Inden han bliver for gammel eller får familie at tage hensyn til, som han siger.

Lisbeth Østergaard fortæller, at hun med vilje tog de sene skift, da hendes datter var lille. Så kunne de ses om aftenen, før pigen gik i seng, og mor tog på arbejde. Det passede fint. Til gengæld kostede jobbet som sygeplejerske Lisbeth Østergaard et ægteskab undervejs.

Alle nikker, da én siger, det er et mentalt spørgsmål: Når familien sidder hjemme en lørdag aften, er det svært at skulle gå. Men hvis man fortæller sig selv, at det er forfærdeligt at gå på nattevagt, så bliver det også sådan.

Det er ikke altid, at dagtimerne er mest hektiske. En af de værste natoplevelser, personalet har haft, var, da taget blev skrællet af en svensk bus for nogle år siden under en bro i København. I løbet af ingen tid skulle sygeplejerskerne behandle flere patienter med alvorlige hovedtraumer, end de havde plads til.

I nat er der sket en ulykke i Tivoli. En dreng på fjorten år har knust sit ene ben i en forlystelse og ligger nu på operationsbordet. Afdelingen holder hinanden opdateret om, hvad Radioavisen har sagt. Denne gang er alle forberedte. Da han kommer ind omkring kl. 05, ser det ud til, at han beholder benet. Det er sådan nogle situationer, der definerer jobbet, mener sygeplejerskerne.

”Det er et sus at arbejde med liv og død på den måde. Et adrenalinkick,” siger Lisbeth Østergaard.

I nat er René Richard ansvarshavende og supplerer: ”Jeg tror aldrig, jeg kommer til at arbejde på en almindelig sengeafdeling igen. Her er de koordinerende opgaver og udfordringer for mig så meget større.”

Opslidende skift

Måske er det dét, der får sygeplejerskerne til at se stort på afsavnene, kaffeforbruget, de lidt for mange måltider, de hævede ben, luften i maven, ømheden i kroppen og søvnbesværet, når de endelig kommer hjem.

Ansatte, der arbejder mere end 200 timer i natarbejde, har ret til et helbredstjek. Det står i loven. Men det er ikke noget, hverken René Richard eller Lisbeth Østergaard har fået. Han er klar over, at han har forhøjet blodtryk, og hun har hørt om risikoen for brystkræft, der er forhøjet for kvindelige natsygeplejersker.

”Selvfølgelig er det skræmmende. Men vi kan jo ikke bare lukke og slukke kl. 23.00 og sige til folk, at de skal gå hjem,” siger Lisbeth Østergaard.

Hun synes, at det er skiftene fra dag til nat, der slider mest på kroppen. Hvis man kunne undgå det lange skiftearbejde og kun arbejde nat - mod bedre betaling - ville det give mere mening. ”Mit tillæg er minimalt. Til gengæld får vi rødvin til jul. Men det er også dét,” griner hun.

Lidt efter går hun ind for at powernappe i en massagestol. Det er som at sætte Side 15
 

sig på skødet af en massør, og efter tyve minutter er man bemærkelsesværdigt frisk. Et projekt på afdelingen har vist, at powernapping øger overskuddet til sociale aktiviteter og generel velvære. Og stolen bruges flittigt.

Døden som befrielse

Himlen er ved at skifte fra sort til mørkeblå. Sygeplejerskerne fylder op, noterer status på blodtryk, medicinering, puls. Bladrer i et blad, sludrer med de andre. Senere skal de tage blod- og urinprøver.

På spørgsmålet om, hvad der karakteriserer den bedste nattevagt, er svaret komplekst: Fødsler. Nyt liv. Men også døden, når den giver fred. René Richard prøver at forklare:

”Det værste er ikke, at folk er syge eller dør. Det er mere omstændighederne ved døden, der virkelig kan berøre mig. Der var et forældrepar, hvis ønskebarn kom til verden ved kunstig befrugtning. Barnet fik en hjerneskade efter en meningitis efter halvandet år, og vi måtte slutte behandlingen. Barnets død var en enorm befrielse for mig, men omstændighederne var ikke til at ryste af sig. Hvis dét ikke rørte mig, og jeg bare var en kold skid, skulle jeg ikke arbejde her,” siger han.