Når Gud uddeler sukkersyge

”Gud har givet mig sukkersygen, og Gud vil tage den væk igen.”

Med den indstilling hos en pakistansk indvandrerkvinde ligger der en stor opgave for sundhedspersonalet i at forklare hende, at man som menneske også selv kan være med til at afhjælpe sygdommen.

En rapport fra Dansk Institut for Sundhedsvæsen (DSI) om mødet mellem 1. generationsindvandrerkvinder og det danske sundhedsvæsen konkluderer, at begge parter, indvandrerkvinder og sundhedspersonale, er så høflige, venlige og forsigtige, at der ikke rigtig sker noget, når f.eks. Lubna fra Pakistan skal have styr på sin sukkersyge. Indvandrerkvinderne stiller ikke spørgsmål til de autoriteter, som sundhedspersonalet er, og sundhedspersonalet udfordrer ikke kvindernes måde at være patienter på, hedder det i rapporten.

Det er fagfolk som seniorforsker på DSI Eva Thune Jacobsen (kultursociolog og fysioterapeut), socialrådgiver og funktionsleder i psykiatrien Sussi Karise og læge Lise Dyhr, som står for rapporten. En række nøglepersoner har givet input til projektet, bl.a. sundhedsplejerske Grethe Hjul Mandrup og hjemmesygeplejerske Charlotte Jespersen.

Myter skaber barrierer

Der er tale om et pilotprojekt, hvor forskerne har valgt at følge tre indvandrerkvinder meget intensivt for sammen med dem at opleve deres møde med sundhedsvæsenet - i Lubnas tilfælde sygeplejerske, læge, laborant, fodterapeut og diætist.

Alt skal tolkes, og oplysningerne nærmest regner ned over Lubna, der hverken kan skrive eller læse. Derfor er det også temmelig nytteløst med det 16 sider lange informationsbrev på urdu om sukkersyge, som den venlige sygeplejerske udleverer til hende sammen med brevet til socialkontoret og beskederne om selv at sørge for at få en tid hos øjenlæge, fodterapeut og diætist - og også lige en ny tid i ambulatoriet om to måneder.

”Ja, det er jo mange informationer at få,” sagde sygeplejersken til sidst og nærmest til sig selv.

Som observatører og interviewere fik forskerne en fornemmelse af, at kvinderne reelt hverken forstod sundhedspersonalets budskaber, eller hvordan sundhedsvæsenet er struktureret og fungerer i Danmark.

De tre kvinder, rapporten handler om, befinder sig i en ganske særlig social situation, der er præget af isolation og deraf manglende integration i det danske samfund. Kvinderne har ingen eller få års skolegang, er ikke på arbejdsmarkedet, har et svagt socialt netværk og taler enten ikke dansk eller et meget dårligt dansk.

Rapporten peger her på, at netop kvindernes sociale situation, som har sammenhæng med deres helbredstilstand og brug af sundhedsvæsenet, stiller nogle krav til de forskellige personalegrupper.

Fikseret på kultur

En af barriererne er sproget, men selv brugen af en professionel tolk kan skabe forståelsesproblemer. F.eks. viser det sig, at kvinderne kan blive meget forskrækkede over de forebyggende undersøgelser. De kan tro, der er noget alvorligt i vejen, når lægen f.eks. siger ”Jeg laver lige en livmoderhalskræftundersøgelse.”

En anden barriere kan være de myter, der eksisterer hos sundhedspersonalet om de fremmede og deres kulturelle baggrund, fremhæves det. De kan være med til at ødelægge en dialog netop om forebyggelse. En af myterne går på, at det alligevel ikke nytter at fortælle om prævention, fordi ægtemændene absolut vil have flere børn. En anden myte er, at indvandrerkvinder ikke ryger, derfor behøver de heller ikke vide noget om rygeforebyggelse. Klamydia får de heller ikke, fordi de nok er jomfruer eller kun har sex med deres ægtemænd, og med hensyn til kolesterol og sukker, så vil de slet ikke høre tale om det, fordi de jo er så glade for de søde fristelser. Sundhedspersonalet undlader i mange tilfælde at tale forebyggelse, fordi man er så kulturfikseret, påpeger forfatterne.

Hvis sundhedspersonalet tror, det kun er kulturen, der er med til at understrege nogle forskelle, så blokerer man for at komme i gang med en forebyggende og sundhedsfremmende indsats.

Forfatterne peger derfor på, at de forskellige faggrupper i sundhedsvæsenet har brug for, at indvandrerkvinderne kan indgå i en dialog med dem. Det er forudsætningen for, at man kan yde en god og relevant behandlende og forebyggende praksis. Men hvordan kan det lade sig gøre? De tre forskere peger på disse løsningsmuligheder:

Prioritering af den koordinerede indsats over for socialt belastede familier, social og medicinsk screening af nyankomne indvandrere for at kortlægge eventuelle problemer, som kræver professionel indsats, øget fokus på indvandrernes ressourcer, konsekvent brug af professionel tolk samt afprøvning af forskellige integrationsmodeller, f.eks. ved tilknytning af tutorfamilier.