Dilemma: Selektiv sygepleje

Illustration: Bodil Molich

Jeanne er 32 år og skal være mor til sit første barn om en uges tid. Hendes graviditet har været ukompliceret, men en aften bliver hun indlagt på intensiv afdeling med vejrtrækningsbesvær. Hun bliver observeret natten over, og dagen efter bliver hun overflyttet til svangregangen. Her har hun ligget på en tosengsstue i tre dage, da hun kalder personalet sammen en eftermiddag.  

Fra sin seng fortæller hun to sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent samt afdelingssygeplejersken, at hun føler sig diskrimineret på afdelingen. Hun siger, at hun tydeligt kan mærke, at hun bliver behandlet nedladende, og at alle de andre kvinder på afdelingen får en mere engageret og venlig behandling, end hun gør. De øvrige patienter får både opmærksomhed og information, og deres pårørende får tilbudt kaffe af aftenvagten. Jeannes mand får derimod besked på at købe kaffe i automaten på gangen. 

”Jeg er 162 cm høj og vejer 135 kg. Min tanke er, at det har noget med det at gøre,” siger Jeanne.  

Afdelingssygeplejersken Sussi skal lige til at sige noget, men lader være.  

Hvordan ville du reagere, hvis du var Sussi?

Kommentar i Sygeplejersken nr. 30 2004

Hvis jeg var Sussi, ville jeg også tøve. Det gælder om at lytte og være forstående i situationen.  

Jeg ville først spørge mig selv: Diskriminerer vi mennesker her alt efter, om de er smældfede, er vissenpinde eller ligner fotomodeller?  

Bagefter skal der ikke tøves. Episoden vil sikkert gøre voldsomt indtryk på medarbejderne - især de, som blev stillet ansigt til ansigt med Jeanne. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejderne får en tydelig beskrivelse af Jeannes opfattelse og af episoden. Det skal drøftes internt, hvad diskrimination er, og hvordan patienterne kan opleve det i plejen - og hvordan det kan undgås. Sussi må tilbage og høre nærmere om Jeannes oplevelser og livshistorie. Jeanne har tilsyneladende ikke mistet selvtilliden i forhold til at hævde sin ret til at være her, selv om hun opfatter sig selv som fed. Jeanne skal også vide, at afdelingen har taget hendes klage alvorligt.  

Samtidig skal alle patienter jo ikke behandles ens, da mennesket er unikt. Derfor skal vi ikke få berøringsangst - men tværtimod turde engagere os i menneskets mangfoldighed. Hvilke tanker er der i øvrigt om barnet eller om natten på intensiv? Der er liv, der ikke har overskriften ”fedt.” 

Edith Mark, psykiatrisk sygeplejerske, formand for Sygeplejeetisk Råd.