Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lønnet praktik for gymnasieelever

Sygeplejerske in spe. Gymnasieelevernes interesse for lønnet praktik har været så stor, at 78 pct. har fået et afslag pga. manglende praktikpladser.

Sygeplejersken 2004 nr. 29, s. 42-43

Af:

Vibeke Rahbek, udviklingskonsulent, oversygeplejerske

2004-29-42-01Frederiksborgs Amts mål er at øge de unges interesse for sundhedsuddannelserne, så de søger ind på sygeplejeskolerne på kvote 1, dvs. direkte efter studentereksamen. Trine Sørensen er netop startet i erhvervspraktik. Hun går i 9. klasse på Staunsholtskolen i Farum.

Lønnet praktik er tidlig rekruttering af gymnasieelever og andre unge. Et projekt med lønnet praktik har været afviklet fem gange i efterårs- og vinterferier med start i efterårsferien 2001. Der ansættes 20 praktikanter i hver ferie. Indtil nu har der været ansat 100 praktikanter.

Lønnet praktik er et tilbud til de lidt ældre unge, som er tættere på at skulle beslutte sig for en uddannelse. En lønnet praktikstilling er en kombination af et fritidsjob og en praktikstilling på en sygehusafdeling. Gymnasieeleverne ansættes 20 timer om ugen og får 94,15 kroner i timen. Mens de oplever kulturen og miljøet i afdelingen, gør de gavn med praktiske opgaver.

Vores mål er at øge de unges interesse for sundhedsuddannelserne, så de søger ind på sygeplejeskolerne på kvote 1, dvs. direkte efter studentereksamen.

Der annonceres i lokalavisen, på www.sundhed.dk, og der hænges plakater op på gymnasierne en måned før ferierne.

Gymnasieelevernes interesse for lønnet praktik har været langt større, end vi har kunnet honorere. 78 pct. har fået et afslag, fordi der manglede pladser.

Kun 22 pct. af ansøgerne har haft mulighed for at komme i praktik. Interessen for sundhedsvæsenet fejler altså ikke noget. Det er et positivt problem, at så mange unge viser interesse, for vi har hårdt brug for de unge i de kommende år, hvor der bliver flere ældre og færre unge.

Side 43 

Ud af de i alt 457 ansøgninger fra 2001-2003 påtænker 150 (33 pct.) sygeplejerskeuddannelsen, 169 (37 pct.) har ikke taget stilling til en bestemt faggruppe, og 72 (16 pct.) overvejer at læse medicin i fremtiden. Vi formoder, at interessen for faggrupperne også viser, hvilke uddannelser de unge overvejer.

En god uge

Når ugen er slut, afholdes der evalueringssamtale, og evalueringsskemaet udfyldes. 90 pct. af praktikanterne mener, at ugen har været rigtig god eller god. Mange skriver, at projektet er ”super,” fordi det giver overblik over uddannelsesmulighederne. Det viser virkelighedens verden, og det er lærerigt og spændende, fordi det giver stor forståelse for sundhedsvæsenet og for mennesker. Det viser kontakten til og samarbejdet med patienterne. Flere skriver, at praktik på et sygehus burde være et tilbud i alle amter.

Vi har ønsket at undersøge, om de unge, som har været i erhvervspraktik, fastholder interessen. Alle 457 ansøgninger er derfor nærlæst for at se, om de unge uopfordret skriver, at de tidligere har været i erhvervspraktik på et sygehus.

8 ud af 61 af de unge, som søgte lønnet praktik første gang (uge 42/2001), havde tidligere søgt forgæves eller været i erhvervspraktik på et sygehus. Denne procent stiger jævnt over de år, hvor erhvervspraktik i sundhedsvæsenet er blevet populært. I 2003 er denne andel steget til 31 pct. (30 ud af 97) - et udtryk for en øget og fastholdt interesse for sundhedsvæsenets uddannelsesmuligheder.

96 af det samlede antal ansøgere på 457 = 21 pct. har søgt eller været i erhvervspraktik eller lønnet praktik. Disse tal kan godt være højere, da der her er tale om uopfordrede udsagn i ansøgninger om lønnet praktik. I fremtiden kan man forvente, at antallet af ansøgere, som får et afslag, stiger, hvis ikke der tilbydes det nødvendige antal pladser.  

Lønnet praktikant, 18 år

Et meget vigtigt ord i sygehusvæsenet er tavshedspligt. En pligt, som selvfølgelig skal overholdes. Derfor skrev jeg under på en tavshedserklæring. Det er klart, hvis jeg var patient, ville jeg ikke bryde mig om, at der blev snakket om mig på åben gade. Jeg har forsøgt at se alle situationerne som patienten, dvs. behandlet dem, som jeg gerne vil behandles, hvis jeg en dag bliver patient.

Organkirurgisk afdeling er en afdeling, hvor patienter ligger før og efter en operation. En afdeling, hvor der er stor forskel på, hvordan patienterne har det, og hvad de fejler. Jeg har haft utrolig mange oplevelser på denne afdeling. At følge en sygeplejerske, det er spændende. Patienter med afføring i pose, galdesten, kræft i maven, kræft i lungerne, blødende mavesår er nogle af de sygdomme, jeg har været i kontakt med. Jeg har fået lov til at udøve sygepleje på nogle patienter. Jeg har taget temperatur, målt blodtryk, skiftet sengetøj, skrevet blodprøvesedler, hjulpet med at hente medicin, hentet vand og snakket med dem. Stuegang var jeg sågar også med til. Det var enormt spændende. Først at gennemgå patientens journal, derefter snakke med patienten og til sidst diskutere patientens tilstand.