Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sats på de unge

Praktikanter. Der skal rekrutteres flere unge til sygeplejerskeuddannelsen for at forebygge mangel på personale. Derfor er der brug for politisk og ledelsesmæssig opbakning til at sætte nye initiativer i gang.

Sygeplejersken 2004 nr. 29, s. 44

Af:

Vibeke Rahbek, udviklingskonsulent, oversygeplejerske

2004-29-44-01Udviklingskonsulent og oversygeplejerske i Frederiksborg Amt, Vibeke Rahbek, introducerer et hold niende-klasses elever, inden de skal i erhvervspraktik på en sygehusafdeling i amtet. Foto: Poul Rasmussen

Selvom en undersøgelse i Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen viser, at ca. hver femte sygeplejestuderende har været i praktik inden studiestart, giver det dog ikke en sikker pejling på, om det nytter at invitere de unge i praktik.

Erhvervspraktikanter fra Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen kan jo være startet på sygeplejeskoler uden for Frederiksborg Amt. Tallet kan derfor være højere. Erhvervspraktikanter og lønnede praktikanter er mellem 15 og 19 år. Vi ved fra Frederiksborg Amts Sygeplejeskole, at de fleste sygeplejestuderende ved studiets start er 20-24 år. Der vil altså gå flere år, før virkningen af kampagnen kan ses. Tallene vil kunne sammenlignes med de fremtidige statistikker og give svar på, om indsatsen gør en forskel. Derfor fortsætter vi med at registrere, hvor mange sygeplejestuderende der var i erhvervspraktik med eller uden løn før studiestart.

Da der kan gå adskillige år mellem erhvervspraktik og optagelse på en sygeplejeskole, har vi en række andre tilbud, som skal være med til at motivere de unge til at søge ind på sygeplejestudiet.

Over halvdelen af de studerende til sygeplejestudiet optages via kvote 2. Her er adgangskravene ni måneders erhvervserfaring, samt at man har bestået fire af følgende gymnasiale fag:

  • Dansk på A-niveau
  • Engelsk på B-niveau
  • Fysik eller kemi eller matematik eller biologi på B-niveau
  • Samfundsfag eller psykologi på C-niveau.

Praktik for voksne

Vi har overvejet at udvide tilbuddet om praktik til kursister på voksenuddannelsescentret VUC Nordsjælland. De tilbyder en uddannelsespakke med fire hf-fag, som kan gennemføres på ét år. Kursisterne får optagelsesgaranti på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole, hvis de består og kan dokumentere minimum ni måneders erhvervserfaring, inden de starter på VUC. Erhvervserfaringen skal ikke nødvendigvis være fra sundhedssektoren, og nogle af kursisterne har heller ikke været i praktik på en sygehusafdeling.

Vi har tænkt på at invitere disse kursister i praktik i en uge eller to af deres 14-ugers sommerferie, så de kan få et indtryk af, hvilke opgaver og funktioner, der venter dem. Det vil måske også bidrage til, at flere sygeplejestuderende gennemfører studiet. En undersøgelse på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole af, hvorfor 34 studerende ophørte med uddannelsen, viste, at 13 af disse (27 pct.) mente, at uddannelsens indhold var noget andet end forventet.

Der er brug for politisk og ledelsesmæssig opbakning til at modtage flere gymnasieelever i sommerhalvåret. I ugerne 7 og 42 holder mange medarbejdere selv ferie, så det er svært at skaffe flere praktikpladser i disse uger.

Ledere og medarbejdere i de kliniske afdelinger har travlt med omorganiseringer, ledelsesudvikling, reducerede budgetter, akkreditering, rapporteringssystemer til utilsigtede hændelser og meget, meget mere. Det kan være svært også at få tid til erhvervspraktikanter. Hvis vi til gengæld ikke gør mere for at rekruttere unge til bl.a. sygeplejerskeuddannelsen, må vi se i øjnene, at fremtidens sundhedsvæsen får endnu større udfordringer end i dag. En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Sundhedsministeriet forudså allerede i 2000, at der ved udgangen af 2005 ville mangle 1.000 sygeplejersker. Allerede nu mangler de 1.000 sygeplejersker.

Vibeke Rahbek er ansat i sundhedsvæsenet, Frederiksborg Amt.