Cancerrisikoen ikke påviseligt øget

Dataindsamling. Umiddelbart tyder intet på forøget kræfthyppighed blandt personale på danske radiumstationer efter 1954. Omvendt findes der ingen oplysninger om, hvor meget bestråling fastansat personale på radiumstationer har været udsat for før 1954, og for sygeplejeelevers vedkommende ikke før efter 1969.

”Jeg har siden tænkt, at sygeplejeelevernes omgang med radium var himmelråbende uforsvarlig,” fortæller en af de sygeplejersker, som var elev på en radiumstation i 1950erne. En anden pensioneret sygeplejerske, som havde været elev på radiumstationen i Odense, fortæller om en atmosfære præget af frygt. Det var ikke velset at tale om risikoen ved arbejdet, men ældre elever og unge sygeplejersker trak sig væk fra arbejdet. 

Ikke repræsentative

Sygeplejerskerne, der har henvendt sig på grund af efterlysningen i Sygeplejersken (se side 30), er ikke repræsentative for sygeplejeelever på radiumstationer i 1950erne. De har hver især bidraget til et samlet billede af sygeplejeelevernes arbejdsfunktioner, arbejdsmiljø og vilkår på radiumstationerne i den periode, de var elever. Men der er intet mønster i deres helbredsoplysninger, og 23 personer er for intet at regne i en epidemiologisk sammenhæng.

Den pensionerede sygeplejerske, som henvendte sig til Sygeplejersken i håb om at få kontakt med elevkammerater, har lidt af en voldsom og pinefuld migræne i næsten 40 år. Tre af de øvrige kvinder har også fortalt om neurologiske lidelser, men ikke af samme karakter: En har haft en uforklarlig trigeminus neuralgi, som klingede af efter 10 år. En anden har haft en hjernecyste bag højre øre. En tredje har haft smerter bag øret og facialisparese, som senere fortog sig spontant. Ingen af de nævnte sygdomme regnes for relateret til ioniserende stråling.

Af sygdomme, som kan være relateret til stråling, har kvinderne kun nævnt få. En er blevet opereret for brystkræft for 14 år siden, tre har haft hudkræft, fire er behandlet for grå stær, og fire har begyndende grå stær, hvilket ikke er bemærkelsesværdigt hos personer mellem 60 og 75 år og en gennemsnitsalder på knap 68 år. De 23 kvinder synes generelt at have et ualmindelig godt helbred.

Selvom der ikke i Danmark har kunnet påvises øget cancerrisiko pga. ioniserende stråling i radiumstationer, regner man stadig personale, der har arbejdet med gynækologisk radiumterapi, for at have været en særligt udsat gruppe (3), som Cancerregistret følger udviklingen i.

Litteratur

  1. Visfeldt J. Human stråleinduceret cancer. Ugeskr laeger 1979;141(35):2365-8.
  2. Andersson M, Engholm G, Ennow K, Jessen KA, Storm HH. Cancer risk among staff at two radiotherapy departments in Denmark. Brit J Radiol 1991;64:455-60.
  3. Ennow K, Andersson M, Engholm G, Jessen KA, Storm HH. Epidemiological assessment of the cancer risk among the staff in radiotherapy departments in Denmark. In: Baverstock KF, Stathers JW. (editors): Low Dose Radiation: Biological Bases of Risk Assessment. London: Taylor & Frances; 1989. p. 327-32.

Der blev talt om, at to sygeplejeelever i København havde fået leukæmi.

”Vi vidste, det var farligt,” fortæller en tredje.

Sygeplejeelevernes nærkontakt med radium omkring 1950erne har også vakt undren og bekymring uden for elevkredse. På baggrund af målinger af stråledoser fra 1969 og frem blev der taget forskellige initiativer til at sikre arbejdsmiljøet på radiumstationerne (se artiklen ”Et dårligt og risikabelt arbejdsmiljø” side 35). Hensynet til arbejdsmiljøet har været en stærkt medvirkende faktor til, at kontaktbehandling med radium forsvandt helt fra kræftbehandlingen i 1990.

Det var fuldt ud erkendt, at arbejdet med radium var risikofyldt.

Usynlig trussel

Stråleskader er i deres natur skræmmende. Ingen sanser kan fortælle, om man bliver bestrålet, og mutationer og kræftsygdomme opstår oftest mange år efter bestrålingen. Stednavne som Bikini, Hiroshima, Nagasaki og Tjernobyl vil for altid være associerede med død og ulykke. Vi ved, at Marie Curie, som sammen med sin mand Pierre Curie opdagede grundstoffet radium, døde af stråleskader efter sine eksperimenter i laboratoriet, og mange har mødt eller hørt om læger og sygeplejersker, hvis hænder var stråleskadede efter arbejde på røntgenafdelinger. Det er forståeligt, at folk, der har arbejdet i nærheden af radioaktive strålekilder, bekymrer sig i perioder af deres liv, og det uanset om beskyttelsen har været tilstrækkelig eller ej. Hvis de bliver syge, kan det så skyldes stråling tidligere i arbejdslivet?

Den viden om senfølger af gammastråling, man har i dag, stammer hovedsagelig fra atombombesprængningerne i Japan i 1945, men også fra patienter, der har været behandlet med høje stråledoser. Det er især i skjoldbruskkirtel, bryst, lunger, hud, lymfekirtler og bloddannende organer, der kan påvises en øget hyppighed af kræft. Ved stråleinduceret leukæmi er latenstiden i gennemsnit 10 år, mens den er omkring 25 år for cancer i andre væv (1). Ud over cancersygdomme ses forøget forekomst af grå stær efter gammabestråling.

Kun få studier af kræftrisiko

personale i det hele taget. I enkelte epidemiologiske undersøgelser er dog fundet forhøjet forekomst af leukæmi og myelomatose hos røntgenpersonale sammenlignet med andet medicinsk personale.

I Danmark har alt medicinsk personale, man betragter som udsat for radioaktiv bestråling, siden 1954 båret dosimetre, som måler den stråledosis, personen udsættes for på forsiden af bryst-kassen, hvor dosimetret skal bæres.

Personale beskæftiget med stråleterapi har været udsat for de højeste stråledoser, målt både på den enkeltes gennemsnit og akkumuleret. Det foranledigede en kohorteundersøgelse af 4.151 personer, der havde arbejdet på radiumstationerne i København og Finsen mellem 1954 og 1982 (2). Statens Institut for Strålehygiejne har siden 1975 stået for monitoreringen og gemmer alle resultater i form af årlig stråledosis, persondata og beskæftigelse. Disse data er blevet sammenkørt med Cancerregistrets oplysninger om kræfttilfælde mellem 1968 og 1985.

Sygeplejersker, som var i nærkontakt med radium (42 pct.) og den lille gruppe personale, som pakkede og klargjorde radium til behandling (3 pct.), fik de største stråledoser. Af alle monitorerede personer fik 63 pct. mindre end 5 mSv og kun 9 pct. mere end 50 mSv (se henvisning til Beredskabsstyrelsens hjemmeside nederst på siden). Tre personer havde fået en akkumuleret dosis på mere end 1 Sv.

Der blev registreret 163 kræfttilfælde i alt, hvilket var knap ti tilfælde mere, end det kunne forventes i normalbefolkningen, men forøgelsen er ikke statistisk signifikant. Kun fem tilfælde af prostatacancer afveg fra den forventede hyppighed, men det blev betragtet som en ren tilfældighed, især da prostatacancer normalt ikke regnes for at være strålerelateret.

Biologiske virkninger af stråling

Som mål for ioniserende strålings virkning på mennesker benyttes måleenheden sievert (Sv).

En dosis på f.eks. 10 millisievert (mSv) vil forøge den gennemsnitlige kræftrisiko med 0,05 pct. Den naturlige kræftrisiko for hver dansker på omkring 22 pct. ville derved blive forøget til 22,05 pct.

Inden for medicinen er de største doser omkring 5 mSv/år.

Læs mere på: www.beredskabsstyrelsen.dk

Der blev kun observeret to tilfælde af leukæmi, som statistisk set skulle have optrådt 2,8 gange. Der var ikke øget forekomst af andre cancersygdomme, der normalt relateres til ioniserende stråling, og der var ingen sammenhæng mellem cancerhyppighed og den akkumulerede stråledosis eller antal år, den enkeltes dosimeter havde været i brug. Der var en svag, men ikke-signifikant forøgelse af risikoen relateret til, hvor tidligt i undersøgelsesperioden personen for første gang var udsat for bestråling.

Studiet er ikke stort og skal fortolkes med forsigtighed, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på forøget kræfthyppighed blandt personale fastansat på danske radiumstationer efter 1954.

Modsat må vi også konstatere, at der ikke er data om, hvor meget bestråling fastansat personale på radiumstationer har været udsat for før 1954, og for sygeplejeelevers vedkommende ikke før efter 1969. Om sygeplejeeleverne på radiumstationerne kan man heller ikke sige noget om øget forekomst af stråleinducerede sygdomme. Forklaringen er, at der ikke er bevaret data om sygeplejeeleverne på sygeplejeskoler og radiumstationer. Oplysninger om tidligere sygeplejeelever, levende eller døde, er væk.