En revolutionerende behandling af kræft

Historie. Radiumbehandling virkede, men var ikke uden alvorlige bivirkninger. Sidste behandling i Danmark blev givet i 1990.

SY-2004-31-31-1aRadiumbehandling af livmoderkræft med vækst ned i skeden. Røntgenfotoet af det lille bækken (til venstre) viser 12 radiumtuber anbragt i livmoderen og en radium-cylinder i skeden. Stregtegningen (til højre) viser radiumtubernes placering i livmoderkaviteten (1). Arkivfoto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet

Radiumbehandling af kræft er historie, men fortiden er ikke langt væk. Da man i Danmark ophørte med at behandle kræft i de kvindelige kønsorganer med radium i 1990, havde metoden været anvendt i 77 år.

Behandlingen blev altovervejende givet som kontaktbehandling, dvs. at radium blev anbragt i naturlige legemsåbninger som skede, livmoder, spiserør, mavesæk og endetarm. Ved læbekræft stak man radiumnåle gennem svulsten. Ved kræft i mundbunden anbragte man radiumstifter i en afstøbning af mundbunden, så den rigtige afstand til svulsten kunne sikres, og normalt væv kunne beskyttes mod stråling. Ved hudcancer lagde man radium direkte på svulsten. I dermatologien blev radium desuden anvendt til behandling af hæmangiomer og fodvorter.

Radiumbehandling virkede. På verdensplan forelå det første dokumenterede tilfælde af helbredt hudcancer i 1903. Fra 1928 samlede man i de følgende 50 år indberetninger om behandlingsresultater og fem-års-overlevelse for gynækologisk cancer fra efterhånden 110 institutioner verden over. Tidlig diagnosticering, centralisering og kombination af radium og ekstern røntgenbestråling øgede overlevelsen. I 1940rne var overlevelsen af gynækologisk cancer fordoblet. Mest markant var behandlingen af læbekræft, 93 pct. af patienterne var varigt helbredte efter fire en halv times behandling med radiumnåle.

Kontaktbehandling med radium

Den typiske behandling af kræft i livmoderhalsen var kontaktbehandling med radium. Radium indkapslet i en platintube blev lagt op i livmoderen, og i toppen af skeden blev anbragt en ca. tre cm lang æske, som også indeholdt radium. Efter 20-25 timer blev det hele fjernet. Behandlingen foregik ad to gange med 2-3 ugers mellemrum og blev suppleret med ekstern røntgenbestråling.

Ved livmoderkræft blev livmoderhulen udtamponeret med små platintuber, der indeholdt 10 mg radium, der blev ført op med et langt instrument. Hver tube var forsynet med en ståltråd, som endte i en lille plade med nummer på. De nummererede plader nåede uden for skeden, så tuberne kunne fjernes ved træk i ståltråden og i modsat rækkefølge af, hvordan de var lagt op 15-20 timer før. Radiumbehandlingen kunne suppleres med ekstern røntgenbestråling og senere med operativ fjernelse af livmoderen.

Ved indvækst i skeden blev en cylinder med 50-150 mg radium lagt op i skeden (1). Kvinderne var indlagt på radiumstationens sengeafsnit, mens de blev behandlet. Når røntgenbehandlingen var afsluttet, foregik oplægningen af radium på operationsgangen eller en behandlingsstue, ofte med patienten i narkose. Skeden blev fyldt op med gaze, så radiumtuberne ikke gled ud, og kvinderne skulle nu ligge helt stille på ryggen i den ordinerede behandlingstid på ca. et døgn. Radiumtuberne blev fjernet på sengeafdelingen (2).

Behandling med komplikationer

Den kombinerede røntgen- og radiumbehandling kunne give akutte reaktioner fra slimhinderne med diaré, smertefuld afførings- og vandladningstrang og evt. blødning fra tarm og blære. En

SY-2004-31-31-1bSide 32

anden akut reaktion var strålesyge med kvalme og opkastning. Røntgenbestrålingen kunne også give hudreaktioner.

Senere kunne der komme komplikationer som hudatrofi, sår med ringe helingstendens og udvikling af kræft. Kroniske stråleskader på tarmene optræder først efter et par år, nogle så sent som 25-30 år efter bestråling. Skaderne kan bestå i sår på tarmene, fistler, bindevævsdannelse, mekanisk ileus eller perforation (3).

Radiumbehandling af læbekræft. Fem radium-nåle er stukket gennem læbesvulsten (1). Arkivfoto: Medicinsk Museion, Københavns Universitet

Radiumstationerne i Danmark

Danmarks første radiumstation blev indviet i 1913 og havde til huse i lånte lokaler i det Kongelige Frederiks Hospital i København. I 1922 blev den flyttet til Finseninstituttet på Strandboulevarden. I Odense og Århus blev der oprettet radiumstationer i 1914, men først i Aalborg i 1972.

Driften af radiumstationerne var primært baseret på indsamlede midler, men fra 1963 blev driften overtaget af staten. Fra 1980erne blev radiumstationerne indlemmet i de onkologiske afdelinger. Radiumbehandling ophørte helt i 1990.

Radiumbehandlingen startede i København med én seng og én sofa i lejede lokaler. I 1945 var Radiumstationen i København Europas største med 150 sengepladser. Sideløbende udvidedes de øvrige radiumstationer. I 1952 var der ansat 150 sygeplejersker på radiumstationerne, og der blev årligt behandlet ca. 4.000 patienter på de tre største radiumstationer: København, Århus og Odense. Samtidig var indlæggelsestiden faldet, og ambulant undersøgelse, behandling og kontrol blev anvendt i vid udstrækning.


Litteratur

  1. Hansen HS, Præstholm J. Radiumbehandling i København. Et strejftog gennem radiums historie. I: Set og sket i Medicinsk-historisk Museum. København: Medicinsk-historisk Museums Venner; 1997. p. 10-9.
  2. Kaae S, Nielsen AD, Ratjen E, Bloch G. Radiologi. Lærebog for sygeplejeelever. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1956. p. 36-7.
  3. Balslev I. Tyndtarmens kirurgiske sygdomme. I: Hald T, Stadil F (red.). Kirurgisk Kompendium I. 2. udgave. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1996. p. 998-9.
Emneord: 
Kræft
Arbejdsmiljø
Sygeplejens historie