Boganmeldelser

Modspil til det konstruerede managementsprog

Kirstine Andersen

Kierkegaard og ledelse

København: Frydenlund 2004
164 sider, 228 kr.

Det er en modig bog, bl.a. fordi den tør sige, at god ledelse er ledelse på dansk, og at det universelle i god ledelse udspringer af lederens forhold til sig selv. Det skriver professor Ole Fogh Kirkeby i bogens efterord. Forholdet til sig selv kan godt være et fagligt forhold, og heri ser han bogens dybere pointe. 

Hvis man starter med at læse efterordet, kan det jo godt gøre en lidt nysgerrig efter, hvad denne teologisk-filosofiske tilgang til lederens verden har at bidrage med i en tid, hvor der ikke just er mangel på ledelseslitteratur. 

Kirstine Andersen, der er cand.phil., leder og konsulent, har ønsket at finde et mere poetisk sprog at omtale ledelse med, så konstruerede betegnelser som kompetenceudvikling, empowerment, proaktiv m.fl. kunne få et modspil. 

Valget af Kierkegaard som udgangspunkt begrunder forfatteren med, at hun skriver om at være et menneske og for at tænke med og skrive om ledelse, der bygges på ledelsesteori, socialkonstruktiv teori og metode med Kierkegaards filosofi. Faglige kompetencer forudsættes også i fremtiden at være i orden, men samtidig skal både medarbejdere og lederen besidde særlige menneskelige evner til at lære hele livet, til at skabe og tilpasse sig forandringer, til at samarbejde og danne netværk med andre og til at finde mening med sin beskæftigelse. 

Perspektivet er, at du ikke kan lede andre, hvis ikke du kan lede dig selv. De spørgsmål, der søges besvaret, er: 1. Hvordan kan vi få flere af ”de gode mennesker” til at gå ind i ledelse? 2. Kan vi gøre det nemmere at træde i karakter som ledere i Danmark? 3. Hvordan kan vi få flere ledere til at tage lederskabet på sig og gå foran og vise vej med en grundlæggende respekt for medarbejderne? 

Fem af kapitlerne er skrevet af kvinder med forskellig faglig baggrund for at supplere forfatterens egne 10 kapitler. Nogle af kapitlerne fokuserer især på de muligheder, forfatteren ser i Kierkegaards tanker, for at få ledere til at træde i karakter, dvs. forholde sig til sig selv, som man faktisk er, frem for som den, man gerne ville være. Tre lederskikkelser, inspireret af Kierkegaards spidsborger, æstetiker og etiker, fremlægges. Ledelse med Kierkegaard er at vælge at være leder med alvor og dermed at sætte mennesket først. En menneskelighed, som biskop Elisabeth Dons Christensen meget fint og nuanceret får præsenteret i sin artikel. 

Bogen er skrevet i et flydende sprog, der gør den let tilgængelig uden at være uinteressant.  

Det er en personlig bog, som med udgangspunkt i forfatterens egne tanker og erfaringer søger at bygge bro mellem ledelse og de eksistentielle sider ved at lede. En kritisk bemærkning er, at forfatteren har en tendens til uargumenterede, lidt postulerende, normative udsagn som ”vi reagerer alt for ofte ,” ”ledere er ofte overladt til ,” ”ledere skal hjælpe med.”  

Bogen er skrevet til de ledere, der har erfaring som leder, og som er villige til åbent at filosofere over egen praksis og egen eksistens som leder. 

Af Lisbeth Uhrenfeldt, sygeplejerske, cand.cur., BA i idéhistorie, ph.d.-stipendiat. Institut for sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet. 

Fra sygepleje til støtte

Marin Hansen red.

Psykiatri

Jeanet Kragerup, Søren Bech, Marin Hansen, Inge Olsen
København: Munksgaard Danmark 2004
512 sider, 398 kr.

Den korte titel ”Psykiatri” dækker over en betragtelig udvidelse af de 295 sider i den tidligere udgave af lærebogen ”Psykiatri - sygepleje og sygdomslære” for social- og sundhedsassistentelever. En del af stoffet er uændret, men ”Psykiatri” rummer også nye områder og formidlingsformer. 

Her er udviklingspsykologi, psykiatriens historie, grundbegreber og generel viden fra det psykiatriske arbejdsområde. Gennemgangen af de kognitive grundbegreber, teori og metode er en af nyhederne. De mest gængse psykiatriske sygdomme og ICD-10-diagnosesystemet gennemgås, og psykofarmakologien har fået en selvstændig plads. 

Social- og sundhedsassistentens opgaver i forhold til mennesker med psykiske lidelser er kernen.

Forfatterne bruger ordet ”støtte” med den begrundelse, at ”støtte” er mere bredt og dækkende end ordet ”pleje,” hvad assistentens ansvarsområde angår, også i forskellige kontekster i primær sundhedstjeneste. Pædagogik, kommunikation og praktisk hjælp vægtes, og principperne i kommunikation konkretiseres med referater af samtaler. Det er læringsmæssigt et gode, når den specielle terapeutiske kommunikation skal ind under huden. Hverdagsbilleder fra psykiatrisk praksis er gode til at skabe refleksion, og billederne kan anvendes i undervisningen, evt. suppleret med øvelser, hvor eleven udfordres på at søge viden og holdninger f.eks. om ECT-behandling. 

Den gamle lærebogs vendinger ”den depressive” og ”den psykotiske” er vendt til det depressive henholdsvis psykotiske menneske. Denne sproglige drejning rummer et mere eksistentielt syn på menneske og sygdom, som til dels også underbygges i valg af ordet ”støtte.” Sproglige finesser, der kan betragtes som en positiv skjult læreplan for, hvordan eleven bør møde mennesket i psykiatrisk praksis. 

En god og spændende lærebog, som også kan anvendes af social- og sundhedsassistenter og praktikvejledere. Der er et fyldigt stikordsregister, faktabokse opsummerer det vigtigste inden for et stofområde. Bogen er omfangsrig, og underviseren vil tvinges til en skarp prioritering. Mange facetter vil nok også først for alvor blive forstået af eleven i psykiatrisk hverdagspraksis. Denne relatering til praksis er en styrke. 

Man kan dog reflektere over, om det er godt for holdningen til psykiatri og mennesker med psykisk sygdom at indlede en lærebog med et historisk overblik, der sætter en afvigerdefinerende tanke- og tænkemæssig ramme? Som lærebog har ”Psykiatri” en stringent og faktaorienteret form. Hvorfor fremtræder kildehenvisninger og referencer så ikke mere klart, så elever og undervisere kan vurdere stoffets værdi? ”Danske undersøgelser viser ...” ”En svensk undersøgelse har vist ” Men hvilke undersøgelser og fra hvornår er ikke synligt. Bogen signalerer, at eleven selvstændigt skaber viden, så derfor ville jeg ønske, der var tydeligere referencer. 

Af Lis R. Jensen, klinisk sygeplejelærer, MEd, Psykiatrisk afdeling H, Fredericia og Kolding Sygehuse. 

Baggrundsorientering om brug og misbrug af rusmidler

Peter Ege

Stofmisbrug + afhængighed

Hos unge og voksne
København: Hans Reitzels Forlag 2004
175 sider, 225 kr.

Misbrugsbehandlingens grand old man, overlæge Peter Ege, har revideret og opdateret sin bog om stofmisbrug fra 1997 med henblik på at gøre den mere anvendelsesorienteret for professionelle i misbrugsfeltet. Han gør rede for rusmiddelproblemernes karakter og udbredelse og giver en oversigt over handlemuligheder. De forskellige rusmidler præsenteres historisk og farmakologisk, og der gøres grundigt rede for den sociale baggrund, der hyppigst er forbundet med misbrug.  

Bogen giver en bred baggrundsorientering om rusmiddelfeltet, men ingen præcise opskrifter på, hvordan man griber de enkelte interventioner an. Fraværet af detaljerede opskrifter på hvordan og hvornår skyldes ikke mindst, at Ege ikke mener, at der er identificeret metoder, som fører den direkte vej til helbredelse. Slaget står derfor om kvaliteten af indsatsen, hvad enten behandlingen hedder kognitiv terapi, Minnesota eller noget helt tredje.

Der er ikke, mener Ege, nogen behandlingsmetode, der er bedre end andre, men der er forskel på, om behandlerne er gode eller dårlige. For stofmisbrug er en kompleks affære, hvor problemer af alle slags fletter sig ind. Alene det at få de forskellige samarbejdspartnere til at koordinere deres indsats kræver nærmest heksekunster. Når amt, kommune, kriminalforsorg, stofbehandling, politi, praktiserende læger, civile organisationer og opholdssteder skal danse sammen, er det svært at få instrumenterne stemt i den rigtige toneart og spille i takt.

Dertil kommer, at der er mange forskellige grupper af brugere og misbrugere, hvis identitet og fremtoning spænder vidt. De unge, der danser på ecstasy, kan ikke slås i hartkorn med hashrygerne bag computerskærmene eller de psykiatriske patienter, som i selvmedicineringsøjemed afprøver skalaen af illegale stoffer. De socialt og psykisk belastede opiatmisbrugere, der udgør den klassiske kerne i narkomangruppen, er heller ikke så homogen, som fordommene om dem lader antyde.  

Bogen er ikke mindst et vægtigt indlæg i den politiske debat om, hvordan man bør tilrettelægge indsatsen for at håndtere brug og misbrug af illegale og legale rusmidler. For at ramme den rigtige balance er det vigtigt, at man forstår at stofmisbrug er et socialt og sundhedsmæssigt problem snarere end et moralsk problem. Derfor bør der, efter Eges mening byttes rundt på det forhold, at 80-90 pct. af de ressourcer, der er til rådighed til bekæmpelse af rusmidler, bruges til kontrolpolitik, mens de resterende 10-20 pct. bruges til forebyggelse og behandling. Uagtet at kontrolpolitikken nu har haft omkring 50 år til vise sin effekt, er der ingen, der har påvist nogen nævneværdig effekt i forhold til forbruget.

Det eneste, der står helt klart, er, at i samme tidsrum, som narkotikapolitiet er opbygget og udvidet, er antallet af stofbrugere og stofmisbrugere steget. Den logiske slutning ville være at opruste på den sociale og behandlingsmæssige side. Imidlertid kommer der hele tiden nye politikere til, der drømmer om at demonstrere kontrolpolitikkens effekt og derfor lover en stærkere indsats på området i skikkelse af mere politi og strengere straffe. Der er, mener Ege, ikke noget odiøst i at forbyde anvendelsen af selekterede rusmidler. I det komplicerede samfund, vi lever i, er der et behov for at blive befriet for nogle af de mere risikable frie valg. Uden at slippe kontrollen helt bør det efter Eges mening nøje overvejes, hvad det er, man får for pengene.  

Tilbage står spørgsmålet, om man kan købe det allervigtigste - nemlig en mere tolerant og favnende holdning blandt borgerne - for penge. Manglende integration i majoritetssamfundet er og bliver den største anstødssten i forsøgene på at normalisere tilværelsen for de hårdest ramte.  

Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske, etnograf, mag.art., ph.d., afdelingsleder, Stofbehandlingen Ringkøbing Amt.