Fra stress til arbejdsglæde

Når sygeplejerske Nana Wright bliver rigtig stresset og føler, at hun er ved at miste kontrollen, går hun for sig selv, fordi hun har brug for et sted at være alene og få styr på sine følelser.

Hun gør det ikke i smug. Hendes kolleger ved godt, hvad der ligger bag Nana Wrights ”flugt.” De ved, at det er hendes måde at tackle stress på. Og bemærkningen: ”Nå, nu har Nana lige brug for to minutter for sig selv,” er helt legal. Der er nemlig kommet åbenhed om stresshåndtering på afdelingen, Kirurgisk Gastroenterologisk afdeling D på Amtssygehuset i Herlev.

Nana Wright har lært teknikken af stresskonsulent Peter Kofoed, Center for stress, der har været tilknyttet afdelingen i snart to år i forbindelse med udviklingsprojektet ”Overskud i hverdagen.” Andre redskaber som vejrtrækningsøvelser og grounding (jordforbindelse) bruger hun også, og i mange tilfælde kan hun håndtere sin stress uden at gå afsides, og uden at andre opdager noget.

Et lille udvalg af de redskaber, Peter Kofoed har givet hende og hendes kolleger til at bekæmpe stress og forbedre det psykiske arbejdsklima, ses i boks om råd mod stress side 15.

Side 17 

Det er hans opfattelse, at mange medarbejdere på afdeling D (som bl.a. består af fire team) har fået en del arbejdsglæde tilbage og er blevet bedre til konstruktivt at sige fra over for kolleger, ledere, patienter og pårørende.

”Jeg mener, at der for de fleste teams vedkommende er sket et fald i stressniveauet. Det er, som om kulturen er ændret. Det er blevet legalt at bede om hjælp, når man er ved at tabe overblikket,” siger Peter Kofoed.

Han mener også, at medarbejderne er blevet mere bevidste om årsagerne til deres stress: ”Da projektet startede, var alle bare stressede. Nu er de mere klar over, hvad der stresser dem, og hvorfor.”

Nana Wright er en af de erfarne sygeplejersker på afdeling D, som ellers har været præget af stor personaleudskiftning. ”I de syv år, jeg har været ansat her, har der i perioder været stor flugt fra afdelingen. Folk fik nok af arbejdsbyrden og travlheden,” fortæller hun og forklarer sin egen vedholdenhed med, at hun er ”gammel og garvet.”

Hun har været glad for udviklingsprojektet, selv om det ikke har afskaffet travlheden på afdelingen.

”Men det har lettet låget på trykkogeren. Og ændret stemningen. Supervisionen med stresskonsulenten har været helt fænomenal. Vi har både lært hinandens reaktionsmønstre bedre at kende og lært at omgås hinanden bedre. Det har gjort det til et nemmere sted at være ansat. Nu kan

Side 18 

man åbent sige: Jeg er stresset, hjælp mig. Og ofte behøver man slet ikke sige det højt, for kollegerne har allerede opdaget det og har reageret,” siger hun.

Egne idéer i vandet

Ud over stress-supervisionen har Nana Wright også været tilfreds med de øvrige tiltag i projektet.

”Vi har fået plads og rum til at søsætte vores egne idéer. Som vel at mærke ikke har været udstukket pga. sparekrav. Vi har fået mulighed for selv at gå ind og ændre ting i vores arbejdsdag. Både små ting, som bare var lidt irriterende, og ting, som normalt ville have krævet en stor organisationsændring. Nu har vi kunnet prøve dem af, og måske indfører vi dem senere.”

Hun nævner den såkaldte akutstue, som teamet har afprøvet i praksis. Akutstuen er udelukkende beregnet på meget syge patienter, som tilses af to udvalgte medarbejdere, typisk en erfaren sygeplejerske og en nyansat sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent. De to skal så til gengæld kun koncentrere sig om at passe den eller de patienter, der ligger her.

”Tidligere var det en stressfaktor at føle, at man svigtede de andre patienter, mens man var nødt til at bruge sin tid på en dårlig patient. Akutstuen har taget noget af presset, og samtidig har den givet os mulighed for at ruste de nyuddannede og nyansatte kolleger bedre. Den har også taget toppen af deres stress og angst for den slags situationer,” siger Nana Wright.

Fleksibel vagtplan

Inden projektet havde afdelingen problemer med at tiltrække ny arbejdskraft. Men i dag får afdelingen flere kvalificerede ansøgere, når de slår en stilling op.

Anne Espersen søgte en stilling på afdelingens team 3 for snart et år siden, da hun blev færdig som sygeplejerske. ”Annoncen skilte sig ud fra de andre. Der var information om, hvad afdelingen gjorde for personalet, og det var derfor, jeg søgte stillingen,” fortæller Anne Espersen.

Hun fik nogle papirer om de forskellige muligheder, hun havde for at sætte sin arbejdstid sammen, og hun tog imod tilbuddet om at arbejde efter 3-3-modellen. Modellen går op med 28 arbejdstimer om ugen, men Anne Espersen ønskede 32 timer pga. økonomien, og det fik hun.

”Afdelingssygeplejersken lægger en speciel vagtplan for mig, og det er fedt. 3-3-modellen passer mig godt, fordi jeg som nyansat hurtigere bliver træt pga. alt det nye. Da jeg skulle til at søge job, havde jeg ikke forventet, at jeg kunne få så stor indflydelse på mit arbejde.”

Anne Espersen blev også forbavset over, hvor meget hjælp hun som nyansat har kunnet bede om.

”Her er det tilladt at sige fra, hvis en opgave bliver for stor en mundfuld. Og man kan spørge alle. Jeg tror, at der er mange nyuddannede, der stopper, fordi de bliver overraskede over, hvor stort et ansvar de har. Men jeg har på intet tidspunkt følt mig som en byrde for mine kolleger her,” fortæller hun.

Plads til svaghed

En anden fhv. nyuddannet sygeplejerske, Anja Rømer Mathiesen, har været ansat på team 4 i næsten et år. Hun blev også tiltrukket af afdelingens vilje til at gøre noget for at holde på medarbejderne og har også selv nydt godt af den personalepolitik.

”Da jeg havde fået jobbet, spurgte afdelingssygeplejersken, om jeg ville starte før for at deltage i nogle projektdage og supervision. Det var positivt, at de ville have mig med, selv om jeg var helt ny,” fortæller Anja Rømer Mathiesen.

Hun er gravid og er nu blevet fritaget for nattevagter de næste mange uger. ”Der er plads til at være svag,” som hun udtrykker det.

Et tredje eksempel er, at afdelingssygeplejersken ringede ind på afdelingen en søndag aften for at ønske hende god ferie. ”Det er den slags små ting, der gør det værd at være her, og det er også vigtigt på en afdeling som mave-tarm-kirurgisk, som er et meget hektisk speciale. Vi har mange akutte patienter og mange tunge patienter, f.eks. med cancerdiagnoser. Men her er heldigvis plads til den enkelte medarbejders behov.