Faglig kommentar: Minifismer

Gamle fru Nielsen har kastet op ud over hele dynen, på natbordet og ned over sengehestens ståltremmer. Sygeplejersken kommer ind på stuen for at give en besked og opfatter situationen i et hurtigt blik.

”Åh fru Nielsen, det var synd, det ordner jeg i en fart, så du ikke skal ligge i den lugt,” siger hun og smiler. En dagligdags hændelse, der er velkendt for alle sygeplejersker, men hvad er det, der sker? 

Hun er sygeplejerske med særlig interesse i udskillelser, specielt afføring - og kunstner i sin fritid. 

En lørdag formiddag holder hun åbent hus, og mellem kanelsnegle, kaffe og håndkolorerede kort tager samtalen en drejning, der betyder, at jeg bliver indført i et nyt begreb i sygeplejen. 

”Jeg benytter mig meget tit af minifismer,” siger hun. 

Jeg gransker min hukommelse, men kan ikke mindes nogensinde at have hørt udtrykket før. Der er kun en udvej. Jeg må erkende min uvidenhed. ”Hvad betyder det?” 

Hun nævner et par eksempler:

”Jeg kom engang ind på en stue til en ældre mand, og jeg kunne både se og lugte, at hele sengen sejlede med afføring. Manden var tydeligt forlegen og mumlede en serie undskyldninger. Han var flov over sit uheld, men jeg sagde til ham, at det ikke var noget problem. Jeg foldede det snavsede lagen sammen og beroligede ham med, at jeg hurtigt kunne få vasket ham og redt sengen igen. Jeg sagde vist også, at jeg havde set det, der var værre. Det er brug af en minifisme.” 

En gynækologisk sygeplejerske føjede uden besvær endnu et eksempel til samlingen.

Hun fortalte om en rumperet cicatrice og tarme, der lå på abdomen, hvorefter hun lagde en steril forbinding over miseren og i beherskede vendinger fortalte patienten, at der hellere måtte komme en læge og se på såret. 

For patienten betyder minifismer, at han ikke skal føle skyld, skam eller forlegenhed, og at dramatiske begivenheder nedtones. Sygeplejersken viser gennem mini- fismer, at det er en del af arbejdet at beskæftige sig med blod, afføring og opkast, og at det ikke giver anledning til mishag, at patientens udskillelser eller sekreter eventuelt lander lidt utilsigtet. 

Ved at bruge ordet minifisme bliver sygeplejen begrebsliggjort, og det er udmærket. For på trods af, at de fleste erfarne sygeplejersker benytter dem uden at tænke særligt over det, er det ikke en teknik, vi almindeligvis har en betegnelse for. Men i fremtiden kan sygeplejersker og sygeplejestuderende diskutere minifismer. Det teoretiske grundlag kan de hente i Jocalyn Lawlers bog ”Bak skjermbrettene. Sykepleje, somologi og kroppslige problemer.” Her definerer Lawler minifismer som ”verbale og/eller adfærdsteknikker, som bidrager til at mestre potentielt problematiske situationer ved, at man mindsker størrelsen, betydningen eller alvoren af en hændelse, der angår patienten. De er også metoder til at få en situation under kontrol.” (Egen oversættelse.) 

Brug af minifismer er ikke det samme som at bagatellisere. Det skal gøres med en sikker fornemmelse for situationens eventuelle alvor, så sygeplejersken ikke mister sin troværdighed på at nedtone en situation, der ikke skulle være tonet ned. Men kropssprog og ansigtsmimik skal passe til budskabet, og minifismer skal fremsiges med en vis optimisme, humor eller overbevisning for at være virksomme. Hvad man dog ikke kan få ud af at gå til åbent hus hos en kunstner.