Restdosering sluger ressourcer i hjemmeplejen

Trods tiltagende bevågenhed omkring ressourceforbruget i hjemmeplejen og en øget interesse for medicinadministration (1,2,3,4) er der tilsyneladende ikke nævneværdigt fokus på restdosering. Udvalgte kommuner har for nyligt dokumenteret, at 20-49 pct. af den totale plejetid anvendes på medicindosering (1). Selv om disse tal dækker store variationer i opgørelsesmetoder, skelnes der efter alt at dømme ikke mellem forbrug på dosering og forbrug på restdosering.

Restdosering defineres i denne forbindelse som dosering af medicin, der udsættes og/eller gentages, fordi forholdene på det tidspunkt, hvor doseringen skal foregå, ikke er optimale, og der derved må anvendes ekstra tid på opgaven.

Fra min praksis som vikarsygeplejerske har jeg kunnet registrere følgende årsager:

1. Manglende tilstedeværelse af medicin, f.eks. pga.

  • manglende bestilling af medicin
  • manglende afhentning af medicin
  • manglende udbringning af medicin

2. Manglende/utilstrækkeligt udstyr

3. Usikkerhed ved ordinationen, f.eks. pga.

  • forkert præparat
  • forkert styrke på præparatet
  • ændringer i ordinationen
  • ulæselig ordination

Manglende medicin

Det er min vurdering, at sværvægteren blandt årsagerne er den manglende bestilling af medicin. Hvis den sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, der har været i hjemmet ved sidste dosering, ikke har ringet/faxet/e-mailet besked til lægen, sidder kollegaen efterfølgende med problemet - f.eks doseringsæsker, der mangler opfyldning af et eller flere præparater.

Om bestillingen er overset eller glemt fremgår ikke nødvendigvis, ligesom ingen i det kommunale system forholder sig til det øgede pres, der dermed bliver på den samlede opgavebyrde. Det er forhold, der måske accelererer i ferieperioder, hvor man mindst af alt har brug for at skulle bruge tid på unødvendige opgaver.

Tekniske problemer med telefax o.lign. kan også være årsag til, at en bestilling ikke går igennem hos læge eller apotek.

Samarbejdet mellem patienterne, deres pårørende og hjemmeplejens personale om afhentning af medicin er en anden velkendt kilde til uregelmæssigheder. Det drejer sig ofte om, at de personer, der skal afhente medicinen, aldrig har fået besked om det - en besked, sygeplejersken selv skal give eller måske har overladt til borgeren at formidle.

Manglende udstyr

Det hænder, at der i patientens hjem ik-ke findes doseringsæsker, kanyler o.lign. Doseringsæskerne har måske heller ikke den rigtige størrelse til at kunne rumme alle præparater. Et faktum, der optræder højst en enkelt gang hos patienten, men som i en samlet oversigt vil have sin plads og berettigelse.

Usikkerhed ved ordination

Forkert præparat og ikke mindst forkert styrke på et præparat optræder ikke helt sjældent. Yderligere kan der være foretaget ændringer i ordinationen, hvor effektueringen er mangelfuld. Ulæselig skrift, overstregninger og usikkerhed om datoer for ordinering og seponering er blot eksempler på fejlkilder, der kan give behov for yderligere tjek inden dosering (4).

Hvor mange ekstra skridt der gås, hvor mange ekstra km der køres, og hvor mange ekstra timer der årligt bruges på den opgave, som restdosering er, er ikke opgjort. Ressourceforbruget kan være et incitament for kommunen til at sætte fokus på problematikken. Væsentligere er imidlertid de menneskelige aspekter. Forhold, der ved fokus på problematikken, beskrivelse og systematisk analyse, vil kunne øge tilfredsheden hos patienter, pårørende og plejepersonale.

Susanne Meldgaard arbejder for tiden som sygeplejevikar.

Litteratur

  1. Connecting Business & Technology. Kortlægning af praksis for medicinhåndteringen i den kommunale hjemmepleje ver. 0.9. Udkast, august 2003.
  2. Havemann L. Dosisdispensering - mulighed eller trussel. Sygeplejersken 2003;1:6.
  3. Honoré J, Christensen M. Hjemmeplejen bobler. Sygeplejersken 1999;9: 34-7.
  4. Meldgaard S. Fatale fejl. Sygeplejersken 2002; 43:26-8.
Emneord: 
Ressource
Hjemmesygepleje