For lidt krisehjælp til sygeplejersker

Sygeplejerskernes hverdag på børneafdelinger rundt om i landet er benhård. De tager sig af døende børn og sønderknuste forældre. De er vidne til ting, de færreste kan lægge fra sig, når de kommer hjem.

Det er vigtigt, at sygeplejerskerne får bearbejdet disse oplevelser, så de kan fungere i jobbet uden at brænde ud. Men mange steder er der ingen hjælp at hente. Sygeplejerskerne efterspørger mere supervision og psykologhjælp. Det er alt for tilfældigt, om de får tilbudt krisehjælpen, og nogle får aldrig talt forløbene igennem. Konsekvensen er, at oplevelserne tager meget lang tid at komme over.

På børneonkologisk afdeling på Odense Universitetshospital er der langtfra tilstrækkeligt med tilbud til sygeplejerskerne. Rikke Bassø Andersen er én af dem, som har haft brug for supervision, men i nogle tilfælde ikke fik det.

"Der bliver ikke taget hånd om det. Vi skal selv kæmpe alt for meget for at få supervision, men det bliver nedprioriteret. Ofte føler vi jo en stor usikkerhed efter et barsk forløb, og det er vigtigt at få bearbejdet," siger Rikke Bassø Andersen, der i stedet tog sagen op ved sygeplejefaglig vejledning.

Men det er ikke en optimal løsning. "Vi har tit for travlt til at deltage i de sygeplejefaglige vejledninger. Og så må vi bruge vores fritid," fortæller Rikke Bassø Andersen.

Sygeplejerske Pernille Christophersen supplerer: "Det er ikke altid, at vi har overskuddet til selv at tage hånd om det. Det er ærgerligt, at vi ikke automatisk bliver tilbudt supervision," siger Pernille Christophersen, som også arbejder på Odense Universitetshospital.

Nogle gange lykkes det dog sygeplejerskerne at overbevise ledelsen om, at de har brug for supervision. Ved en anden episode fik Rikke Bassø Andersen nemlig gennemtrumfet, at hun og kollegerne blev superviseret af klinisk psykologisk afdeling.

Ukvalificerede psykologer

På semiintensiv børneafdeling på Rigshospitalet er der af flere årsager også problemer med supervisionen. For det første har de så svært ved at finde kvalificerede psykologer, at der på knap to år har været fire forskellige psykologer tilknyttet. "Nogle af psykologerne har været håbløse. De forstår ikke vores hverdag, og derfor går man ofte fra en session uden brugbare redskaber til at blive bedre til at håndtere de svære situationer, man har stået i," siger sikkerhedsrepræsentant Mette Røschmann og uddyber:

"Vi oplever ofte komplikationer i forholdet til forældrene. Det kan give sygeplejersken problemer og gøre, at hun sætter spørgsmålstegn ved sin egen sygepleje og faglige kompetence."

For det andet efterspørger sikkerhedsrepræsentanten, at ledelsen sørger for, at supervisionen bliver sat ordentligt i system, så det ikke er noget, man selv skal gøre en kæmpe indsats for at opsøge. I dag deltager under halvdelen af de ansatte i supervisionen.

"Det er så vigtigt, at supervision bliver en del af kulturen. Derfor må ledelsen sørge for at organisere det, så det bliver sat i system," siger Mette Røschmann, som samtidig erkender, at personalet ikke selv gør nok eller har tilstrækkeligt overskud til at gøre noget ved det. "Vi er også selv for dårlige til at gå til supervision. Vi gider ikke rigtig eller prioriterer det ikke højt nok, fordi vi for ofte har oplevet, at vi ikke rigtig fik noget ud af timerne. Men vi er nødt til at tage det alvorligt," siger Mette Røschmann.

Sygeplejerskerne på Rigshospitalet bruger i stedet hinanden, når tingene presser sig på. Men det er ikke altid nok. Når usikkerheden er stor, og de hårde oplevelser hober sig op, er der sygeplejersker, som bliver stressede og syge.

Mange nye knækker nakken på det her. Og når folk bliver syge, er presset på os andre større. Det er så vigtigt at få lov til at læsse af, så man kan gå hjem og være bagefter," forklarer Mette Røschmann.

Ledelse overrasket

Chefsygeplejerske på Odense Universitetshospital, Alice Ratenburg, er overrasket Side 16
 

over kritikken. Hun understreger, at personalet allerede har mulighed for at få krisehjælp i klinisk psykologisk afdeling, og hun undrer sig over, at man ikke udnytter det.

"Jeg ved ikke, hvorfor nogle afdelinger ikke benytter sig af de muligheder. Men jeg vil tage fat i lederne og gøre opmærksom på, at man ikke skal holde sig tilbage for at benytte supervision," siger Alice Ratenburg.

Kritikken kommer derimod ikke bag på Sanne Wilsdahl, centerchefsygeplejerske på Rigshospitalet.

"Der er ingen tvivl om, at vi ønsker at optimere arbejdsforholdene for sygeplejerskerne. Vi er netop nu på vej med et nyt tiltag: Debriefingaftaler, der går ud på, at personalet bliver oplært i, hvad man gør, når man kommer ud for særlig voldsomme oplevelser. Det gør vi i erkendelse af, at personalet ikke ved, hvad de skal gøre, når den slags hændelser indtræffer," siger Sanne Wilsdahl.

Hun understreger samtidig, at supervision ligger højt på ledelsens prioritetsliste. Der er allerede indført supervision hver 14. dag for forskellige grupper af sygeplejersker. Samtidig er det muligt at få supervision, når der er behov - f.eks. dagen efter en hændelse. Og der er desuden mulighed for supervision via deltagelse i faglig vejledning.

Sanne Wilsdahl er godt klar over de problemer, der er med supervisionen, men hun er alligevel overrasket over, at sygeplejerskerne giver supervisionen så dårlige karakterer."Nu vil jeg tage emnet op til diskussion og høre, om det er en generel opfattelse blandt personalet, at supervisionen fungerer så dårligt. Jeg vil utrolig gerne have det til at fungere," siger Sanne Wilsdahl.