Mænd æder - kvinder psykologiserer

Resultatet er det samme, men vejen dertil er forskellig. Mænds forklaring på, hvorfor de er blevet overvægtige, er som regel ganske kort - stor madlyst. Kvinder har meget lange kronologiske forklaringer på, hvorfor de er overvægtige.

Arkivfoto: Polfoto

Side 41

Overvægtige kvinder har en tendens til at se deres overvægt som en konsekvens af en række uheldige omstændigheder i deres liv. Deres eget ansvar for overvægten nedtones. Overvægtige mænd opfatter derimod deres overvægt som selvforskyldt, fordi de ikke kan styre deres lyst til mad. Det er de mest markante resultater af et antropologisk feltarbejde, jeg udførte blandt overvægtige personer i 2001.

Har man én gang været overvægtig, er der stor risiko for, at man også dør som overvægtig. Det er kun et fåtal, der formår at tabe sig og fastholde vægttabet (1).

Mange overvægtige har derfor det, man kalder en yoyo-vægt. Det vil sige, at de kan smide x antal kilo ét år, men tager det hele på næste år, hvad der ifølge videnskabelige undersøgelser er endnu farligere end overvægten (2).

Forskning, der kan belyse, hvorfor det er så svært at tabe sig, er sparsom. Der findes mange undersøgelser, der ser på de biologiske og fysiologiske sider af overvægt, og flere undersøgelser belyser den psykologiske side af at være overvægtig. 

Det er eksempelvis påvist, at mange overvægtige har lavere selvværd og selvtillid (3), at overvægtige føler sig mobbet af andre (4) og ikke mindst, at ikke-overvægtige mener, at de overvægtige selv er skyld i deres overvægt, hvorfor de overvægtige selv må gøre noget ved vægten (5).

Men ingen har undersøgt, hvad de overvægtige selv mener om deres overvægt, og hvilke tanker det at være overvægtig genererer.

Feltstudium i fedme

Som del af min uddannelse på etnografistudiet på Aarhus Universitet i 2001 udførte jeg et feltarbejde med fokus på overvægtige voksne. Undersøgelsen var et forsøg på at udvikle en "fedtets antropologi" (6), altså at se på den overvægtige som menneske og dokumentere de tanker og betragtninger, de overvægtige selv havde gjort sig i forbindelse med deres overvægt.

Undersøgelsen varede ca. otte måneder og tog udgangspunkt i en slankeklub for mænd og i en interesseorganisation for overvægtige, hvor jeg mødte overvægtige kvinder.

Hos de to klubber var jeg med til klubaftener, hvor der eksempelvis var sportsaktiviteter, foredrag om relevante emner, kostaftener, vejning og andre arrangementer. I forbindelse med disse arrangementer udførte jeg deltagerobservation (7) og kvalitative interviews (8). Sideløbende med dette udførte jeg interviews hos den overvægtige i dennes hjem.

Tidligt i forløbet fandt jeg ud af, at der var forskel på, hvordan de overvægtige konstruerede deres overvægtsforløb. Det vil sige den forståelsesramme, også kaldet narrativer (9), de brugte til at forstå deres overvægt. Mit projekt begyndte derfor i højere grad at centrere sig om disse forståelser eller narrativer.

En sådan indsigt er nødvendig, da erfaringen siger, at vi ikke ændrer patienternes livsstil med løftede pegefingre og øget information. Ønsket og motivationen til den nye adfærd må komme fra patienterne selv og ikke fra læger, sygeplejersker eller andre velmenende eksperter.

Hvis vi ved, hvilke overvejelser den overvægtige gør sig i forbindelse med sin vægt, er det lettere at tilpasse hjælpen til den person, der har brug for at tabe sig.

Der er med andre ord forskel i den hjælp, vi skal tilbyde en overvægtig, der mener, det er genetiske forhold, der har forårsaget overvægten, og en person, der mener, det er kosten og den manglende motion, der har forårsaget de ekstra kilo.

Der er ikke forskel i det, det konkret handler om (bedre kost- og motionsvaner), men der er forskel i den tilgang og forståelse, vi skal møde den enkelte overvægtige med.

Overvægtshistorien

I mine samtaler med de overvægtige lagde jeg vægt på, at den overvægtige skulle komme med sin version af, hvorfor han/hun så ud, som han/hun gjorde. Et typisk startspørgsmål til et interview kunne derfor være: "Forklar, hvorfor du ser ud, som du gør?"

Overraskende viste det sig, at når jeg spurgte kvinderne, så kunne de fortælle i lang tid om dette spørgsmål, men når jeg spurgte mændene, tog svaret ganske kort tid.

Kvinderne havde en lang og kronologisk overvægtshistorie med flere specifikke begivenheder, de mente havde forårsaget deres overvægt. Disse begivenheder var ofte af psykisk art. Det kunne eksempelvis være en traumatisk barndom, en skilsmisse eller en flytning, hvor kvinden havde mistet sit netværk.

Så selv om kvinderne godt kunne se, at de havde spist og bevæget sig uhensigtsmæssigt, førte de den reelle årsag til overvægten over på en psykisk problemstilling og betragtede de ekstra kilo som symptomer på disse psykiske problemstillinger. Kvinderne

Side 42

mente derfor, at de havde et behov for de ekstra kilo, da de var med til at dæmpe deres psykiske problemer.

Når jeg i samtalerne med disse kvinder kom ind på et eventuelt vægttab, mente kvinderne - i tråd med denne logik - at hvis de skulle tabe sig, skulle de først have bearbejdet de psykiske problemer, før de kunne koncentrere sig om kosten og motionen. En ændring mod sundere kost- og motionsvaner ville blot, ifølge kvinderne, fjerne symptomerne og ikke helbrede problemet.

Hvor kvinderne lagde meget vægt på den kronologiske og kausale forståelse af deres overvægt, var mændene mindre fokuseret på dette. Adspurgt, hvorfor de var blevet overvægtige, svarede de, at det var, fordi de havde spist for usundt og samtidig ikke havde rørt sig.

Modsat kvinderne kom mændene ikke ind på specifikke begivenheder og anskuede ikke deres overvægt ud fra et psykisk udgangspunkt. Når jeg spurgte dem, hvorfor de havde spist forkert og ikke havde rørt sig, svarede de, at de havde en lyst til at spise den usunde mad, fordi den smagte godt.

Så modsat kvindernes behov for mad fokuserede mændene på lysten til maden. For at tabe sig mente mændene, at de blot skulle spise sundere og bevæge sig mere.

Offer eller ansvarlig

Mens de overvægtige ikke selv havde fokuseret og reflekteret over forskellen mellem kvindernes behov for mad og mændenes lyst til mad, begyndte jeg under projektet at arbejde videre med denne forskel. Det viste sig, at denne forskel mellem behov og lyst genererede forskelle i den måde, de overvægtige levede som overvægtige på.

Fordi kvinderne opererede med en psykologisk forståelsesramme, blev det personlige ansvar for overvægten nedtonet. Groft sagt kan man sige, at det set gennem kvindernes optik ikke var deres skyld, at de så ud, som de gjorde, men derimod skyldtes en række uheldige og uundgåelige omstændigheder i deres liv.

Min pointe er, at kvinderne hermed påtager sig en offerrolle i forbindelse med deres overvægt og på den måde opnår en beskyttelse mod både andres og egne bebrejdelser. Fordi kvinderne påtog sig denne offerrolle, oplevede de ikke samme skyldfølelse og flovhed over deres udseende, som hvis de havde påtaget sig ansvaret for deres overvægt.

Mændene havde ikke samme psykologiserende måde at forstå deres overvægt på. Mændene havde derfor ikke samme mulighed for at påtage sig offerrollen og dermed unddrage sig det personlige ansvar for overvægt. Den mest overraskende konklusion under mit arbejde var derfor, at mændene var mere personligt berørt af deres overvægt, end kvinderne var.  

Side 43 

Fordi mændene selv mente, at de var skyld i deres egen overvægt, mente de også, at de bare kunne lade være med at spise så uhæmmet. Set i det lys kropsliggør mændene derved samfundets generelle holdning til overvægt: At overvægt er selvforskyldt og et resultat af menneskelig uduelighed snarere end af patofysiologiske/psykologiske forhold (5).  

Min undersøgelse viste, at mændene på et menneskeligt plan i højere grad end kvinderne var hæmmet af deres overvægt. Således var mange af mændene utrygge ved at bevæge sig uden for deres hjem, de tænkte konstant negativt om sig selv, og de oplevede ofte ingen glæde ved livet. Dermed er naturligvis ikke sagt, at kvinderne ikke var negativt påvirket af deres vægt.

Støtte med kønsforskel

Ovenstående udpluk af de indsamlede data belyser forskellen mellem de to køn. En sådan kønslig forskel er før påvist i forbindelse med anden sygdom og lidelse (10). Derfor er det legitimt at mene, at mænd og kvinder håndterer sygdom og lidelse (her overvægt) forskelligt. 

Det interessante i forhold til behandling er, at der er en sammenhæng mellem den måde, man i bakspejlet konstruerer sin sygehistorie på (hvordan man er blevet overvægtig), og den måde, man ser en helbredelse (vægttab) på. 

Ideen er følgelig, at vi skal have denne forskellighed med i vores sundhedsfremmende og forebyggende arbejde og ikke arbejde ud fra en fælles formel. Hvad der er i tråd med moderne teorier om empowerment og patientforståelse (11).

Patienten skal tages alvorligt, da det er patientens tanker om sig selv og sin sygdom, der i høj grad er afgørende for de handlinger, patienten udfører, og dermed for, om patienten kan blive helbredt eller ej.

Hermed siger jeg ikke, at kvinder ikke skal tilbydes vejledning om kost og motion, og heller ikke, at mænd ikke skal have tilbud om psykisk hjælp. Sådanne grænser vil altid være flydende. Jeg siger derimod, at det vil være gavnligt at tilbyde psykisk hjælp til disse kvinder, (eksempelvis gruppeterapi, rabatordninger til psykolog/psykoterapeut osv.), mens mændene vil have mere glæde af støtte til at motionere og at komme lysten til mad til livs.

Anders Lindelof er stud.med., BA i etnografi og socialantropologi.

Litteratur

1. Wadden TA. Treatment of obesity by moderate and severe caloric restriction. Results of clinical research trials. Ann Intern Med 1993;119:688-93.
2. French SA, et al. Weight variability and incident disease in older women: the Iowa Womens Health Study. Int J Obes 1997;21(3):217-23.
3. Ross CE. Overweight and depression. J Health Soc Behav 1994; 35(March):63-78.
4. Lissner L. Sociale och psykologiska aspekter på fetma. In: Andersen T, Rissanen A, Rössner S (editors). Fetma/fedme - en nordisk lärobok. Lund: Studentlitteratur; 1998. p122-31.
5. DeJong W. The Stigma of Obesity: The Consequences of Naive Assumptions Concerning the Causes of Physical Deviance. J Health Soc Behav 1980;21(March):75-87.
6. Skårderud F. Uro - en rejse i det moderne selv. Viborg: Tiderne Skifter; 2000.
7. Spradley JP. Participant Observation. New York: Holt, Rhinehart and Winston; 1980.
8. Spradley JP. The Ethnographic Interview. New York: Holt, Rhinehart and Winston; 1979.
9. Good B. Medicine, rationality, and experience. An Anthropological Perspective. Cambridge: Cambridge University Press; 1994.
10. Showalter E. Hystories. Hysterical Epidemics and Modern Culture. New York: Colombia University Press; 1997.
11. Andersen ML, Brok PN, Mathiasen H. Empowerment på dansk. Frederikshavn; Dafolo; 2000.
12. Sundhedsstyrelsen. Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt. Forslag til løsninger og perspektiver. København: Sundhedsstyrelsen; 2003.
13. WHO. Obesity - preventing and managing the global epidemic. Genève: WHO; 1997.
14. Quaade. F. Fedmens psyko-sociale årsager og følger. Manedsskr Prakt Laegegern 1990;68(12):837-44.
15. Cade J, OConnell S. Management of weight problems and obesity: knowledge, attitudes and current practice of general practitioners. Br J Gen Pract 1991;41(April):147-50
16. Svendsen OL, et al. Fedme i Danmark. Ugeskr Laeger 2001;163 (suppl. 8).
17. Petersen TA-G, Rasmussen S, Madsen M. Danske skolebørns BMI målt i perioden 1986/1987 - 1996/1997 sammenlignet med danske målinger fra 1971/1972. Ugeskr Laeger 2002;43:5006-10.