Synspunkt: Inkonsekvente sygeplejersker

Sygeplejersker konfronteres med dilemmaer, hver gang de åbner Sygeplejersken. Der er efterhånden ikke grænser for, hvilke mere eller mindre tænkte situationer jeg er blevet opfordret til at kunne give mit besyv med om.

Der er noget underligt ved et dilemma. På den ene side er vores verden skruet sådan sammen, at andre i konkrete situationer helt berettiget kan og vil vælge anderledes end os. På den anden side tvinger dilemmaet os ikke altid til for alvor at tage stilling og tage konsekvensen af vores stillingtagen. Vi har nemlig lært, at sandheden er relativ, så hvordan skal vi for alvor kunne tillade os at anfægte andre menneskers valg?

Taler jeg utydeligt? I så fald vil jeg vove pelsen, mit køn, min profession og tidsånden til trods at konkretisere det. Hvert år gennemføres over 15.000 provokerede aborter på danske sygehuse. Det indebærer, at ganske mange sygeplejersker, læger, jordemødre m.fl. er involveret i at afbryde uønsket liv. Jeg er helt med på, at kvinderne, der ønsker aborterne, kan have deres grunde til indgrebet, men det rokker ikke ved den kendsgerning, at mange sygeplejersker i stor stil handler mod De Sygeplejeetiske Retningslinier, hvor det hedder: "Sygeplejersken skal ... medvirke til at beskytte og bevare liv."

Mange af de samme sygeplejersker ville måske aldrig selv kunne gennemføre en abort, men på den anden side føler de, at de må respektere en anden kvindes beslutning. Det er netop her, filmen knækker. For selv om jeg kan nævne utallige tungtvejende årsager til abort lige fra samlivsproblemer, økonomi, sygdom, alder osv., ændrer det ikke på, at indgrebet er en metode, hvor vi fjerner uønsket liv, fordi vi ikke vil have det eller ikke kan overskue konsekvenserne af graviditeten her og nu. Samtidig ved vi også, at der blandt os er masser af uønskede børn, der alligevel har fået et godt liv, fordi vores mødre valgte os - besværlighederne til trods. Jeg vil påstå, at sygeplejersker handler inkonsekvent, når det gælder om at fjerne det uønskede og besværlige liv.

Sygeplejersken nr. 3/2002 indeholder en lang række artikler om demens og beskriver på fornem vis de besværlige gamle, deres aldring og deres problemer. Det er en udfordring til os alle om at behandle dem med værdighed og respekt. På forsiden af samme nummer af Sygeplejersken refereres til en artikel længere inde i bladet "Tilfredshed med medicinsk abort" (læs: "succes"). Man spørger sig selv, om det virkelig er samme læserkreds, bladet henvender sig til? For hvordan kan de to menneskesyn forenes? Respekten for de demente og en omtale af medicinske aborter med "tilfredshed." Hvis jeg vil værne om den gamle, må jeg også værne om den ufødte. Hvis jeg mener, jeg kan afslutte et besværligt liv tidligt, kan jeg vel også gøre det, når det ældes.

Hvis vi skulle tage konsekvenserne af vores syn på abort, ville vi kunne reducere udgifterne i det danske sundhedsvæsen ganske betragteligt. Tag f.eks. en teenagepige med anoreksi. Jeg tør ikke gætte på, hvad hun koster samfundet pr. år, men jeg tør godt sige, at det ikke er billigt. Hvorfor ikke bare afslutte hendes og hendes families lidelser nu? Der vil både være millioner af kroner til folkeslag, der sulter, og til vores eget sundhedsvæsen i øvrigt.

Sådan handler vi imidlertid ikke, vores gerninger ville i så fald skrige til himlen. Hvordan kan vi så forsvare at afbryde liv, blot fordi det er ufødt - er et dilemma forsvar nok?

Henrik List er ansat på Københavns Amts Sygehus i Gentofte.