5 faglige minutter: Metodeforskrækkede sygeplejersker

"Har du erfaringer med hjemmeplejen?" spurgte min 86-årige genbo Agnete. Før jeg kunne nå at svare, fortsatte hun. "De er så forskellige." Efter et fald i hjemmet har hun for første gang i sit liv kontakt med det kommunale system og fortæller, hvordan en sygeplejerske kom og stillede sig op, "næsten som en lærerinde ..."

"Men hende fik jeg hurtigt pillet ned."

"Og så kom der en hjemmehjælper og stillede sig midt på gulvet og spurgte, hvad hun skulle lave, og en tredje hjælper kom og gjorde alting af sig selv."

Den meget forskelligartede tilgang til mennesker og problemer er en følge af personlighed og temperament, men er den rimelig? Det kom jeg til at tænke over nogle dage senere, da jeg mødte socialchefen fra en mindre dansk kommune.

"Jeg ved ikke, hvorfor vi er så metodeforskrækkede i Danmark," sagde han.

Han var til premiere på filmen "Familiens Råd," hvor familierådslagning som metode bliver præsenteret i en dokumentarfilm af filminstruktøren Ulrik Holmstrup (læs anmeldelse i Sygeplejersken nr. 11/2005). Metoden benyttes i socialt arbejde, men kan med lidt fantasi også bruges i ældreplejen og i psykiatrisk sygepleje. Men måske er vi også metodeforskrækkede i sygeplejen?

Spørgsmålet er, om patienterne får den sygepleje, der er viden til at give dem, eller om kulturen blandt sygeplejersker er en barriere? Er det en almindelig antagelse, at metoder - forstået som en systematisk måde at samle og bearbejde data på - hindrer dialog, respekt og helhedssyn, og at metoder forbinder sygeplejersker med et naturvidenskabeligt paradigme og med lægestanden, hvilket er det værste, sygeplejersker overhovedet kan forestille sig? Jeg ved det ikke, jeg spørger bare.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

 Uanset hvor du arbejder, så prøv at tage en blok i hånden og noter, hvilke metoder du tager i anvendelse på en almindelig arbejdsdag som grundlag for de beslutninger, du træffer.

Er du primærsygeplejerske med gang i kostregistrering, depressions- eller demensscreening, er du sundhedsplejerske med højde- og vægtkurver over skolebørnene, kirurgisk sygeplejerske med ernæringsscreening på programmet, medicinsk sygeplejerske, der vurderer risikoen for tryksår, anæstesisygeplejerske, der registrerer tørstetider på alle patienter over en periode? Eller benytter du dit helhedssyn koblet med mavefornemmelsen, når du beslutter, hvordan sygeplejen skal udformes?

Hvis du hører til dem, der anvender metoder i det daglige arbejde, gør de dig så til en mindre følsom, mindre høflig og mindre empatisk sygeplejerske?

Brug dog de metoder og hjælpemidler, der nu engang eksisterer. Der behøver ikke at være en modsætning mellem metoder og humanistisk sindelag. Der findes ordentlig og solid forskning i og om sygepleje inden for mange specialer og interessefelter, men nogen skal finde den frem og presse på, så den bliver anvendt i praksis. Nogen skal vise, at det er legalt at afprøve noget nyt, f.eks. at overføre en gennemprøvet metode som familierådslagning fra socialt arbejde til sygeplejen. Udbredt brug af metoder kan være frigørende for sygeplejersker, fordi det giver mulighed for at begrunde sygeplejen, så vi undgår det semiterapeutiske sprog, som grupper af sygeplejersker har tilegnet sig i et misforstået forsøg på at skabe en fagidentitet:

"Jeg hører, hvad du siger, fru Larsen," og det, der ligner. Det vil give empowerment til sygeplejersker, at de kan levere klare begrundelser for sygeplejen frem for at benytte et oppustet sprog hentet i pædagogikken og psykologien.

Ubehaget ved at sætte krydser i nogle fortrykte rubrikker må afløses af tilfredshed ved præcise arbejdsredskaber, der gør beslutningsgrundlaget tydeligt og mindre personbundet.

For Agnete kan det betyde, at personalet i hjemmeplejen ikke er så forskellige. Blot forskellige.

Men Agnete havde mere i ærmet: "Virker psykisk frisk," læste hun højt fra de papirer, hjemmeplejen havde efterladt i hendes køkken. "Det var da heldigt," kommenterede hun.