Fyret på grund af mistanke om tyveri

Foto: Nicolai Howalt

Måske var det, fordi de to ældre kvinder kendte hinanden, at hjemmesygeplejerske Louise i 2001 og igen i 2002 blev mistænkt for tyveri. Sladderen løber hurtigt i en mindre provinsby.

Har man først én gang fået mistanken kastet på sig, er den svær at slippe af med.

Hvordan skal man bevise, at man ikke har stjålet noget? Og er man et ældre menneske, der pludselig ikke kan finde et større pengebeløb i kontanter, kan det være en nærliggende tanke, at det måske er den person, der var på besøg i hjemmet i går, som har stjålet pengene. Specielt hvis man ved, at personen tidligere har været under mistanke. 

Første gang, Louise bliver beskyldt for tyveri, er i februar 2001. En ældre,dement kvinde anklager hende for at have stjålet 20.000 kr. og anmelder tyveriet til politiet. Da politiet ikke selv ringer til Louise, ringer hun selv og taler med dem efter nogle dage. Der er ikke tale om en formel afhøring. Flere personer er kommet hos den ældre kvinde i de dage, hvor pengene angiveligt skulle være forsvundet.  

Louise mener, at hun blev mistænkt, fordi hun var den eneste, som den ældre kvinde kunne huske navnet på. Ingen ud over den ældre kvinde er sikre på, om der overhovedet er forsvundet penge, og politiet lukker sagen uden at rejse sigtelse. 

Louise er både vred og ked af det, men hun føler, at hendes leder og kollegerne bakker hende op. Til hendes overraskelse bliver hun indkaldt til tjenstlig samtale med driftschefen, hvor hun får en mundtlig advarsel. Hun forstår advarslen sådan, at hvis der igen bliver rejst mistanke, vil hun blive fyret. Længe efter episoden er hun ekstra opmærksom på, hvornår og hvordan hun gør hvad, når hun er ude i private hjem. Hun går helst ikke ind i et rum alene, når hun f.eks. skal hælde medicin op. Efter nogen tid træder frygten for igen at skulle blive anklaget for tyveri lidt i baggrunden. Men så sker det igen.

Psykisk stressreaktion

Onsdag den 30. januar 2002 har Louise været ude hos en ældre kvinde om formiddagen for at give noget medicin. Nu sidder hun på distriktslederens kontor om eftermiddagen og får at vide, at kvinden har ringet til politiet og anmeldt hende for tyveri. Ifølge Louise siger distriktslederen noget i retning af: "Jeg er godt nok ked af at sige det til dig igen." Den ældre kvinde har ringet tre gange i løbet af dagen. For hver gang, hun har ringet, har hun ændret størrelsen på det forsvundne beløb. Nu drejer det sig om 12.000 kr.

Louise føler det, som om verden holder op med at rotere. Meddelelsen vil

Side 9

Billede

Side 10 

ikke rigtig trænge ind i hendes hjerne. Det er, som om hun er omgivet af en tyk skal. Alligevel møder hun på arbejde dagen efter om torsdagen, hvor hun har nogle administrative opgaver. Det meste af tiden sidder hun bare på sit kontor og drikker kaffe og ryger cigaretter. Fredag har hun fri. Hun har en dundrende hovedpine.

Om aftenen er hun frivillig hjælper ved det lokale lotterispil. Her besvimer hun pludselig. Der bliver ringet 112, og hun bliver indlagt på sygehuset i et døgn til observation for en eventuel hjerneblødning. Hun får stillet diagnosen psykisk stressreaktion. Mandag den 4. februar 2002 tager hun på arbejde, men kan slet ikke holde ud at være der og sygemelder sig.

Manglende opbakning

Politiet efterforsker tyverisagen, men finder intet bevis for, at der er forsvundet nogen penge. Sagen bliver henlagt, og sigtelsen frafaldet. Da Louise efter seks uger som sygemeldt er tilbage på arbejde på fuld tid, kommer distriktslederen og meddeler, at driftschefen har indkaldt Louise til en tjenstlig samtale. Hensigten er at give hende en skriftlig advarsel. Hun vil blive fyret, hvis der igen rettes anklage om tyveri mod hende.

Louise er rystet, og det samme er hendes kolleger. Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Viborg skriver et brev til Skive Kommunes driftschef den 1. marts 2002, hvor der står, at "det havde været mere passende og betryggende for de ansatte, at kommunen i sådan en sag bakkede op bag sine ansatte." Samtalen bliver dog gennemført den 6. marts 2002.

Både tillidsrepræsentant og en bisidder fra Dansk Sygeplejeråd er med til den tjenstlige samtale. De protesterer begge imod, at der kommer til at stå på skrift, at Louise vil blive afskediget eller bortvist, hvis det sker igen. Der ender med at stå i referatet fra den tjenstlige samtale, at det er betænkeligt, hvis Louise for ofte bliver bragt i mistanke, fordi "ved gentagne gange er kommunen sårbar i forhold til borgerne og virksomhedens omdømme." Referatet af samtalen bliver lagt i Louises personalemappe.

Protest fra kollegaer

Louises kolleger skriver et protestbrev til kommunen, hvor der bl.a. står: "Hvad er det for et menneskesyn? Hvor er personaleplejen og omsorgen for medarbejderne henne? Vi lever i et retssamfund, hvor man er uskyldig, indtil andet er bevist." Kollegerne understreger, at de alle vil kunne blive udsat for mistanke fra en klient. Det er en erhvervsrisiko, der følger med jobbet.

Konsekvensen af kommunens politik bliver, at personalet truer med, at de fra nu af altid vil være to, der møder op hos en klient. Sådan går det imidlertid ikke. Driftschefen får talt dem fra ideen. Argumentationen er, at det ikke kan lade sig gøre i praksis.

Hele sagen påvirker Louise og hendes familie dybt. Hun taber sig og kan ikke sove om natten. Hun griber sig selv i at stå foran spejlet i entreen og lede efter noget ved sit udseende, der gør, at folk tror, hun stjæler.

Skive Kommune udarbejder en politik for, hvordan kommunen skal forholde sig, når en medarbejder bliver anklaget for tyveri. Den handler bl.a. om, hvordan de ansatte kan undgå at komme under mistanke ved at følge en række forholdsregler. F.eks. afslå at tage imod gaver og penge og sørge for, at regninger bliver betalt over betalingsservice. I politikken står også: "Hvis en ansat gentagne gange anklages for tyveri, kan det betyde, at ledelsen mister tilliden til medarbejderen. I så tilfælde indkaldes pågældende til tjenstlig samtale hos driftsledelsen." Hvis en medarbejder bliver dømt for tyveri, vil det føre til afskedigelse.

En kuvert forsvinder

Året efter i foråret 2003 kommer Louise igen under mistanke. Hun er stadig ansat i hjemmeplejen, men arbejder også som vikar på det lokale sygehus. På et tidspunkt mellem den 15. og den 16. april 2003 forsvinder der en kuvert med nogle penge fra et medicinskab på sygehuset. Afdelingssygeplejersken anmelder episoden til politiet, og hun nævner 18 navne på personer, der har været på vagt i det aktuelle tidsrum. Det får en klokke til at ringe hos politiassistenten. Der er et navn, han har hørt før, nemlig Louises. Om politiassistenten direkte siger det til afdelingssygeplejersken, eller om hun bare kan se det på hans ansigt, har de forskellige opfattelser af. I hvert fald siger han til afdelingssygeplejersken, at hun skal kontakte hjemmeplejen, da han kan huske, at de har haft en sag, hvor en medarbejder var mistænkt. Han mener, at de to instanser, hjemmepleje og sygehus, bør se på, om der kan laves en procedure for at undgå en lignende situation igen.

Louise bliver ringet op på sin mobiltelefon af kommunens driftschef d. 5. maj 2003 kl. 10.15 og skal stille til tjenstlig samtale kl. 12. Hun er ude at køre på sin rute, og hun spørger til, hvad det drejer sig om. Hun får blot at vide, at der er opstået et problem. Hun aner ikke, at det drejer sig om den forsvundne kuvert. Hun ved slet ikke, at der var penge i den kuvert, der forsvandt fra sygehuset, og at kuverten ikke er dukket op. Det er omkring tre uger siden, hun hørte om den forsvundne kuvert.

Sort hul

Louise husker den tjenstlige samtale sådan, at det først går op for hende, at de mistænker hende for tyveri, da distriktslederen siger: "Jeg har jo talt med politiet." Herefter bliver hun præsenteret for et referat af telefonsamtalerne mellem afdelingssygeplejersken og distriktslederen fra den 24. april 2003. Politiet har opfordret afdelingssygeplejersken til at ringe til distriktslederen af hjemmeplejen, og her er det kommet frem, at Louise tidligere er beskyldt for tyveri.

Louise får at vide, at hun er fritaget for tjeneste indtil videre pga. ledelsens manglende tillid til hende. Referatet af samtalen er skrevet, allerede inden mødet er holdt, hun skal blot skrive under og aflevere nøgler og ID-kort. Louise skriver under, selv om hun ikke kan læse, hvad der står på papiret, fordi hendes blik bliver tåget. Hun har det nærmest, som om hun er i chok. På selve mødet ønsker driftschefen ikke at høre hendes egen udlægning af sagen, i stedet kan hun sende sine kommentarer. Louise suspenderes fra tjeneste med henblik på, at hun skal fyres.

Da hun kommer ud fra kontoret, tænker hun kun på hurtigst muligt at finde et toilet. Hun skal kaste op. Da hun kommer hjem, sætter hun sig i sofaen i hjørnet. Hun føler det,

Side 11 

som om hun synker ned i et sort hul. De fleste dage sidder hun bare og ser tv-serier flimre forbi på skærmen, mens hun trøstespiser og ryger cigaretter. Den 24. maj, tre dage inden hendes høringsperiode udløber, opdager hun, at kommunen allerede har slået hendes stilling op.

Dansk Sygeplejeråd hævder, at afskedigelsen er uberettiget, og den 26. maj 2003 indvilliger Skive Kommune i at give Louise en godtgørelse svarende til tre måneders løn oven i den løn, hun får i opsigelsesperioden. Begrundelsen for afskedigelse lyder på mistet tillid. Rent faktisk er hun ikke mistænkt, i hvert fald ikke mere end de 17 andre personer, der kan have været i nærheden af kuverten. Hun bliver hverken afhørt eller sigtet. Louise er overbevist om, at hun kun blev fyret, fordi politiassistenten genkendte hendes navn fra de to andre sager og foranledigede, at sygehuset kontaktede hendes arbejdsgiver, altså kommunen. Hun blev åbenbart for stor en belastning for Skive Kommunes omdømme.

Kritik af politiet

Efter episoden er kollegerne tavse. Én kollega er særlig harmfuld over den behandling, Louise har fået, men hun bliver kaldt ind til samtale hos sin overordnede, hvor hun bliver advaret mod at piske en stemning op. Senere bliver hun også talt til ro af en sygeplejerskekollega med et "tænk på dit eget job."

Louise hyrer selv en advokat, fordi hun mener, at politiassistenten har overtrådt sin tavshedspligt ved at nævne hendes navn over for afdelingssygeplejersken i forbindelse med den forsvundne kuvert. Sagen havner til sidst på Rigsadvokatens bord, som er øverste retsinstans, der behandler borgeres klager over politiet. Rigsadvokaten afgør den 9. marts 2004, at der ikke er dokumentation for, at politiassistenten har overtrådt sin tavshedspligt, men at han har "optrådt kritisabelt" ved bl.a. at opfordre afdelingssygeplejersken til at kontakte hjemmeplejen. "Han burde have indset, at dette ville kunne medføre, at sygehuset via oplysninger om den tidligere sag fik en bestyrket mistanke mod () i den nye sag, som ikke havde noget konkret grundlag, ligesom det ville kunne indebære, at hjemmeplejen fik oplysninger om den nye sag."

På forsiden

Fem uger senere er Louise ved at få morgenkaffen i den gale hals. På forsiden af Skive Folkeblad den 17. april 2004 står: "Sygeplejerske stjal penge fra pensionist." Overskriften er dog ikke møntet på hende, men derimod på en anden sygeplejerske i kommunen, som har erkendt at have stjålet og efterfølgende har mistet sit job. Problemet er, at historien bliver kædet sammen med, at kommunen også har afskediget en sygeplejerske pga. gentagne beskyldninger. Louise kan godt regne ud, at det er hende, det handler om. Direktør i Skive Kommunes børne- og familieudvalg, Inglev Jensen, udtaler bl.a. til avisen: "Det er ikke, fordi vi så dømmer den medarbejder, men vi har mistet tilliden til den pågældende, fordi vedkommende ofte er bragt i mistanke for tyveri, og så er et fortsat samarbejde umuligt."

I artiklen står der ikke noget om, at Louise aldrig er blevet tiltalt, og at kommunen har indvilliget i at udbetale hende erstatning.

Louises advokat ringer journalisten på Skive Folkeblad op for at gøre hende opmærksom på, at den væsentlige oplysning om Louises uberettigede afskedigelse mangler. Han skriver også til chefredaktøren, men avisen nægter at bringe oplysningen, medmindre de får en kopi af den relevante dokumentation. Louise frygter, at det vil få avisen til at bringe hendes navn på tryk. Hun giver op.

Usynlig

Siden Skive Kommune fyrede Louise fra hjemmeplejen i 2003, har hun ofte følt sig usynlig, når hun går på gaden. Tidligere kolleger eller samarbejdspartnere går forbi hende. Selv folk, som hun har arbejdet tæt sammen med i flere år. Samtidig er der steder, som hun undgår pga. sladderen. Det er, som om hendes historie allerede har stået på forsiden af Skive Folkeblad med navns nævnelse.

Ved det lokale bankospil, hvor hun igennem flere år har været medhjælper, var der en dag forsvundet nogle blomster, som stod på bordene. Straks var der én, der kom med en bemærkning, der var forsøgt indpakket som en spøg: "Prøv at spørge (), hvor de mon kan være

Side 12 

gad vide, om () har fået nye blomster derhjemme for nylig."

Louise er dybt påvirket af sagen. Sover dårligt. Har svært ved at koncentrere sig og skal skrive alting ned på gule lapper for at huske. Hun er ikke længere den glade person, hun var engang. I dag kan den mindste ting fremkalde gråd.

Hendes økonomi er anstrengt pga. den manglende stabile indtægt. Hun er tvunget til at tage vikariater, men det er svært, når oversygeplejersken for medicinsk afdeling direkte har sagt til hende, at hun ikke kan blive ansat på nogen af de medicinske afdelinger. Sådan husker Louise udtalelsen fra det møde, hun på eget initiativ holdt med oversygeplejersken to måneder efter, at kuverten forsvandt. På mødet deltog også afdelingssygeplejersken og en repræsentant for Dansk Sygeplejeråd.

Som 38-årig har Louise stadig mange år at arbejde i. Hun har overvejet at flytte fra Skive, men det er her, hele hendes familie bor, og hun har også sin kæreste og 18-årige søn at tage hensyn til.

For nylig gav Arbejdsskadestyrelsen hende medhold i, at den psykiske lidelse, hun pådrog sig i form af depression og stress, og som hun stadig har mén af, er arbejdsbetinget. Spørgsmålet om erstatning for ødelagt psykisk helbred er endnu ikke afklaret. Louises tidligere arbejdsplads Skive Kommune har fået besked om afgørelsen.

Forklaringer på, hvad der blev af de forsvundne penge, kommer næppe nogensinde. Louise må leve med, at hendes navn og person aldrig vil blive helt renset. Hun føler det som lidt af en trøst, at hun har fået anerkendt den psykiske arbejdsskade. Hun opfatter det samtidig som en anerkendelse af, at hun har været udsat for en urimelig behandling af Skive Kommune. 

Ansatte i hjemmeplejen arbejder i private hjem, hvor skønsmæssigt et sted mellem 10 og 18 pct. af klienterne enten er demente, psykisk syge, lider af vrangforestillinger eller har problemer med hukommelsen.