Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mentorordning for udenlandske sygeplejersker

H:S Sygeplejerskeuddannelsen etablerer fra september 2005 en kvalificeringsuddannelse for sygeplejersker fra lande uden for Skandinavien og EU. I den forbindelse oprettes en mentorordning.

Sygeplejersken 2005 nr. 15, s. 24-25

Af:

Ulla Gars Jensen, sygeplejerske, cand.scient.soc.

I forbindelse med etablering af en kvalificeringsuddannelse for sygeplejersker, som kommer til Danmark fra lande uden for Skandinavien og EU, har H:S Sygeplejerskeuddannelsen fået midler fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til at oprette en mentorordning knyttet til uddannelsen.

Erfaringer har vist, at det tager tid at få oprettet et mentorkorps, og derfor er vi allerede nu i gang med at finde sygeplejersker, der har lyst til at prøve kræfter med mentorrollen.

Formål med mentorordningen er at fastholde de udenlandske sygeplejersker gennem uddannelsen.

Mentoren støtter via ordningen sygeplejersken fra kvalificeringsuddannelsen til at få større erfaring og indsigt personligt og fagligt. En mentorordning består af en mentee og en mentor.

Mentee er en sygeplejerske, der er i gang med kvalificeringsuddannelsen. Mentor er en sygeplejerske med dansk autorisation, der har interesse for og erfaring med kulturelle aspekter.

Mentorerne har ingen uddannelsesmæssige forpligtelser i forhold til sygeplejersken i kvalificeringsuddannelsen.  Det er en frivillig opgave, hvor drivkraften er den enkeltes interesse for sagen.

Mentor er en fortrolig og ærlig samtalepartner, der kan lytte, spørge, sparre og guide. Mentor er en, man lærer af, det vil sige en person, der vil give viden, erfaring og tanker videre til andre som inspiration til personlig og faglig vækst.

Forholdet mellem mentor og mentee bygger på gensidig respekt og tillid, og mentorforholdet tager udgangspunkt i mentees ønsker og behov.

Det forventes, at man mødes med sin mentee en gang om måneden. Behovet for flere møder, telefonsamtaler eller andet afgør man sammen med sin mentee.

Ved kvalificeringsuddannelsens start etableres mentorforholdet for de udenlandske sygeplejersker, som ønsker det.

Det er herefter målet, at forholdet fortsætter, til kvalificeringsuddannelsen er afsluttet, og mentee har fået arbejde som sygeplejerske.

Undervisning i dansk

Kvalificeringsuddannelsen får et forløb på 8-24 måneder afhængigt af den enkeltes behov. Uddannelsen kommer til at indeholde en teoretisk del samt individuel teoretisk og klinisk undervisning og vejledning på grunduddannelsesniveau.

H:S Sygeplejerskeuddannelsen vil i samarbejde med et sprogcenter give tilbud

Side 25 

om danskundervisning gennem hele forløbet, hvis det er nødvendigt.

Det er H:S Sygeplejerskeuddannelsens koordinator for mentorordningen, der matcher mentor og mentee og hjælper ordningen i gang, og H:S Sygeplejerskeuddannelsen tilbyder introduktion samt et kort kursus i mentorfunktionen.

I Danmark er KVINFO (center for information om kvinde- og kønsforskning) det sted, hvor man har størst erfaring med netop den form for mentorordning, som vi ønsker at etablere i H:S Sygeplejerskeuddannelsen. Derfor har vi i planlægningen af ordningen haft gavn af samarbejdet med KVINFOs mentornetværks- koordinatorer. I H:S Sygeplejerskeuddannelsen er det studieleder Jutta Fogh, der er leder af projektet, og sygeplejelærer Ulla Gars Jensen, der er koordinator for etablering af de forskellige mentorordninger.

Ulla Gars Jensen, H:S Sygeplejerskeuddannelsen, Rigshospitalet, afsnit 7211.
Ulla Gars Jensen er sygeplejelærer, cand.scient.soc. og koordinator for mentornetværk