Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersken i Folketinget

Fingeraftryk. Birgitte Josefsen er nyvalgt medlem af Folketinget og tingets eneste sygeplejerske. Hun er glad for, at hun allerede har sat sygepleje- faglige fingeraftryk på det politiske arbejde.

Sygeplejersken 2005 nr. 15, s. 14-15

Af:

Søren Palsbo, journalist

Foto: Søren Svendsen SY-2005-15-14-01

"Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er stolt af mit fag. Jeg har haft et godt arbejdsliv, og jeg har det utrolig godt med at være sygeplejerske. Det har selvfølgelig også betydning for mit nuværende politiske arbejde."

Sådan siger Birgitte Josefsen, der blev valgt ind i Folketinget ved det seneste valg, og som i denne valgperiode er Folketingets eneste sygeplejerske. Hun er valgt i Hobrokredsen for Venstre og har i de få måneder siden februarvalget allerede sat kraftige sygeplejefaglige fingeraftryk på de kommende års sundhedspolitik.

"Hvad enten det drejer sig om politisk arbejde i amtsrådet, byrådet eller i Folketinget, så kan man jo ikke lægge et fag bag sig, som man holder af. Jeg har været forhandler for mit parti i forhold til aftalen om Kræfthandleplan II, og så kan jeg ikke undgå at tænke på, hvordan sygeplejen er tænkt ind i planerne, og hvordan planerne vil påvirke sundhedsvæsenet i det hele taget. Derfor vil det få en afsmitning, at det er en sygeplejerske, der arbejder med disse ting.

Derudover har vi i denne folketingssamling oven på valget skullet bruge alle vore kræfter på det, der skulle færdigbehandles i forhold til kommunalreformen og strukturreformen. Jeg har været tovholder sammen med en af mine partikolleger i forhandlingerne om de love, der har med sundhedsområdet at gøre. Der har været mange deputationer i høringsperioden for at fortælle, hvad de mener, lovgivningen skal tage højde for. Og jeg har selvfølgelig lyttet til det, der er blevet fremført, og jeg har også gennemgået det materiale, der er kommet fra Dansk Sygeplejeråd. Ud af de elementer, som Dansk Sygeplejeråd pegede på, lykkedes det at få et af områderne med i den nye sundhedslov, nemlig at sygeplejerskerne får sæde i specialeplanlægningsudvalget. Det er vigtigt, synes jeg. Som sygeplejerske og som folketingsmedlem har man mulighed for at argumentere på et fagligt grundlag. Og jeg tror da, det har været med til at påvirke ministeren."

Kontakten til faget

Birgitte Josefsen lægger vægt på at bevare kontakten til gamle kolleger, men hun får også mange henvendelser fra andre sygeplejersker om det politiske arbejde. Henvendelser, hun er glad for:

"Jeg mødes en gang imellem med nogle gamle kolleger i social sammenhæng. Men der er også andre sygeplejersker, der kontakter mig. Det er bl.a. sygeplejersker, som stiller op til de kommende regionsråd og til de nye kommunalbestyrelser, som spørger mig om mine erfaringer. Ikke kun sygeplejersker, der relaterer til Venstre, men sygeplejersker, der repræsenterer alle politiske retninger. Det synes jeg er fint.

Det samme oplevede jeg, da jeg sad i amtsrådet, og i øvrigt ikke kun henvendelser fra sygeplejersker, men også andre sundhedsfaglige grupper. Den faglige baggrund er et solidt fundament, vi har til fælles. Jeg har også selv i min tid i amtsrådet haft et glimrende samarbejde med en kollega fra SF, hvor vi som sygeplejersker sammen havde mange gode diskussioner af, hvor vi syntes, sundhedsvæsenet skulle bevæge sig hen.

I Venstres gruppe i Folketinget sidder to læger, Jørgen Winther og Preben Rudiengaard. Når vi tre rotter os sammen, siger vi ofte i spøg, at vi "går stuegang." Det er klart, at vi har nogle andre vinkler at drøfte sundhedsvæsenet ud fra end de andre i gruppen. Den faglige baggrund er der ikke nogen, der kan tage fra mig. Det er den, jeg bygger mit arbejde på. Jeg bruger den også i miljøudvalget, hvor der er mange emner, der har betydning for, hvordan vi som borgere påvirkes sundhedsmæssigt i vores dagligdag.

Alt i alt hænger de udvalgsposter, jeg har fået, fint sammen med min faglige baggrund og mit interesseområde. Det var især et meget stort ønske fra mig, da jeg blev valgt, at jeg fik plads i Sundhedsudvalget. Det er et eftertragtet udvalg, som mange gerne vil sidde i for at gøre deres indflydelse gældende. Så jeg var meget glad, da der kom besked om, at jeg havde fået plads i udvalget. Vi er syv medlemmer fra Venstre i udvalget, der i alt har 17 medlemmer.
SY-2005-15-14-02De store partier opdeler typisk ordførerskabet i udvalget. Det, jeg har fået som mit hovedansvar, er sundhedsfremme og forebyggelse, demensområdet og psykiatriområdet, og så har jeg et dele-ordførerskab med Jørgen Winther på kræftområdet.

Jeg er i den heldige situation, at jeg virkelig har fået noget at arbejde med. Der er ikke så meget ved at blive valgt som folketingsmedlem og så ellers sidde på den bageste række og trykke på afstemningsknappen, og det er så det. Jeg har virkelig fået lov at prøve kræfter af og arbejde med nogle ting, hvor jeg har kunnet øve indflydelse på det lovgivende arbejde."

En spændende tid

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg længe har været fortaler for, at vi skulle have en kommunalreform. Det, der kommer til at foregå på sundhedsområdet, er en styrkelse af den samlede indsats. Og så lægger jeg også stor vægt på, at vi styrker sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning ude i kommunerne, tæt på borgerne.

Det bliver en spændende tid for alt sundhedsfagligt personale og specielt da for sygeplejerskerne, som skal yde sundhedsfremme og forebyggelse og vejledning over for borgerne. Det er noget af det mest fornemme ved vores fag, at vi kan gå ud og rådgive om, hvordan vi som borgere holder os sunde og derved undgår at skulle afprøve sundhedsvæsenet "indefra." Sygeplejerskerne er efter min mening en faggruppe, der kommer til at spille en meget stor rolle.

Jeg har stukket en finger i jorden ude blandt kolleger og har ikke hørt nogen være negativ over for de kommende forandringer. Tværtimod glæder sygeplejerskerne sig til at skulle i gang med de nye opgaver."

Blander sygeplejerskerne sig nok i sundhedspolitikken? 

Birgitte Josefsen: "Det er måske ikke de menige sygeplejersker, man hører mest. Men de sygeplejefaglige ledere er jo blevet inddraget i processen, som er i gang ude i de enkelte kommuner. Når man hører dem beskrive deres opgaver i deres kommune, som nu skal sammenlægges med en eller flere andre kommuner, så giver det et klart indtryk af, at vi med kommunalreformen får sat enormt meget fokus på alle dele af sundhedsvæsenet. Alle sten bliver vendt. Dermed får vi også sat fokus på, hvordan vi løser opgaverne. Måske er der opgaver, vi kan løse på en mere hensigtsmæssig måde!

Men jeg er ikke i tvivl om, at sygeplejerskerne markerer sig som faggruppe i forhold til sundhedspolitikken. Når jeg har skimmet de 61 projektansøgninger til sundhedscenterpuljen igennem, så har sygeplejerskerne været enormt aktive i forhold til disse projekter. Sygeplejen er i høj grad tænkt ind i projekterne.

Ser vi på de kommende regioner, så er det min opfattelse, at vi får fem stærke sundhedsregioner, eftersom sundhedsområdet bliver deres langt vigtigste opgave. Et af de mest positive aspekter er, at regionerne nu får tilrettelagt deres virksomhed på en måde, så borgerne overalt i landet er sikret samme omfang af service og samme grad af kvalitet, fordi det er fastlagt, hvad regionerne skal tilbyde. Uanset, om det drejer sig om en borger i Tversted eller i det indre København. Det har været et problem tidligere, fordi man har været meget afhængig af, hvilket skatteudskrivningsgrundlag det enkelte amt har haft. Nu bliver det lige vilkår for alle. Så skal der forhandles med staten om økonomien hvert år, men det er jo også tilfældet i dag."

Blå Bog


Birgitte Josefsen, 53 år. Gift med Asger, der er selvstændigt erhvervsdrivende. Voksne børn på 31 og 26 år. Bor på mindre landejendom i Brønderslev Kommune. Desuden lille lejlighed i København (efter valget til Folketinget).

Politisk karriere:
Medlem af Nordjyllands amtsråd 1994-2005, medlem af Brønderslev kommunalbestyrelse fra 1998. Indvalgt i Folketinget den 8. februar 2005. Næstformand i Folketingets Planlægnings- og Miljøudvalg, medlem af Sundhedsudvalget, Paragraf 71-udvalget (tilsyn frihedsberøvelse) og Udvalget til Prøvelse af Valgene. Stedfortræder i Europaudvalget, Retsudvalget og Nordisk Råd.

Venstres folketingskandidat i Hobrokredsen fra december 2004 og i Fjerritslevkredsen 1999-2001.

Uddannelse:

Sygeplejerske, Vendsyssel Sygeplejeskole 1974. Orlov fra stilling på Psykiatrisk Sygehus, Aalborg. Tidligere mellemleder i hjemmeplejen, Brønderslev Kommune.

Andre tillidshverv:

Formand for Idrætsforeningen PSI-Serritslev. Medlem af lokalbestyrelsen i Røde Kors Brønderslev.

Medlem af repræsentantskabet i Øster-Brønderslev Sparekasse.

Hektisk entré

Birgitte Josefsen konstaterer, at hendes liv har været "ret hektisk" siden den 7. december sidste år. Det var den dag, hun blev opstillet til Folketinget for Venstre i Hobrokredsen, som tidligere var Svend Aage Jensbys kreds.

"Vi vidste ikke, hvornår valget kom, og det kom så meget hurtigt. Jeg skulle i en fart have fortalt, at jeg eksisterede, og hvem jeg var, så jeg kunne blive valgt, og det lykkedes heldigvis.

Det var en meget hektisk valgkamp for alle. Og det blev ikke mindre hektisk, da jeg blev valgt og kom herind og lige pludselig skulle finde rundt i dette hus på 55.000 kvadratmeter, hvis vi tager det hele med. Men jeg skulle også hurtigt finde ud af, hvordan den politiske verden er på Christiansborg. Alligevel synes jeg, det er gået over al forventning."