Diskrimination skal frem i lyset

Etnisk. Sygeplejersker bliver nødt til at forholde sig til den etniske mangfoldighed, siger to sygeplejersker, som fortæller, hvordan de har følt sig diskrimineret på deres arbejdsplads.

Diskrimination er en rigtig grim ting. Det synes både Peruth Pedersen og Nancy Sørensen, der har valgt at stå frem i tv og fortælle om deres oplevelser af netop diskrimination fra deres danske kolleger (TV-avisen, den 26. og 27. juli). Begge er sygeplejersker, uddannet på Ribe Amts Sygeplejeskole og med afrikansk baggrund. Men selv om det er svært at tale om diskrimination, er det nødvendigt at få belyst problemet, mener de og peger på, at der med et multietnisk sundhedsvæsen skal mere fokus på etnisk ligestilling.

"Det er træls at stå frem, men jeg betragter det som lidt af en gave at have prøvet diskriminationen på egen krop," siger Nancy Sørensen. Under et vikariat på Kolding Sygehus i 2004 oplevede hun, at nogle kolleger tog afstand fra hende - netop fordi hun havde en anden etnisk baggrund end de selv.

Nancy Sørensen, der er 55 år, har lige afsluttet en diplomuddannelse som mentor for sygeplejestuderende med anden etnisk baggrund end dansk.

"Under uddannelsen har mange af de etniske studerende givet udtryk for, at de følte sig diskrimineret, når de kom ud på afdelingerne. Jeg, der har boet i Danmark i over 30 år og betragter mig som værende fuldt integreret i det danske samfund, har haft svært ved at forholde mig til deres oplevelser. Men nu hvor jeg selv har prøvet at blive forskelsbehandlet på grund af mit etniske tilhørsforhold, kan jeg forstå dem," siger hun.

Nancy Sørensen har tænkt sig at bruge sine oplevelser konstruktivt til at hjælpe andre. "Oplevelserne i Kolding er i virkeligheden passé, nu gælder det om at komme videre," siger hun.

Det samme ønsker Peruth Pedersen: "I mange år har jeg lagt låg på mine oplevelser. Når jeg nu har valgt at stå frem, hænger det sammen med udviklingen i sundhedsvæsenet. I dag er der en etnisk mangfoldighed, og det må vi som sygeplejersker forholde os til. Vi bliver nødt til at tænke på, hvordan vi skal omgås hinanden, så vi undgår sager om diskrimination. Der skal jo være plads til os alle sammen."

SY-2005-16-09-01 SY-2005-16-09-02
Nancy Sørensen: "Det kan være træls at stå frem." Peruth Pedersen: "Der skal være plads til os alle ."

 

Både Nancy Sørensen og Peruth Pedersen føler, at kollegerne har sat spørgsmålstegn ved deres faglige kvalifikationer, selv om de begge er veluddannede og har boet i Danmark i hhv. 30 og 25 år. Og for begge er diskriminationen kommet som noget af en overraskelse, fordi ingen af dem har oplevet disse situationer før i henholdsvis 2004 og i 2001 og for Peruth Pedersens vedkommende også her i 2005.

De er begge bosat i det vestjyske, Nancy Sørensen i Grindsted og Peruth Pedersen i Varde. I dag arbejder Nancy Sørensen som områdeleder i hjemmeplejen i Esbjerg Kommune og Peruth Pedersen som klinisk sygeplejelærer inden for det medicinske område på Sydvestjysk Sygehus.

Utålelige spørgsmål

Det var først, da Nancy Sørensen gik over amtsgrænsen til Vejle Amt, at hun oplevede racisme fra kollegerne: "Mens jeg uddannede mig til mentor, søgte jeg et vikariat på Kolding Sygehus og tiltrådte i skolernes vinterferie, hvor afdelingen på det nærmeste var affolket.

Jeg fik ingen introduktion, men fandt selv ud af tingene og hørte i øvrigt ingen beklagelser. Det var først, da folk kom tilbage fra ferien, at der blev problemer.

Hov, hov, hvad gør du der? Sig os, er du lige blevet færdiguddannet som sygeplejerske? Er det rigtigt, du har lavet sårskifte uden at have handsker på? Utålelige spørgsmål, som eskalerede til, at nu var der patienter, som jeg den ene dag ikke måtte passe, fordi de ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Mit dansk var simpelthen for dårligt, mente kollegerne. Næste dag fik jeg besked på at passe de samme patienter, som man dagen før mente jeg ikke kunne tage mig af.

Afdelingssygeplejersken var desværre ikke indstillet på at løse problemerne, selv om jeg opfordrede ham til det, og en skønne dag havde han uden mit vidende skrevet i vores kommunikationsbog, at jeg havde kommunikationsproblemer med kollegerne. Jeg blev vred og ville vide, hvorfor han ikke først havde vist det til mig. Og efterfølgende spurgte jeg, om man på afdelingen nogensinde havde

Side 9 

overvejet, hvordan man skulle forholde sig til kolleger med anden etnisk baggrund end dansk, hvorefter han sagde:

Nu stopper vi her. Mener du, at vi diskriminerer? Jeg svarer bekræftende og tilføjer: Det skader jo ikke at have en holdning til fremmede kolleger på afdelingen, hvorefter han beslutter, at jeg om to uger igen skal til samtale med ham."

Situationen bliver ikke bedre for Nancy Sørensen. Kollegerne fortsætter med at overvåge hende, også selv om hun tilbyder, at de kan tale frit fra leveren og stille hende alle de spørgsmål, de har lyst til angående hendes baggrund, uddannelse osv.

Bliver overvåget

Også Peruth Pedersen, der er 46 år, har fungeret i flere år i job, hvor der ikke var problemer. Men i 2001 oplevede hun under sin ansættelse i hjemmeplejen i Varde Kommune, at forholdet til kollegerne begyndte at skride.

"Nu oplevede jeg, at der blev sat spørgsmålstegn ved min faglighed. Det kom egentlig snigende, og på et tidspunkt måtte jeg erkende, at nu var der ikke tale om mobning, men om diskrimination. Det samme er tilfældet i det job, jeg har i dag, hvor jeg fungerer ved det medicinske område både i Esbjerg og Brørup. Mens forholdet til kolleger, studerende og patienter er fuldstændig uproblematisk i Brørup, er det temmelig anstrengt i Esbjerg. Her føler jeg mig udelukket fra fællesskabet, bliver fuldstændig overset - og værst - jeg bliver kontrolleret i alt, hvad jeg gør," fortæller hun.

Hun havde fortalt kollegerne om en tidligere erfaring fra en anden arbejdsplads med en studerende, som bl.a. ikke overholdt afleveringsfrister, og som endte med at kalde hende kælling. Sagen blev dog ordnet til alles tilfredsstillelse, også den studerendes, som indså, at hun havde forløbet sig.

"Den oplevelse gjorde mig stærkere, syntes jeg og fortalte kollegerne om den, men da jeg så var til en evaluering på mit nuværende job, fik jeg at vide, at jeg jo tidligere havde haft problemer med de studerende. Herefter blev der holdt møder uden mig for at fastlægge, hvad jeg skulle lave, at jeg skulle køre efter en bestemt plan, hvilket umuliggjorde arbejdet for mig. Derfor var det på tide at kontakte Dansk Sygeplejeråd, følte jeg."  

Mangfoldighedsnetværket

Dansk Sygeplejeråd har bedt amtskredsene melde tilbage, hvis de kender til sager om diskrimination, så organisationen kan danne sig et overblik over problemets omfang. Men ifølge Özlem Cekic, danskuddannet sygeplejerske med kurdisk baggrund og amtskredsmedlem i Dansk Sygeplejeråd/Hovedstaden, er det langtfra tilstrækkeligt. Özlem Cekic er initiativtager til Mangfoldighedsnetværket for sygeplejersker med anden etnisk baggrund, og herfra har man bedt Dansk Sygeplejeråd tage initiativ til en gennemgribende undersøgelse af de problemer, som de etniske sygeplejersker møder ude på arbejdspladserne. "Sager om diskrimination må ikke havne i kassen med sager om mobning og samarbejdsvanskeligheder. Når sygeplejersker forskelsbehandles på grund af deres etniske tilhørsforhold, er der tale om diskrimination, og det er ikke lovligt," siger Özlem Cekic. Selv er hun skuffet over, at Dansk Sygeplejeråd ikke har kendskab til de tilfælde af diskrimination, som en række medlemmer har oplevet. "Vi har gjort opmærksom på problemet det seneste år, men man har ikke taget os alvorligt, før sagen er dukket op i medierne," siger hun.Kun få penge til videre-uddannelse Der er ingen samlede opgørelser over, hvor mange penge der bliver brugt til videre- og efteruddannelse for sygeplejersker. Midlerne forvaltes decentralt, og i det samlede regnskab udgør pengene til videre- og efteruddannelse forsvindende lidt.

Følte sig svigtet
Nancy Sørensen henvender sig til Dansk Sygeplejeråd i Vejle Amt. "Psykisk har jeg det efterhånden elendigt, har sygemeldt mig og må derfor have hjælp til at komme videre. Til medarbejderen i amtskredsen siger jeg, at jeg har brug for en bisidder, når jeg skal forklare mig over for afdelingssygeplejersken. Men jeg får dette svar fra medarbejderen:

Du ved godt, vi ikke går ind og blander os i den slags sager. Tal med din oversygeplejerske om det. Nancy Sørensen henvender sig to gange til amtskredsen, men får samme besked fra medarbejderen.

Også Peruth Pedersen oplever afvisning af sin lokale amtskreds. "Da jeg kontakter amtskredsen i Ribe Amt i 2001, får jeg at vide, at der er tale om mobning, og at jeg bare kan finde mig

Side 10 

et andet job. Da følte jeg virkelig, at min fagforening svigtede mig," siger hun.

I den aktuelle situation henvender hun sig til fællestillidsrepræsentanten og får at vide, at da hun er klinisk sygeplejelærer og dermed ikke ansat i en basisstilling, skal hun kontakte Dansk Sygeplejeråd direkte. Der er nu aftalt både et formøde og et opfølgende møde i august med Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Ribe.

For Dansk Sygeplejeråd har TV-avisens to indslag om diskrimination, hvor både Nancy Sørensen og Peruth Pedersen har medvirket, været noget af en overraskelse.

Dansk Sygeplejeråds 2.-næstformand, Aase Langvad, måtte erkende, at hverken hovedbestyrelsen eller Dansk Sygeplejeråd centralt var vidende om, at nogle af medlemmerne oplever diskrimination på arbejdspladsen.

"Det kommer helt bag på os," siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer: "Men der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Sygeplejeråd faktisk tager diskrimination meget alvorligt. Vi ønsker et samfund og et sundhedsvæsen, hvor der er plads til alle."

Samarbejdsproblemer

Amtskredsformændene i Vejle og Ribe, Birgitte Krusell og Anni Pilgaard, havde heller ikke kendskab til de to forløb i 2004 og i 2001, fordi der aldrig blev egentlige sager ud af henvendelserne til amtskredsene.

"Men selvfølgelig er jeg vidende om den sag, som Peruth Pedersen nu har indbragt for amtskredsen," siger Anni Pilgaard, der dog ikke kan udtale sig konkret om den nye henvendelse. Efter at Peruth Pedersen har været i TV-avisen, har Anni Pilgaard igen kigget på henvendelsen og må konstatere, at det har drejet sig om samarbejdsproblemer - og ikke diskrimination.

"Kemien passede simpelthen ikke mellem de involverede," forklarer hun. Både Anni Pilgaard og Birgitte Krusell tager kritikken alvorligt. Begge ser det som deres naturlige opgave at bekæmpe racisme og diskrimination.

"Som fagforeningspolitiker er det min opgave at slå hårdt ned, hvis det forekommer. For den slags accepterer jeg ikke. Det samme gælder, hvis det drejer sig om mobning. Men som amtskredsformand har jeg en forpligtelse til at trænge til bunds i en sag, og det betyder, at jeg skal høre alle parter og se sagen fra alle sider," siger Anni Pilgaard.

Fremover vil hun dog være ekstra opmærksom på, om der virkelig er tale om diskrimination, når det handler om en medarbejder med anden etnisk baggrund end dansk, fordi de jo er dobbelt udsatte i personalesagerne, forklarer hun.

"Derfor skal vi være ekstra vågne, når den slags sager dukker op, og er der brug for at lave vores procedurer om, sker det selvfølgelig," siger hun.

"I øvrigt har vi næsten hver uge en sag om samarbejdsvanskeligheder. Det kan ramme alle uanset baggrund," tilføjer hun.

Birgitte Krusell erkender, at det er meget beklageligt, hvis Nancy Sørensen ikke har fået den hjælp fra amtskredsen, som hun har bedt om.

"Jeg er dog ikke bekendt med, at hun har bedt om en bisidder. Hun har ganske rigtigt talt med en sagsbehandler her på amtskredskontoret, men jeg ved ikke præcist, hvilken rådgivning hun har fået. Når vi får den type henvendelser, hvad enten det drejer sig om samarbejdsproblemer eller andet, prøver vi først at medvirke til at få problemet løst ude på arbejdspladsen via tillidsrepræsentant og ledelse," siger hun og tilføjer:

"Vi har ingen ønsker om at forskelsbehandle vores medlemmer, men derfor kan der godt være en gruppe, som ikke får den hjælp, de har behov for, fordi de har nogle andre problemer end flertallet."

Både i 2003 og 2004 har amtskredsen haft fokus på den etniske kollega. Derfor er det dobbelt ærgerligt med Nancy Sørensens tilfælde, synes Birgitte Krusell.

"Jeg formoder, at hun er blevet behandlet som de sygeplejersker, der henvender sig til os med samarbejdsproblemer på arbejdspladsen, uden at vi har tænkt på, at hun med sin anden etniske baggrund måske havde sværere ved at få løst sine problemer end de danske kolleger. Det skal vi være meget opmærksomme på - og få løst både i amtskredsbestyrelsen og på amtskredskontoret," tilføjer hun.
 

Emneord: 
Diskriminering