Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Amtsrådsforeningen kræver fokus på handicappede

Lovgivning. Sygehusene skal fremover have mere fokus på de døve og blinde patienter. Formanden for amtsrådsforeningen vil følge området tæt.

Sygeplejersken 2005 nr. 19, s. 17

Af:

Marianne Troelsen, journalist

Der findes ingen lovgivning, der sikrer, at døve patienter får gratis adgang til tolk, når de indlægges på hospitalerne. Der findes heller ingen lovgivning, der kræver, at personalet sætter sig ind i de døve og blindes situation, så de lærer at behandle og pleje disse patienter på den rigtige måde.

Men ifølge Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 665 fra 1998 fremgår det at: "Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen. Det sprog, der anvendes såvel i mundtlig som skriftlig information skal være forståeligt for patienten og uden fagudtryk."

Og videre: "Også personer med funktionshæmninger, bl.a. døve og blinde, har behov for tilpasset information."

Vær opmærksomme

Formanden for Amtsrådsforeningen, Bent Hansen, er ikke tilhænger af mere lovgivning på området. Derimod vil han opfordre amterne til at sætte fokus på emnet.

"Jeg er ikke i tvivl om, at der i nogle tilfælde er behov for mere tryghed for denne gruppe patienter. Jeg tror, vi skal have mere fokus på emnet og på de afdelinger, der har lavet retningslinjer og arbejdsgange på området. Men jeg vil ikke være med til, at vi træffer en beslutning her i Amtsrådsforeningen og trækker den ned over hovedet på afdelingerne," siger Bent Hansen, der dog lover at følge området tæt den kommende tid.

Han vil derfor bede amterne være særlig opmærksomme på problemet med de døve og blinde patienter.

"Jeg vil bede de enkelte amter om at fokusere på problemstillingen og få de gode eksempler frem i lyset, så man kan lære af dem. Jeg vil følge området tæt, evaluere det og tage det op om ca. et år for at se, om det har virket."

Læs mere: Døve og blinde patienter føler sig oversete