Etik: Lad os handle i stedet for at diskutere

Duelighed. Vi taler om etik som noget, vi kan tilegne os og diskutere uden ende. Men etik bør vise sig umiddelbart i den svære situation. Etik drejer sig i virkeligheden mindre om det, sygeplejersken gør, men mere om sygeplejersken som karakterfast person.

SY-2005-19-54-01Illustration: Bob Katzenelson

Bliver man en bedre og mere etisk sygeplejerske gennem fortsatte diskussioner af etiske dilemmaer fra klinisk praksis?

Mange vil givetvis svare bekræftende. Vi får udvidet vores horisont og bliver uvidende på et højere niveau. De fleste vil tilmed finde det interessant og spændende at få lidt filosofisk luft under vingerne, når de mange etiske dilemmaer bliver lagt frem til debat. Budskabet i denne artikel er imidlertid, at etikken i sit væsen sætter en helt anden dagsorden. Rent faktisk ville det være bedst, hvis vi slet ikke talte om etik, men slet og ret handlede etisk.

Hvad er etik egentlig? For bare 50 år siden var selve ordet etik stort set ukendt for den almindelige dansker. Til gengæld talte man om sædelighed og usædelige handlinger, hvilket efterhånden er sjældne begreber i det danske sprog. Vi skal dog meget længere tilbage i historien for at finde etikkens rødder.

Ordet etik betyder egentlig sædvane (fra det græske ethos), et begreb, der var gængs i oldtidens Grækenland. Sædvanen er de vaner, som er blevet overleveret gennem generationer. Aristoteles var den første, der anvendte dette begreb i sit værk om etik. "Den nikomacheiske etik" henviser til hans egen fader Nikomachos og ikke mindst hans egen søn, som ifølge historien blev opkaldt efter faderen. Denne bog skulle således være en påmindelse om de sædvaner, der skulle gå i arv generationer imellem.

Etik er den sæd, der forplanter sig som vaner gennem opdragelse og erfaring. Etik er det sted, jeg har mit afsæt, eller det fundament, mine handlinger hviler på. Begrebet etik betyder derfor også bolig eller sæde. For Aristoteles var etik det, jeg sædvanligvis gør, eller det, jeg har at rette mig efter, som en rød tråd i livet. Etik har noget med den enkelte person at gøre. Mere præcist er etik den enkeltes karakter og det, som karakteriserer mine handlinger. Det afgørende er derfor, at jeg gennem mine erfaringer afsliber min karakter og derigennem finder den rette handling. Etik er noget, jeg skal dyrke gennem hele mit liv, og som langsomt kultiverer mine vaner i hverdagen.

Rigtigt eller forkert

Hvordan hænger dette sammen med etik i sygeplejen? I dagens sygepleje tales der sjældent om personen, der handler, men derimod om selve handlingen som rigtig og/eller forkert. Tro mod selve udgangspunktet skal etikken ikke dreje sig om det, sygeplejersken gør, men om sygeplejersken som karakterfast person. Sygeplejersken kan være mere eller mindre god eller mere eller mindre dydig. Det store spørgsmål er derfor, hvordan sygeplejersken bliver en god sygeplejerske? I modsætning til selve handlingen er det ikke noget, jeg direkte kan spørge andre om. Det er noget, jeg må finde som en del af mig selv eller spejle hos andre. Etik skal ikke være normer, jeg bliver pålagt, men noget jeg pålægger mig selv. Med andre ord skal vi ikke diskutere de etiske forpligtelser, sygeplejersker har, eller de konsekvenser mine handlinger får. Derimod skal sygeplejersken arbejde med sin karakter. Det er her, vi finder det næsten glemte begreb om dyden.

Hvad er sygeplejerskens dueligheder? Dueligheder opøves i praksis som en etisk knowhow, der langsomt formes i erfaringens støbeske. Vi skal ikke diskutere det etisk rigtige eller forkerte, men gøre det gode. Ud fra denne tanke skal sygeplejersken helt konkret erfare sig frem til det gode. Dette skal dog ikke ende i en etisk relativisme, hvor alt er lige godt. Når jeg derfor skal afslibe min karakter, har jeg ofte brug for et billede at arbejde ud fra. Erfarne kolleger kan derfor være gode forbilleder. Sygeplejersker, der går foran, indtil jeg har lært det gode og rette. I dag synes det modsatte at være tilfældet. Vi taler om etik som noget, vi kan tilegne os og diskutere til ende. Herudfra formes nogle retningslinjer, som er nedfældet gennem mere eller mindre veldefinerede formuleringer.

Tavs erfaring

Sygeplejen ville imidlertid være bedre tjent med at lade sædvanen og duelighederne opøves i praksis og ikke lade andre formulere sædvanerne gennem hypoteser om den bedste handling. Min grundlæggende erfaring er, at etik fungerer bedst som en tavs erfaringspraksis. Etikundervisningen ses bedst i dette lys. Når vi italesætter etikken, begynder vi automatisk at forholde os til den aktuelle situation. Et forhold, som let skaber en kunstig distance, hvor den handlende sygeplejerske gøres anonym.

Etik skal ikke være et begrebsligt instrument eller et middel, men bør vise sig umiddelbart i den svære situation. Langt bedre vil det derfor være, hvis sygeplejersker forholder sig til etik som en personlig opgave, der udfordres i praksis. En praksis, hvor sædvanerne allerede ligger gemt som tavs viden. Lad os derfor tale om den gode sygeplejerske og glemme etikken som noget rigtigt eller forkert. Lad os glemme etikken og skabe nogle sædvaner. Lad os se noget etik - tak!

Jacob Birkler underviser i filosofi og psykologi på jordemoderuddannelsen på CVU-Vest, Esbjerg. Hjemmeside
: www.dialektik.dk

Emneord: