Dialyseland venter

Illustration: Claus Seidel

Morgenstemningen sidder endnu i kroppen. Blå uniformer bevæger sig gennem afsnittet og fordeler sig undervejs på stuerne. Patienter har anbragt deres kasser med sengetøj på bordene og er i færd med at rede senge og dialysestole.

Fra en fjern krog høres det velkendte bip fra vægten, hvor andre patienter er i gang med at veje sig, inden de kommer i afdelingen. Gennem vinduer ses taxaer ankomme en efter en og holde ved hovedindgangen. Flere patienter er på vej.

Alt er på sin vis forudsigeligt. Lyde og billeder er velkendte, stemningen er tryg.

Rummene er lyse, åbne og venlige. Man kan følge morgenens lys, årstidens skiften, vejr og vind. Udenfor bevæger travle mennesker sig forbi. Dagen er begyndt.

På stuerne hilses godmorgen, der smiles, og snakken går om stort og småt. Nogle er i gang med at klargøre egne maskiner side om side med sygeplejersken. Ofte er stemningen let og lystig, der smådrilles fra alle sider. Man kender hinanden godt. Problemer, tanker og oplevelser siden sidst vendes så småt.

Opmærksomheden rettes mere mod den enkelte patient, der er ved at være klar til dagens dialyse. Maskinerne mangler de sidste test, pumperne kører, lamperne lyser, og alarmer melder om, hvor langt de er. Ingen tager væsentlig notits. Maskinerne lever endnu deres eget liv.

Startbordene rulles hen til patienten. Kanyler, bedøvelse, gazeswaps, klorhexidin, sprøjter, plastre og forbindinger til dagens dont gøres klar i samråd med patienten. Der tales om dagens væsketræk. Snakken om ”siden sidst” fortsætter og gøres færdig.

Transformationen fra frit menneske til dialysepatient tager sin begyndelse. Dialyseland venter ret forude.

Der kanyleres og kobles til maskinerne. Patienten lejres og lægges til rette. Ikke sjældent må kanyler rettes eller lægges om. Finjustering undervejs kan være nødvendig.

Så ligger patienterne der side om side, fire på hver stue. Der spørges til hinanden, og hvis ikke, da lyttes til de øvriges snak. Andre forsvinder ind bag høretelefoner til tv eller radio.

Dagens første måltid serveres. Kaffe/te og brød, kolde drikke med og uden isterninger, med og uden saft. Kombinationerne er mange og vidner om, at her er samlet mennesker med meget forskellige vaner og behov.

Da måltidet er vel overstået, falder der ofte ro over stuerne. Nogle følger udsendelserne på radio og tv, andre læser, og atter andre lægger sig til at sove.

Hver stue har sin egen rytme og orden.

På den anden side af halvmuren med glasrude sidder blå uniformer bag pc-skærme og plotter data ind og forbereder sygeplejen og dagens arbejde i øvrigt. Arbejdet afbrydes af alarmer fra maskiner, patienters spørgsmål, ønsker og løbende behov.

Lyden fra samtaler foran og bag glasruderne vidner om venlig imødekommenhed, og at dialyseafdelingen ikke kun tilhører de blå uniformer, men i lige så høj grad de mennesker, der dialyseres.

Som lynet fra en klar himmel kan roen på stuen pludselig afbrydes af aktivitet og akut sygepleje, hvis der for eksempel opstår blodtryksfald eller fremkommer andet ubehag som kvalme og opkastninger. Her er det nødvendigt med særlig omsorg og pleje, og det kræver konduite fra de blå uniformer. Oftest falder der ro over stuen efter en tid, og behandlingen kan fortsætte uændret eller justeret.

Efter flere timers dialyse er det tiden for de første dialysepatienter at få afsluttet dagens behandling og vende tilbage til friheden. Væsketræk, blodflow, blodtryk, puls og patientens velbefindende er løbende vurderet.

Kanyler fjernes, og der komprimeres på indstikssteder. Blodet fra slangesættene bringes tilbage i patientens blodbane. På ny ses taxaer holde foran bygningen. Patienterne bringes tilbage til deres eget liv. Der pakkes sammen og hilses farvel.

Vi ses i overmorgen. 

Susanne Ploug Larsen er ansat på Dialyseafsnit MY, Sygehus Fyn, Svendborg.