Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Resuméer af international forskning

Faglige resuméer.

Sygeplejersken 2005 nr. 2, s. 28-29

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Førstegangsforældres oplevelser af deres intime forhold

Ahlborg T, Strandmark M. The baby was the focus of attention - First-time parents experiences of their intimate relationship. Scand J Caring Sci 2001;15:318-25.

Ahlborg T, Dahlöf LG, Strandmark M. First-time parents sexual relationships. Scand J Sexol 2000;3:127-39.

At få sit første barn medfører en stor omstilling i parforholdet. Både mor og far skal tilpasse sig forældrerollen, de står over for udfordringer som manglende nattesøvn og træthed, og deres intime forhold træder i en periode i baggrunden til fordel for omsorgen for barnet.

I to artikler er forældres oplevelser efter første barns fødsel beskrevet. Formålet var at belyse samlivets kvalitet hos førstegangsforældre. 15 forældrepar deltog i interview, der foregik, fra børnene var 6-18 måneder gamle. Begge forældre deltog, så både moderens og faderens oplevelser blev belyst. Data bliver bearbejdet fænomenologisk ifølge Amadeo Giorgi. Begge forældre oplevede seksuel lyst, men der var forskel på, hvornår sexlivet blev genoptaget. Nogle havde endnu ikke 18 måneder efter barnets fødsel haft samleje.

Resultaterne fra begge undersøgelser viste, at parterne havde det godt i deres parforhold i de tilfælde, hvor de talte sammen og bekræftede hinanden som mand og kvinde, hvad enten de havde genoptaget deres sexliv eller ej. Venskab og opmærksomhed var afgørende.

Der var imidlertid et spændt forhold mellem den seksuelle lyst og barnets tilstedeværelse og mellem forældre- og partnerrollen. I artiklerne beskrives, hvilke konsekvenser god respektive utilstrækkelig kommunikation mellem parterne får. Taler man om tingene, skaber det en fællesskabsfølelse. Kan man ikke tale om tingene, opstår følelsesmæssige og sensuelle savn og ofte misforståelser.

Artiklerne har stor betydning for sygeplejersker, sundhedsplejersker og andre, der har kontakt med nybagte forældre.

Af Elisabeth O.C. Hall, lektor, ph.d. 

Sygeplejerskers tale- og fortolkningsevne

Finch LP. Understanding patients lived experiences: the interrelationship of rhetoric and hermeneutics. Nurs phil 2004;(5):251-7.

Det er vigtigt at engagere sig i, hvordan sygeplejersken forstår patienten, det patienten siger, det nonverbale og det uudtalte. Det drejer sig om evnen til at kommunikere, hvordan det opfattede fortolkes, og hvordan sygeplejersken derved kommer til at kende patienten.

Sygeplejerskens sproglige evner, hvad enten hun bruger sproget til at forklare eller udtrykke betydninger, til at tydeliggøre, understøtte lytning, tale eller undervise, vil påvirke patientens ønske om at involvere sig i en dialog, hvorigennem følelser, stemninger og sindsbevægelser kan udtrykkes åbent og ærligt.

På den baggrund vurderes patient-sygeplejerske-forholdet som interpersonelt med sygeplejerskens tale- og fortolkningsevne uløseligt knyttet til sygeplejerskens evne til at praktisere sygepleje og omsorg.

Med kommunikationen som udgangspunkt for samarbejdet med patienten er det nu væsentligt at spørge, hvor godt sygeplejersken egentlig kender patienten. Kun ved gennem at stille spørgsmålet på den måde kan patienten gives muligheden for at åbne sig over for sygeplejersken.

Sygeplejersker, der har læst om begrebet ”at kende patienten” (”knowing the patient”), som det beskrives af Benner og Tanner, kan i denne artikel få uddybet begrebet, som beskrives i forhold til kommunikation, tale og samtale.

Af Lisbeth Uhrenfeldt, ph.d.-stipendiat, Institut for Folkesundhed, Afdelingen for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.