Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vestsjællands Amt: Ledelseskrise skaber dårligt arbejdsmiljø

Massive samarbejdsvanskeligheder mellem centerledelse og mellemledere i Medicinsk Center på Sygehus Vestsjælland ødelægger arbejdsmiljøet for de ansatte. Den dårlige stemning forplanter sig til sygeplejerskerne, som oplever, at det er svært at komme igennem med idéer og nye tiltag.

Sygeplejersken 2005 nr. 2, s. 10-13

Af:

Marianne Troelsen, journalist

SY-2005-02-10-01Sikkerhedsrepræsentanten på Holbæk Sygehus, Lene Keller Andersen, løfter en af de tunge sække med affald op i containeren. Skralderummet er, ifølge tillidsrepræsentanterne, blot ét af de forhold, der ikke bliver bragt i orden pga. ledelseskonflikten på Sygehus Vestsjælland. Foto: Nicolai Howalt

”Den dårlige stemning kryber langs panelerne.”

”Det er en energisluger.”

”Vi vil bare have lov til at passe vores arbejde og vores patienter.”

”Det er pinligt, at de ikke kan finde ud af at arbejde sammen.”

Det er bare nogle af udsagnene fra tillidsrepræsentanterne i Medicinsk Center på Sygehus Vestsjælland, når der bliver spurgt til krisen mellem centerledelsen og 72 mellemledere. Den dårlige stemning breder sig nemlig også til sygeplejerskerne, der ellers ikke er en del af konflikten i amtet.

”Stemningen er påvirket, og humoren i afdelingerne forsvinder. Det hele bliver lidt mere tungt og træls. Og det er svært at undgå, at patienterne ikke også mærker det, selvom vi prøver at udføre vores arbejde ordentligt,” siger sygeplejerske og tillidsrepræsentant på medicinsk område i Holbæk, Vibeke Paaske-Møller.

Ledelseskrisen har ulmet i cirka et år og er angiveligt opstået på baggrund af en række krænkende og ubehagelige episoder mellem mellemledergruppen og centerledelsen. Mellemlederne beskylder bl.a. centerledelsen for uberettiget at fyre medarbejdere, for uretfærdige skriftlige irettesættelser, for mobning og rå tone og meget andet.

I maj i år blev funktionschefen for intern medicin i Holbæk, Lars Weywardt, bortvist uden varsel, angiveligt fordi han åbent kritiserede centerledelsens ledelsesstil. Bortvisningen blev anledningen til, at 72 mellemledere i adskillige breve til amtspolitikerne i Vestsjællands Amt indirekte forlangte, at centerledelsen blev gået. I brevet beskrives ledelsesstilen bl.a. for at være autoritær, tillukket, egenrådig, nedladende, lunefuld, præget af en rå tone og en undertiden grov og ubehøvlet opførsel.

Bremser nytænkning

Sygeplejerskerne i Holbæk er mest påvirkede af de dårlige vibrationer mellem centerledelsen og mellemlederne, fordi centerledelsen fysisk er placeret i Holbæk. Men også de ansatte på andre sygehuse i amtet mærker den trykkede stemning.

På Slagelse Sygehus føler medarbejderne, at tingene går i stå. Der er ingen nytænkning og ingen nye tiltag.

”Det påvirker humøret, fordi mellemlederne er påvirket af det. Og vi kan alle mærke, at det tager energi fra mellemlederne. Sygeplejerskerne er dødtrætte af konflikten og gider ikke høre mere om det. Vi ønsker arbejdsro,” siger Bodil Golmen, som er tillidsrepræsentant i Slagelse.

På Nykøbing Sjælland Sygehus er man også indirekte berørt af konflikten. Alle møder vedr. et arbejdsmiljøprojekt, der hedder Den Gode Arbejdsplads, er udskudt.

”Vi føler os ikke direkte påvirket, men det er jo lidt svært at udvikle arbejdsmiljøet, når der er disse samarbejdsvanskeligheder,” fortæller tillidsrepræsentant Helen Fatum.

Side 12

Sagen kort

I 2002 tiltræder centerchef Allan Hjort og vicecenterchef Bodil Knokgaard som centerledelse for Medicinsk Center på Sygehus Vestsjælland.

I oktober 2003 opstår krisen mellem centerledelsen og mellemlederne - angiveligt fordi mellemlederne oplever en række krænkende og ubehagelige episoder med centerledelsen. Mellemlederne beskylder bl.a. centerledelsen for uberettiget at fyre medarbejdere, for uretfærdige skriftlige irettesættelser, for mobning og rå tone og meget andet.

I maj 2004 bliver funktionschefen for intern medicin i Holbæk, Lars Weywardt, bortvist uden varsel, angiveligt fordi han åbent kritiserede centerledelsens ledelsesstil. Han fik efterfølgende fire mio. kr. i erstatning.

I dagene efter bortvisningen af Lars Weywardt sender 72 mellemledere flere åbne breve til amtspolitikerne i Vestsjællands Amt, hvor de udtrykker bekymring om, hvorvidt centerledelsen er i stand til at varetage ledelsesopgaverne. I brevene beskrives ledelsesstilen bl.a. for at være topstyret, autoritær, tillukket og egenrådig. Centerledelsens personlige adfærd beskrives som nedladende, lunefuld og undertiden grov og ubehøvlet.

I oktober 2004 bliver konsulentfirmaet DIEU tilknyttet Sygehus Vestsjælland på ubestemt tid med det formål at finde en fremadrettet kommunikationsform i Medicinsk Center. Men mellemledergruppen har mistet tilliden til centerledelsen, og konflikten er gået i hårdknude.


Affaldsproblemer
Konflikten er mere håndgribelig og konkret på Holbæk Sygehus, hvor medarbejderne siden april måned har klaget over et uacceptabelt skralderum. Store poser med risikoaffald - såsom filtre fyldt med blod - der vejer omkring seks-syv kilo, skal hver dag bæres ud i skralderummet. Problemet er, at sygeplejerskerne skal slæbe de tunge poser helt ud til skralderummet og derefter løfte dem op over skulderhøjde for at smide dem op i containeren. I længden kan det give skulderproblemer. Og en enkelt gang er en af sygehjælperne faldet ned ad trapperne med de tunge poser i hånden. 

Arbejdstilsynet har undersøgt skralderummet. Men fordi sikkerhedsgruppen på Holbæk Sygehus, lige inden tilsynets besøg, havde afsendt et forslag til centerledelsen til løsning af forholdene, gik tilsynet ikke yderligere ind i problemet.

Men ingenting er sket i sagen. Sygeplejerskerne skal stadig hver dag bære og løfte på de tunge affaldsposer og skændes indbyrdes om, hvis tur det nu er. Det skaber dårlig stemning og mundhuggerier på gangene. 

”Vi er dybt frustrerede over, at skralderummet ikke fungerer. Det er helt urimelige arbejdsforhold. Og der er ikke grænser for, hvad min leder står model til af skældud fra medarbejderne,” siger Lene Keller Andersen, der er sikkerhedsrepræsentant på Holbæk Sygehus.

Kommunikationen brister

På trods af sikkerhedsgruppens gentagne rykkere både ved den funktionsbærende enhed og servicecentret (se boks) er skralderummet endnu ikke bragt i orden. Og sygeplejerskerne har ikke den fjerneste anelse om, hvorfor ingen tager sig af problemerne.

”Det er svært for mig at finde ud af, hvor kommunikationen brister. Jeg forstår ikke, hvad der går galt. Om det er problemer mellem centerledelsen og den

Side 13

funktionsbærende enhed eller mellem mellemlederne og den funktionsbærende enhed, eller mellem centerledelsen og mellemlederne,” siger Lene Keller Andersen.

Skralderummet er blot et af mange dagligdagsproblemer, som ikke bliver løst. En hel masse andre store og små ting i hverdagen bliver, ifølge tillidsrepræsentant Vibeke Paaske-Møller, syltet og overset. Til stor frustration for de ansatte.

”Småproblemerne lader vi ligge, fordi vi kan se, at afdelingssygeplejerskerne er påvirkede. Og vi vil ikke presse dem yderligere,” siger Vibeke Paaske-Møller. 

SY-2005-02-10-1aa

Fakta om Sygehus Vestsjælland.

Sygehus Vestsjælland består af fem centre, der sammen driver sygehusvirksomhed otte steder i amtet (Diagnostisk Center, Kirurgisk Center, Medicinsk Center, Psykiatrisk Center, Service Center).

Artiklerne i dette nummer af Sygeplejersken handler om Medicinsk Center.

Hvert center er organiseret i et antal funktionsbærende enheder bestående af samme type afdelinger på tværs af geografier, således at befolkningsunderlaget er i overensstemmelse med de faglige anbefalinger. De funktionsbærende enheder følger i stor udstrækning de lægefaglige specialer.

Hun er, ligesom resten af tillidsrepræsentanterne i amtet, frustreret over den håbløse mangel på information i forbindelse med konflikten. 

Hverken mellemledere eller centerledelse har indviet sygeplejerskerne i sagens kerne. De må i stedet følge med i medierne og derudfra drage deres egne konklusioner.

”Det undrer mig, at mellemlederne går uden om alle kommunikationskanaler. De burde have skrevet til MED-udvalgene (samarbejds- og sikkerhedsudvalgene, red.), hvor tillidsfolkene er repræsenteret,” siger tillidsrepræsentanten fra Korsør Sygehus, Susanne Andersen.

Hverken hun eller hendes kolleger kan nikke genkendende til mellemledernes kritik af centerledelsen.

Vicecenterchef Bodil Knokgaard er ikke glad for at høre, at ledelseskrisen påvirker det psykiske arbejdsmiljø. Medicinsk Center på Sygehus Vestsjælland har ellers i 2003 og 2004 brugt over én million kroner på at forbedre arbejdsmiljøet.

”Jeg er meget bekymret over, at det psykiske arbejdsmiljø nu også er påvirket. Men vi må bruge konsulentfirmaet, DIEU (Danmarks Internationale Erhvervsuddannelser, red.) til at sikre, at der bliver taget hånd om det psykiske arbejdsmiljø, og understøtte det så godt, vi kan,” siger Bodil Knokgaard. 

Tema om arbejdsmiljø