Dårlig løsning - den laver vi om

Foto: Thomas Tolstrup

I 2004 indførte Gladsaxe Kommune, at borgere i hjemmeplejen selv skulle skaffe de sårplejemidler, hjemmesygeplejersken skulle bruge. Det holdt mindre end et halvt år. Hjemmesygeplejerskerne var kede af ordningen, lokalaviserne skrev om sagen, og borgerne protesterede.

"Folk, der havde en mand eller kone siddende derhjemme, kom og sagde: Hvad er det, I har lavet," husker socialudvalgsformand Erling Schrøder (A), Gladsaxe Kommune.

"Det var dyrt og upraktisk. Og så har man jo som politiker lov til at sige: Dårlig løsning, det laver vi om igen."

"Der var mindrebemidlede mennesker, der havde frygtelige udgifter, og det kunne vi ikke forsvare," siger et andet af socialudvalgets medlemmer, Birgit Thybjerg Pedersen (V). Hun var med til at tage beslutningen i sin tid, men i grunden godt tilfreds med, at den blev gjort om.

"Jeg er selv sygeplejerske og ved, at det ofte drejer sig om kronisk syge, som skal have sårplejemidler, så længe de lever. Det er jo i sig selv forfærdeligt at have en kronisk lidelse, så hvorfor skal man straffes ekstra? Rent behandlingsmæssigt var der også den risiko, at sårene ikke blev behandlet, fordi borgeren syntes, det var for dyrt."

Røre i hjemmesygeplejen

Ifølge Erling Schrøder var det protester fra borgerside, der gjorde udslaget. Men der var også røre i hjemmesygeplejen, da brugerbetalingen skulle indføres, fortæller tillidsrepræsentant Iben Bruun. "At nogle måske ikke kunne få en ordentlig behandling, fordi de ikke havde råd - det kunne vi ikke bare lægge ryg og navn og autorisation til," siger hun.

Iben Bruun og hendes kolleger tvivlede fra starten på, at der var noget at spare ved brugerbetalingen, og det tror hun stadig ikke, der er. "Det kom alligevel til at koste, bare nogle andre steder," siger hun.

F.eks. måtte hjemmesygeplejersken skifte med noget billigere, hvis en borger ikke havde råd til en bandage, der kunne sidde i flere dage. Og det betød, at hun måtte komme oftere hos borgeren.

Da beslutningen var taget, måtte hjemmesygeplejen sikre sig, at der var steder, hvor borgerne kunne købe sårplejemidlerne. Tidligere købte kommunen ind hos en grossist, og de lokale apoteker havde ikke mange sårplejemidler på hylderne.

Iben Bruun sad i en gruppe, som skulle blive enige med apotekerne om et standardsortiment. "Vi skulle også have dem til at åbne kasserne og pakke mindre portioner. Det holdt hårdt, og jeg kan godt se, at det gav dem

Side 19 

ekstra omkostninger. Derfor ville de også være sikret, at de fik den handel, når de nu bestilte en masse varer hjem."

Selv om der blev indgået aftaler, var der somme tider problemer med at få de rigtige ting på apoteket. "Vi var også tit mellemled og behjælpelige med at bestille hjem til borgerne fra private firmaer. Og vi brugte meget tid på at tjekke priser. Vi syntes jo, at vi skulle finde de steder, hvor produkterne var billigst."

Svært at få tilskud

Borgerne protesterede ikke over for hjemmesygeplejerskerne. De fleste gjorde, som de fik besked på. Men i et af distrikterne var der mange borgere på overførselsindkomster, og de havde svært ved at klare regningerne.

"Desværre er reglerne sådan, at det er svært at komme i betragtning til at få tilskud. Selv om de fik tilskud, var der som regel også en del, de selv skulle betale," siger Iben Bruun. Det var kommunens sagsbehandlere, der stod for ansøgningerne og for at regne på borgernes økonomi. Men sygeplejerskerne måtte i hvert enkelt tilfælde lave et overslag over, hvor længe behandlingen ville vare, hvad der skulle bruges af sårplejemidler, og hvad det ville koste. Og det tog tid.Alt i alt var der stor tilfredshed, da socialudvalget gjorde beslutningen om i juni 2004. "Vi brugte alt for megen tid på at administrere det. Og vi syntes, at det var uetisk, at det skulle være så dyrt for borgeren," siger Iben Bruun.

Men det har også givet sygeplejen bedre vilkår, at der igen er et standardsortiment, hvor alle moderne produktgrupper er repræsenteret med mindst ét produkt.

"Hvis man godt kunne tænke sig at skifte behandling, så er det svært at stå med en borger, der lige har købt og betalt en hel kasse af et eller andet. Sådan kan man ikke bruge borgernes penge," siger Iben Bruun.