Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Vigtige 29 minutter

Hvad er din ret og pligt? Sygeplejersken har undersøgt, hvilke regler der skal overholdes i forbindelse med frokostpausen. Arbejdsgiveren skal bl.a. respektere sygeplejerskers ret til at spise.

Sygeplejersken 2005 nr. 4, s. 13

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Har man ret til at spise i løbet af sin arbejdsdag?

Sygeplejersker på offentlige overenskomster har ret til at holde en spisepause i løbet af arbejdsdagen på op til en halv time, dvs. op til 29 minutter. 

Ifølge overenskomsten regnes pausen med i arbejdstiden, hvis den er af ”mindre end ½ times varighed, hvor den ansatte står til rådighed og ikke kan forlade arbejdsstedet/institutionen. Andre pauser medregnes ikke.” 

Ifølge et EU-direktiv skal arbejdstiden tilrettelægges, så det sikres, at en ansat kan holde spisepause i løbet af arbejdsdagen. ”Pausen skal placeres inden for arbejdstiden således, at formålet med pausen tilgodeses,” som der står i direktivet. Dvs. at man skal respektere medarbejderens behov for at få noget at spise. 

Har man ret til en spisepause i fred og ro? 

Arbejdsgiveren skal respektere medarbejderens ret til pause, men grunden til, at pausen er betalt, er, at man skal kunne stå til rådighed, hvis arbejdet kræver det. Man må derfor heller ikke forlade arbejdspladsen.  

Arbejdsmiljølovgivningen og Bekendtgørelse om arbejdets udførelse siger, at der skal være lokaler til at spise i, og det skal ikke være et kontor. Det kan være en kantine, men så skal det også være muligt at kunne forlade afdelingen. 

Om man kan slippe for telefonopkald, klokker og henvendelser, er i høj grad op til organiseringen på den enkelte arbejdsplads. Organisering af pauser er bl.a. noget, man kan drøfte i det lokale samarbejdsudvalg. 

Hvor går grænsen for, hvornår man har ret til at spise, og hvornår man har pligt til at stå til rådighed? 

Det siger reglerne ikke noget om. Det er i høj grad kulturbestemt på hver enkelt arbejdsplads, i hvor høj grad man mener, at man skal stå til rådighed. 

1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, råder til, at ledelse og medarbejdere på den enkelte arbejdsplads diskuterer, hvordan man tager højde for, at patienterne kan passes samtidig med, at man respekterer, at medarbejderne får ro til at lade op.  

”Det skal kunne lade sig gøre at organisere arbejdet, så man sørger for, at medarbejderne kan spise midt på dagen, f.eks. i to hold. Det betyder, at lægerne ikke kan ønske at gå stuegang i det tidsrum, hvor sygeplejerskerne lader op. Man skal have mulighed for at koble fra, have socialt samvær med sine kolleger og få fyldt nyt brændstof på motoren,” siger Grete Christensen. 
 

At hvile sig

Ordet pause betyder ifølge Nudansk Ordbog ”midlertidig afbrydelse eller standsning,” jævnfør begrebet hvil. Ordet kommer oprindeligt af latin, pausa, og af græsk, paúsis, afledt af ordet paúein, der betyder ”lade ophøre.”