Diakonisser plejede den udbrændte digter

H.C. Andersens dagbog er et vigtigt dokument om hans liv og levned. Af dagbogen fremgår dagenes lykkelige og tunge timer. De sidste hænger sammen med H.C. Andersens sundhed og sygdom, ikke mindst i de tre sidste år af hans liv, hvor det gik mærkbart ned ad bakke med ham både legemligt og sjæleligt. Triste og svære dage er beskrevet fra denne tid, men det fremgår også, at digteren modtog sin tids muligheder for behandling af fremtrædende læger og ligeledes modtog sygepleje, som den formede sig i slutningen af 1800-tallet.

Alvorlige symptomer

Sygdom have digteren kendt hele sit liv. Som barn havde han konsulteret kloge koner, senere tog læger blandt nære venner sig af ham, og sygeplejen mødte han gennem tidens muligheder - pleje hos venner, vågekonen og diakonissernes hjemmepleje.

Efter at han i 1872 havde udgivet sit sidste bind med eventyrene ”Krøblingen,” ”Portnøglen,” ”Tante Tandpine” og ”Hvad gamle Johanne fortalte,” var han udbrændt og blev ramt af alvorlig sygdom med kolik, kuldegysninger, sort afføring og gulsot. H.C. Andersen skriver herom i sin dagbog for den 6. november:

”I går og i dag har jeg fået angst ved at se på mine ekskrementer, de er sortbrune, ser aldeles ud som tjæresalve. Jeg har skæren om livet, frygter at der er noget galt i mit indvendige. Brev fra Studenterforeningen om at læse op der lørdag den 16. Kan næppe. Er nervøs, arrig og - gudløs; jeg er altså fortvivlet.”

Lægelig behandling

Trods sin dårlige tilstand deltog H.C. Andersen fortsat i sammenkomster og selskabelighed hos sine mange trofaste venner, men ofte med smerteligt resultat, og dagen derpå kunne han skrive:

”Hellere var jeg blevet hjemme. Der serveredes en fed, brun suppe og gåsesteg med rødkål. Jeg nød meget lidt, følte mig slet ikke vel og sov dårligt: ked at leve og dog angst for at dø.”

Angst for sygdom havde fulgt H.C. Andersen hele hans liv, og den tog til i de sidste leveår. De bedste læger, professor Emil Hornemann og Theodor Collin, tilså ham, og dagbogsnotatet fra den 12. november lyder:

”Klokken tolv kom begge lægerne, Emil Hornemann sagde, at det ikke var blod, der var gået i ekskrementerne, men derimod galde; jeg havde den dag haft såre lidt åbning, og der blev foreskrevet jernvand, mikstur, pulver og nogen diæt, grød og fisk.”

Andre behandlingsmidler var pyllna-vand (se boks side 46), amerikansk olie eller et klystér, givet af professor Hornemann. Denne behandling fik patienten til at skrige højt, når sprøjten kom ind, men den lettede hele tilstanden for en stund. Til natten blev der ordineret kloroformbælte (se boks side 46) om livet for at fremkalde smertelindring og døsighed.

H.C. Andersens venner besøgte ham trofast, det var både en glæde og en irritation, og på et tidspunkt skrev professor Hornemann en seddel, hvor der stod, at patienten ikke måtte se for mange og ikke for længe.

Vågekonen sover trygt

H.C. Andersen boede på dette tidspunkt i en lille hyggelig lejlighed i København i Nyhavn nr. 18, blev opvartet af sin værtinde, men måtte under sygdomsperioden have vågekone, og han skriver herom: ”Vågekonen kom i aftes klokken ni. Jeg gik i seng klokken ti, men sov urolig og smertefuld.

Side 45

Klokken to ringede jeg på konen, hun sov, thi først da jeg tredje gang ringede, kom hun og sagde, at jeg ringede for svagt. Hen imod klokken fire var luften i min stue så ubehagelig, jeg ringede, hun kom ikke, nær havde jeg ringet til min værtinde for at bede hende komme og vække vågekonen. Jeg stod da selv op og trådte ind til hendes forskrækkelse, sagde at luften var dårlig, det lå vist i lampen, hun mente nej, jeg det samme, men jeg ville ikke sige, at et menneske, der hele natten dunstede ind til mig fra den anden stue, var årsagen. Jeg sagde til Emil Hornemann, at jeg ikke ville have hverken hende eller nogen anden, kun vågekonen sover trygt.”

På et møde den 28. december 1872 besluttede Diakonissestiftelsens bestyrelse under dagsordenens punkt 4 at yde H.C. Andersen privat pleje uden vederlag. Uddrag af forhandlingsprotokollen for den Danske Diakonissestiftelse

Diakonisser overtager plejen

Herefter blev H.C. Andersen plejet af to diakonisser fra Den Danske Diakonissestiftelse, søster Anna Buch og søster Ida Henchel. På stiftelsen, der var oprettet 1863 på kronprinsesse Louises initiativ, blev den moderne sygepleje i Danmark grundlagt. Under forstanderinde Louise Conrings ledelse fik søstrene som de første herhjemme en formaliseret sygeplejerskeuddannelse og anvendte den på deres eget hospital på Frederiksberg, på talrige sygehuse i provinsen og fra begyndelsen af 1870´erne i den menighedspleje, som diakonisserne tog initiativet til.

Behovet var stort i datidens samfund, og for søstrene var det et mål at tilbyde deres hjælp til både høj og lav. Blandt patienterne var i 1872 således prins Valdemar, prinsesserne Dagmar og Thyra, generaler, etatsråder og geheimeråder, kantoren ved den jødiske synagoge, et postbud, en skrædders kone, to fattige koner, cigarmagere, vognmandskuske, en politibetjent og flere maskinpudsere og - H.C. Andersen.

Der blev oprindelig ikke krævet betaling for søstrenes arbejde i hjemmeplejen, men de, der havde råd, betalte så rigeligt, at pengene rakte til plejen af ubemidlede. H.C. Andersen var ganske velsitueret, men efter endt pleje blev betalingsspørgsmålet behandlet på Diakonissestiftelsens bestyrelsesmøde den 28. december 1872, og det blev besluttet, at for Danmarks store digter skulle plejen være vederlagsfri.

Kontakt med kongehuset

Det var to erfarne diakonisser, der fik til opgave at pleje H.C. Andersen. Søster Anna Buch var 39 år, havde været med fra stiftelsens oprettelse og var at betragte som forstanderindens højre hånd. Søster Ida Henchel var 37 år og indtrådt i diakonissehuset 1869.

At søster Anna Buch blev sendt i tjeneste uden for stiftelsen var usædvanligt, og man kan med rimelighed formode, at dronning Louise har været medvirkende til ordningen. Hun var stiftelsens protektrice, forstanderinde Louise Conrings fortrolige ven og rådgiver, og H.C. Andersen var en velkommen gæst i kongehuset. Kronprinsen, den senere kong Frederik VIII, besøgte jævnligt digteren i hans stuer i Nyhavn. Om kongefamiliens omsorg og om et af kronprinsens besøg skriver H.C. Andersen:

Side 46

”Bud fra kongen og arveprinsessen. Bud fra dronningen med hilsen. Bud fra kronprinsen, om han turde besøge mig i dag klokken ét; han kom og var meget deltagende, holdt mig stadigt i hånden, spurgte hvor længe han turde blive, om han turde komme igen en anden dag. Lovede at hilse hele kongefamilien. Syntes jeg boede smukt og hyggeligt.”

Søster Anna Buch (1833-1919) plejede H.C. Andersen under hans sygdom i 1872. Hun var en højt betroet medarbejder, som bl.a. havde ansvaret for stiftelsens apotek og det praktiske arbejde, overopsynet med sygeplejen og regnskabet. Illustration: Den Danske Diakonissestiftelses arkiv.

Tryghed i plejen

Diakonisserne nævnes mange steder i Andersens dagbog fra november-december 1872. Omtalen er ganske nøgtern, men aldrig kritisk:

”Der er nu talt med lægerne, og det er blevet ordnet sådan, at søster Anna, frøken Buch, skulle alene være om mig.”

Nætterne var ofte slemme for digteren, smerter, angst og uro holdt ham vågen, men mens vågekonen ”sov trygt ved siden af sengen,” kom søster Anna straks, når der blev kaldt:

”Klokken ét gik jeg i seng, kunne ikke sove i en sådan uro for overfald og ildløs. Natlampen generede mig; jeg var seks-syv gange ude af sengen for at få vægen til at svømme midt i, den ville ikke, jeg blev febrilsk. Tandstumperne og næsetørheden værkede; jeg var fortvivlet. Klokken halv fem ringede jeg på frøken Buch. Klokken blev syv, før jeg faldt i søvn.”

Få dage senere hedder det: ”I aftes fik jeg halvandet pulver, det beroliger. To gange i nat bragte diakonissen mig varm havresuppe, jeg fik for tredje gang i min sygdom en længere hvile, vel havde jeg lidt smerte i underlivet, men jeg sov dog uden stærk hoste.”

Julen 1872

Juleaften strømmede vennerne til hos H.C. Andersen, der bl.a. skriver: ”Stuerne blev godt luftet ud. Klokken syv kom hr. og fru Melchior, et juletræ blev tændt til mig med lys, flag og nips. Jeg fik et mikroskop af familien Melchior. Papir og brevmærker af Hartmann og frue, William Bloch var her med en rosengren i blomst og fint venushår derom. Jeg forærede frøken Buch mit portrætfotografi.”

Den 27. december kunne H.C. Andersen så småt genoptage besøg hos vennerne, men der var stadig brug for en nattevagt:

”Efter midnat kaldte jeg på diakonissen søster Anna, frøken Buch, som kom og bragte mig havresuppe. Det blev dog morgen, før jeg faldt i søvn. Klokken ét kørte jeg med fru Melchior ud ad Vesterport og ind ad Nørre, hen til Collins. En del besøg hjemme, Nyrup, grevinde Holstein, Høedt, fru Koch, pastor Fogh. Ved min spisetid forlod min diakonisse søster Anna mig efter tre ugers ophold her. Det gjorde mig ondt at sige hende Lev vel. Den nye diakonisse er en frøken Ida Henchel, stor, svær og ret smuk.”  

”At rejse er at leve ”

Citatet er fra H.C. Andersens ”Mit livs eventyr.” Udlandsrejserne var blevet en livsfornødenhed for

Side 47

ham, og efter sin sygdom i november-december 1872 gennemførte han endnu en rejse til Schweiz og planlagde så sent som tre uger før sin død en tur til Montreux. På rejsen til Schweiz var for første gang en ung mand fra vennernes kreds med som ledsager, og i forbindelse med forberedelsen til turen til Montreux overvejede H.C. Andersen nødvendigheden af også ”at tage et menneske med, der hjælper mig, særlig med afklædning og påklædning.”

Rejsen til Montreux blev ikke gennemført, Andersens kræfter tog af, han måtte acceptere dette, led under det, men ind imellem kom hans galgenhumor til udtryk i dagbogen: ”Maven noget tynd, humøret endnu tyndere,” eller ”Vejret tykt og gråt, mit humør ligeså.”

I et brev til familien Collin skrev han: ”Ideligt længes jeg efter at flyve ud, men flyve med gigt i alle lemmer er næppe behageligere end at blive skudt ud af en kanon, og at ligge i vådt vejr på et badested ved Strandvej og Dyrehave er som at være kålorm på et vådt kålblad.”

En palme og en krans, egenhændigt klippet af H.C. Andersen og foræret til søster Anna Buch, der plejede ham.

Den sidste pleje
Sin sidste levetid tilbragte H.C. Andersen hos vennerne Melchior og deres børn på familiens landsted ”Rolighed.” Her nød han kærlig pleje, her blev man aldrig træt af digterens klager og undertiden urimelige pirrelighed. Han var næppe en nem patient, fru Melchior plejede ham imidlertid trofast til det sidste, men også hun og tjenerskabet måtte have et tiltrængt hvil ind imellem, og ingen var til stede netop ved dødens indtræden. Man fandt H.C. Andersen død i sengen og med et roligt udtryk i ansigtet.

Den sidste dagbogsoptegnelse, som H.C. Andersen skrev med egen hånd, er fra den 19. juni 1875, mindre end to måneder før sin død. Da var skriften næsten ulæselig, og den sidste tid skrev fru Melchior efter diktat. Hun afsluttede dagbogen den 4. august 1875 med ordene: ”Nu er lyset slukket. Hvilken lykkelig død. Klokken elleve, 5 minutter udåndede den kære ven sit sidste suk.”

Dødsannoncen i Berlingske Tidende lød: ”Digteren Hans Christian Andersen, Conferentsraad. Com.af Dbg. og Dbmd. hensov stille Onsdagen den 4de dennes Kl. 11 Formiddag i en Alder af noget over 70 Aar under sit Sommerophold i mit Hus.

Rolighed (Gl. Kalkbrænderivej), 5te August 1875. Mortitz G. Melchior. Begravelsen finder Sted fra Frue Kirke Onsdagen den 11te ds. Kl. 12.”

Dagmar Bork er pensioneret forstanderinde fra Haderslev Sygehus og lokalhistoriker.

Litteratur og kilder

1. H.C. Andersens dagbøger 1871-1872. Udgivet af Kirsten Weber, København 1975.  
2. Kristian Langdal Møller. H.C. Andersen - Strejflys over hans Liv og Digtning. Helsingør: Poul A. Andersens Forlag 1968.  
3. Svend Hauge. I Troskab mod Kaldet - Den Danske Diakonissestiftelse 1863-1963. København: J. Frimodts Forlag 1963. 
4. Niende og tiende Beretning om den danske Diakonisse-Stiftelses Virksomhed omfattende Tidsrummet 26de Maj 1871 - 31te December 1872. København 1873